I Berlin kan de godt lide kvindelige, danske filminstruktører. Sidste år var det Lone Scherfig, som hentede hele fire priser for sin dogmefilm 'Italiensk for begyndere' ved filmfestivalen i den tyske hovedstad, heriblandt en Sølvbjørn som juryens pris samt publikumsprisen. Og i går blev så Annette K. Olesens debutspillefilm 'Små ulykker' udtaget til hovedkonkurrencen i den prestigefyldte Berlinale, som i år afvikles fra 6.-17. februar. »Undskyld! Det var ikke med vilje«, lød det overraskende - men helt i tråd med filmens titel - fra den debuterende instruktør Annette K. Olesen, da Den Levende traf hende på mobilen i går. Efter det forventede latterudbrud lød det dog mere nøgternt: »Jamen det er da klart, at det er godt for mig og for skuespillerne, at filmen er blevet udtaget til Berlin, og jeg glæder mig enormt til at komme derned og vise den for et internationalt publikum. At det så samtidig bliver filmens verdenspremiere, gør det ikke mindre spændende«. 'Små ulykker', med manuskript af Kim Fupz Aakeson, er en ensemblefilm om en familie, hvis indbyrdes sammenhold sættes på en prøve efter moderens dødsfald. Hvor alle prøver på at finde sig selv og hinanden, og hvor alle må erkende, at familien er ikke noget man vælger - men noget man har. På den omfattende rolleliste ses bl.a. Jesper Christensen, Jørgen Kiil, Maria Rich, Jannie Faurschou, Karen-Lise Mynster og Vigga Bro. »I virkeligheden er jeg med på en fribillet. Efter et kursus på Odsherred Teater Center, hvor englænderen Paul Clemens underviste efter filmskaberen Mike Leighs improvisationsmetode, satte Ib Tardini fra Zentropa, Kim Fupz, Maria Rich, Jannie Faurschou, Jesper Christensen og jeg os sammen og fandt skabelonen for 'Små ulykker'«, siger Annette K. Olesen, som til dagligt deler hjem og børn med instruktøren Åke Sandgren. 'Små ulykker' får i øvrigt dansk premiere mens filmfestivalen i Berlin pågår. Nærmere betegnet 15. februar i 25 biografer landet over. Venter på Dina Berlinalens ledelse afslørede i går 14 titler ud af de 24, som indgår i årets hovedkonkurrence. Blandt dem var ikke Ole Bornedals med spænding imødesete filmatisering af Herbjørg Wassmos roman 'Dinas bog' - med titlen 'I am Dina' - men en kopi skulle nu befinde sig i Berlin, hvor man udvælger de sidste titler i slutningen af denne måned. Blandt de 14 allerede udtagne film, bliver der foreløbigt tale om syv verdenspremierer i Berlin. Fra USA kommer således Wes Andersons 'The Royal Tenenbaums' med Gene Hackman, Anjelica Huston, Gwyneth Oaltrow og Ben Stiller, samt Marc Forsters sydstatsdrama om racisme, 'Monster's Ball', med Peter Boyle, Billy Bob Thornton og Halle Berry. Frankrigs gamle mester Bertrand Tavernier får 'Laissez-Passer' med i konkurrence sammen med landsmanden Francois Ozons '8 Femmes' med bl.a. Catherine Deneuve, Isabelle Huppert, Emmanuelle Béart og Danielle Darrieux i de store roller. Yderligere to af de 'gamle' mestre er udtaget. Det gælder Constantin Costa-Gavras med filmen 'Amen' og Istvan Szabos 'Taking Sides' med bl.a. Harvey Keitel og Stellan Skarsgård på plakaten. Uden for konkurrence vises bl.a. Robert Altman's fabelagtige 'Gosford Park', med stort set alt hvad Storbritannien kan opvise af fornem skuespilkunst, samt Wim Wenders' dokumentarfilm 'Viel Passiert - Der BAP Film' om en rockgruppe fra Köln. Og endelig må vi ikke glemme børnekonkurrencen, hvor dansk film så fornemt er repræsenteret med Hans Fabian Wullenwebers 'Klatretøsen', Cæcilia Holbek Triers 'Send mere slik' og Tomas Villum Jensens vellykkede remake af den gamle 'Min søsters børn'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








