Guru-tilhængere vil stoppe tv-program

Lyt til artiklen

En gruppe tilhængere af den indiske guru Sai Baba har forgæves forsøgt at få Danmarks Radio til at standse et kontroversielt program om guruen, der blandt andet er mistænkt for pædofili. Ifølge Berlingske Tidende har Danmarks Radio fulgt 23 Sai Baba-tilhængere på en rejse til Indien for at lave et dokumentarprogram om den omdiskuterede guru. Men da det gik op for tilhængerne, at programmet også ville være kritisk over for Sai Baba, krævede de at blive klippet ud af programmet. Ombestemte sig Tilhængerne mente, at de havde deltaget under falske forudsætninger, hvilket DR dog benægtede. Alligevel indvilgede tv-stationen i at klippe optagelserne ud. Men da tilhængerne fandt ud af, at DR under alle omstændigheder vil sende det kritiske program i slutningen af januar, besluttede flertallet af dem onsdag alligevel at deltage i programmet. »Når DR vælger at sende det, så er det flere deltageres opfattelse, at programmet bliver bedst, hvis de er med«, siger rejseleder Lidvin Virkesdal, der på vegne af Sai Baba-tilhængerne har forhandlet med DR i striden. 'DR bondefangede' Magister i retorik og medievidenskab på Københavns Universitet, Helle Arendschneider, er en af de deltagere, som DR har fulgt tættest under rejsen til Indien. Hun føler sig groft bondefanget af DR og har endnu ikke besluttet, om hun alligevel vil deltage i udsendelsen, der er tilrettelagt af journalist Øjvind Kyrø. »Jeg fik at vide, at programmet ville handle om en gruppes rejse til Sai Baba. Men bagefter finder jeg ud af, at det ikke længere var historien. Jeg ved, at jeg på forhånd ville have sagt nej til at deltage i et program, der handlede om, at Sai Baba skulle have misbrugt små drenge, for jeg tror ikke på de anklager. Derfor var præmissen for min deltagelse en helt anden«, siger Helle Arendschneider. Ifølge Steen Jensen, som er redaktør på programmet, har 14 af de 17, som for nylig trak sig, indvilget i at være med alligevel. DR har dog endnu ikke modtaget deres underskrifter som garanti. »Jeg opfatter det, som om at tilhængerne har ønsket at få programmet stoppet, og nu, da de kan se, at det ikke er lykkedes, vil de gerne være med alligevel«, siger Steen Jensen. Anklager om pædofili fylder Anklagerne om pædofili fylder ifølge Steen Jensen 'godt' i udsendelsen. De har hidtil verseret på rygteplan, og Sai Babas organisation har afvist dem kategorisk. DR har nu undersøgt anklagerne. »En anden del af programmet handler om, at manden kan udføre mirakler. Vi har analyseret nogle optagelser, som viser, at der ikke er tale om guds mirakler, men om en dygtig tryllekunstner. Det ved tilhængerne også godt, og det er nok også derfor, de reagerer så skarpt«, siger Steen Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her