En af USA's mest kendte og populære forfattere har i de seneste dage og uger haft travlt med at forsvare sig mod anklager for at have tyvstjålet hele temaer og passager i sine bøger fra en kollega. Samtidig blev den kendte franske filminstruktør, Bertrand Tavernier, i weekenden stillet over for et krav fra en domstol om at ændre rulleteksterne til sin nyeste film, 'Laissez passer' (Passersedlen), som har premiere i dag. Sker det ikke, skal den også i Danmark kendte instruktør betale en bøde på 7.622 euro for hver dag, filmen vises uden nye rulletekster. I USA har magasinet The Weekly Standard dokumenteret, at historikeren og succesforfatteren Stephen Ambrose har kopieret flere afsnit af bogen 'The Wild Blue' fra en anden historiker, Thomas Childers, bog med titlen 'The wings of morning' fra 1995. Begge bøger handler om piloter i bombefly under Anden Verdenskrig. Stephen Ambroses bog lå på bestsellerlisten i New York Times i flere uger, og hans nyeste bog, 'Band of Brothers', der handler om et amerikansk riffelkompagni under Anden Verdenskrig, ligger for øjeblikket nummer et. Ambrose er med sine historiske romaner i det hele taget en af landets mest solgte forfattere. Det er også blevet til biografier over præsidenter som Dwight Eisenhower og hans efterfølger, Richard M. Nixon, og i det hele taget har Ambrose været meget flittig. Stephen Ambrose har undskyldt, og hans kollega har modtaget undskyldningen og siger til New York Times, at Stephen Ambrose 'har vist klasse'. Men sagen har rejst en diskussion om de mange forfattere, som i disse år sprøjter især historisk litteratur ud af computerne. Alene Ambrose har skrevet over 25 bøger på få år. Det er blevet til ikke mindre end seks bestsellere siden 1994, og både kolleger og kritikere spørger, om det er forsvarligt og muligt at skrive så meget uden at skele meget håndfast til det, andre har produceret. Senest har kritikere beskyldt forfatteren Susan Sontag for at have 'lånt' en række passager fra andre forfatteres bøger til sit seneste værk, 'In America', der udkom i år 2000. Bitter filminstruktør I modsætning til Stephen Ambrose har filmmanden Bertrand Tavernier i Frankrig ikke følt et behov for at sige undskyld. Han er derimod rasende og bitter over dommen. Sagen mod ham er nemlig rejst af en 90-årig, tidligere og stort set ukendt filminstruktør, Jean-Devaivre, som netop Tavernier for et par år siden hev ud af glemslen. Det skete, da Bertrand Tavernier opdagede Jean-Devaivres erindringer. Jean-Devaivre arbejdede i fransk filmindustri før krigen, og under den tyske besættelse valgte han at arbejde for et tyskkontrolleret selskab samtidig med, at han var meget aktiv i modstandsbevægelsen. Det lykkedes blandt andet at lave en film i dybeste illegalitet, og straks ved befrielsen af Paris i august 1944 kunne Jean-Devaivre og andre filmfolk takket være dette dobbeltspil omgående indspille nye film og dermed redde den allerede dengang store franske filmindustri. Bertrand Tavernier sørgede for, at Jean-Devaivre fik en forlægger til bogen, og Tavernier skrev selv et forord. Han ønskede også at bruge elementer af bogen som basis for manuskriptet til den nye film, og Jean-Devaivre sagde ja og ønskede end ikke honorar. Men siden har den gamle filmmand ændret holdning. Han ville krediteres for manuskriptet og ønskede omkring halvanden million euro eller godt 10 millioner kroner i erstatning. Det får han ikke. Men det skal fremgå af rulleteksterne, at manuskriptet til filmen delvis bygger på hans erindringer, og nu får Tavernier travlt. For filmen vises fra i dag over 200 steder i Frankrig, og det er 200 filmkopier, der nu skal forsynes med en ny tekst.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








