'Lukket - museet er sygemeldt'. Sådan lyder den besked, der vil møde besøgende til Sveriges Moderna Museet, efter at den nuværende store Fernando Botero-udstilling lukker 13. januar næste år. Det er ellers kun knap fire år siden, at museet flyttede ind i sin nye elegante og meget roste bygning, designet af den spanske arkitekt Rafael Moneo, men museet har ikke noget valg. Syg bygning Bygningen er nemlig, dens betydelige æstetiske kvaliteter til trods, syg. Den første mistanke om, at alt ikke var, som det skal være, kom, efter at nogle arbejdere i museets restaurant i begyndelsen af året klagede over hovedpine, hudproblemer og hoste. Og derefter er det gået slag i sag. Kort efter klagede to ansatte i museumsboghandlen over åndedrætsbesvær, de fik snart følgeskab af to andre i administrationsafdelingen, og i sommer blev det konstateret, at museet flere steder er angrebet af mug og svamp. Dårligt indeklima Problemerne førte i oktober til en stor personaleundersøgelse, der viste, at godt en tredjedel, 35 procent, af personalet følte sig unormalt trætte, efter at de var begyndt at arbejde i den nye bygning. 30 procent følte sig tunge i hovedet, 20 procent havde haft problemer med øjnene. I de hårdest ramte dele af bygningen svarede over 60 procent, at de var unormalt trætte. Med problemer af den størrelsesorden var der ingen vej uden om at erklære bygningen for formelt 'syg'. Ifølge Verdenssundshedsorganisationen WHO's retningslinjer anses et hus for at være sygt, hvis mere end 20 procent af dets brugere bliver syge af at bruge det. Medarbejdere i skurvogne Boghandlen er derfor allerede lukket og det administrative personale flyttet ud i skurvogne, før selve museet lukker 13. januar for over de næste halvandet år at blive gennemgribende renoveret. Renovationen begynder samtidig med tiltrædelsen af museets nye direktør, Lars Nitve fra Tate Modern i London, der dermed ikke får helt de arbejdsbetingelser, han forventede. Helt arbejdsløs bliver Nitve dog ikke. Ifølge museet forventer man at finde andre bygninger til at kunne vise sin store samling af kunst fra det 20. århundrede, ligesom man håber at kunne holde en eller to udstillinger i andre lokaler. Mens det sker, vil der blive arbejdet på højtryk på at finde ud af, hvad der nærmere er galt med Moderna Museet. Tilbundsgående analyse Ifølge Charlotte Norlin, der er udpeget af fagforeningerne, som ansvarlig for arbejdsmiljøet på museet, vil der i de kommende måneder blive foretaget en tilbundsgående analyse af bygningen. Indtil videre tyder undersøgelserne på, at der er problemer med ventilationssystemet, og at der har været problemer med afløb for grundvandet, men der er meget, der ikke er undersøgt endnu. »Vi ved ikke, hvor alvorlige de forskellige problemer er, men alt tyder på, at der er mere end én årsag til, at bygningen er syg«, siger Norlin, der selv har fået åndedrætsproblemer af at arbejde på museet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








