Gravhøje, jættestuer og gamle herregårde hører i dag under Miljøministeriet, mens guldhorn og lignende løse museumsgenstande ligger på Kulturministeriets hylde. »Det er rent ud sagt en tåbelig opdeling«, mener kulturmininster Brian Mikkelsen (K), og nu samler han varetagelsen af den danske kulturarv under én hat. Fra årsskiftet etablerer han en ny styrelse, der får navnet Kulturarvsstyrelsen. Samle og udvikle arbejdet Styrelsen skal samle og udvikle arbejdet på landets museer, og den skal varetage restaurering og fredning af bygninger. Desuden skal Kulturarvsstyrelsen stå for beskyttelsen af fortidsminder, et område som hidtil har ligget hos Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse, og den skal rådgive Kulturministeriet og landets museer inden for kunst, natur- og kulturhistorie. Minister: En styrkelse Brian Mikkelsen forudser, at den samlede og tværfaglige varetagelse af kulturarven vil styrke området på mange punkter. »Det er en stor politisk fordel at kunne vurdere kulturarvens udfordringer samlet. En koordineret indsats vil øge opmærksomheden på de danske kulturværdier og styrke formidlingen af området. Samarbejdet i den nye styrelse vil også give en langt bedre udnyttelse af de ressourcer, som samfundet generelt sætter af til bevaring, udforskning og formidling af kulturarven«. Ministeren vil ikke sætte tal på styrelsens økonomi, før finansloven foreligger. Men han lover »et pænt, stort tal«. Et prioriteret område »Der bliver tale om en styrelse med pæn økonomi og mange mennesker ansat. Helt personligt er jeg meget historisk interesseret, og på den måde ligger området godt placeret hos Kulturministeriet«, mener Brian Mikkelsen. »Vi lever i en turbulent og globaliseret tid, hvor vi hele tiden får nye indtryk. For at finde den vej, vi begiver os ud på i fremtiden, er vi nødt til at kende vores rødder og vide, hvilken fortid vi stammer fra. Den danske kulturarv er fundamentet for det samfund, vi lever i i dag. Derfor prioriterer vi området fra regeringens side«, forklarer kulturministeren. Renere linjer Kulturarvsstyrelsen får 90 medarbejdere, hvoraf størstedelen kommer fra Miljøministeriet og fra andre af de institutioner, der tidligere har varetaget den nye styrelses opgaver, og som nu bliver nedlagt. Det drejer sig blandt andet om Statens Museumsnævn og Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat. I forbindelse med etableringen af Kulturarvsstyrelsen - og den nye museumslov, som træder i kraft samtidig - bliver Rigsantikvarembedet også sløjfet. Embedet har hidtil tilhørt lederen af Nationalmuseet, Steen Hvass, og han mener, at det er en god ide at skille de to ting ad. »Myndigheden kommer til at ligge hos styrelsen, mens museerne bliver de udførende. Det vil give meget renere linjer«, vurderer Steen Hvass. Ny 'power' Han betragter i det hele taget den nye kulturarvsstyrelse som et positivt tiltag, der giver mulighed for en helhedstænkning og helhedsvurdering af, hvordan den danske kulturarv skal varetages. »I de øvrige nordiske lande er området allerede samlet i én styrelse. Det giver en helt anderledes 'power' i forhold til markeringen af, at der eksisterer en kulturarv, som man skal tage hensyn til. Når området er spredt i forskellige ministerier, er det svært at gennemskue, hvor fokus er henne. For eksempel har der været problemer i forbindelse med varetagelsen af fortidsminder. Spørgsmål om, hvad der skulle bevares, og hvad der ikke skulle, har ofte været en kastebold mellem Miljø- og Kulturministeriet«, siger lederen af Nationalmuseet, Steen Hvass, der i den nye struktur ændrer titel til direktør og får mere tid til museet. Direktøren for den nye kulturarvsstyrelse er ikke ansat endnu. Stillingen blev opslået lillejuleaften, og ansøgningsfristen udløber 11. januar. Når Kulturarvsstyrelsen møder på arbejde efter årsskiftet, overtager den i første omgang Statens Museumsnævns lokaler i Nyhavn. I løbet af foråret flytter styrelsen ind på Slotsholmen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
tema







