Planer om center for indvandring

Lyt til artiklen

Frankrig får inden for en overskuelig fremtid et stort center for indvandring, som både kommer til at omfatte et museum, et møde- og debatforum samt et forskningscenter, hvor man vil samle offentlige og private arkiver om indvandringen. Frankrig er sammen med USA et af verdens største indvandrerlande, og en stor del af befolkningen stammer i anden eller tredje generation fra Portugal, Spanien, Italien, Polen eller Nordafrika. Har nedsat udvalg Premierminister Lionel Jospin har allerede nedsat et udvalg, hvis første opgave bliver at beslutte den fysiske placering af det kommende center, hvis forbillede er Ellis Island-museet i New Yorks havn, som tiltrækker hundredtusindvis af besøgende hvert år. Beslutningen om placeringen af det franske center bliver taget meget snart, og valget står reelt mellem Paris, Marseille og St. Denis uden for Paris. »Det er en glimrende ide, som vi også kan lade os inspirere af i Danmark«, siger den socialdemokratiske formand for Folketingets Europaudvalg, Claus Larsen-Jensen. Han har i længere tid arbejdet for at skabe interesse for et tilsvarende projekt i Danmark, og selv om de første reaktioner fra museumsfolk og den tidligere kulturminister har været forbeholdne, forsøger han at holde liv i ideen og efterlyser samarbejdspartnere. En del af historien Claus Larsen-Jensen indrømmer, at opgaven er vanskelig i det aktuelle klima i Danmark, og det drejer sig også om at samle kræfterne og ikke blot konstatere, at ind- og udvandringens historie er spredt rundt omkring på forskellige museer. »En del af Danmarks historie og ikke kun den nyeste handler også om ind- og udvandring. Den del af historien bør man samle, som man har gjort det eller er ved at gøre det andre steder, og det er også vigtigt for vores nye medborgere, at de her i landet kan se og opleve en del af deres egen historie, som det for eksempel er tilfældet i New York«, siger han. Det er netop filosofien bag det nye indvandringsmuseum i Frankrig. »Der er et behov for hukommelse og erindring«, konstaterer forfatterne til den betænkning, Lionel Jospin har bestilt i Frankrig. De peger blandt andet på, at en udstilling i 1990 om indvandringen til Frankrig sprængte alle rammer, ligesom instruktøren Yamina Benguiguis film 'Memoires d'immigrés', 'Indvandrernes hukommelse', er en af de seneste års største kritiker- og publikumssucceser. Filmen fortæller indvandringens historie i Frankrig gennem en serie interview og reportager. Levende og dynamisk Det kommende franske museum bliver også et videns- og dokumentationscenter, og målet er at gøre det mere levende og dynamisk end Ellis Island-museet i New York. Det skal ske ved at spille teater, vise film og præsentere litteratur og forskning, som illustrerer indvandringens bidrag til det moderne danske samfund, siger forfatterne til betænkningen om det nye center, Remy Schwartz og Driss El Yazami, til dagbladet Le Monde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her