Syv døgn med fru Fogh

Efter valgsejren. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Efter valgsejren. - Foto: Morten Bjørn Jensen
Lyt til artiklen

Anne Mette Fogh Rasmussen, 43 år, uddannet pædagog og ansat ved daginstitutionen Børnehuset i Holte. Gennem 23 år gift med Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. Parret har tre børn og bor i Nærum. LØRDAG Stod tidligt op, ved halvotte-otte tiden. Anders skulle ud på de sidste rundture i valgkampen, og jeg brugte det meste af dagen på at ordne det praktiske herhjemme. Rengøring, madlavning og den slags ting, man nu engang i mellem skal bruge en dag til. Det var den dag, der var duel mellem Anders og Nyrup om aftenen, så der hyggede vores yngste datter Christina og jeg os herhjemme foran tv-et. Man er jo lidt spændt på, hvordan det går, hvad udfaldet bliver. Bagefter ventede vi på, at Anders kom hjem. Det var sidste duel før partilederrunden, og man kunne godt mærke på ham, at det nærmede sig afslutningen, at ræset var ved at være slut. Så vi kom lidt sent i seng, efter midnat i hvert tilfælde. SØNDAG Der skulle vi tidligt op for at hente Henrik, vores søn, der kom hjem fra USA. Han læser økonomi i Virginia på Hampden-Sydney College, og han kom hjem for at deltage i valget. Så Anders, jeg og Christina tog derud - sammen med DR - og hentede ham. Bagefter tog vi hjem med drengen, købte noget morgenbrød og sad og hyggede os, hvor vi lige havde 20 minutter, før Anders skulle på farten igen. Vi andre blev siddende og snakkede, det var et halvt år siden Henrik sidst havde været hjemme, men han havde det rigtigt godt. Om aftenen lavede jeg engelsk bøf med rødkålssalat, og så var Anders i tv igen, denne gang var det partilederrunden, så vi sad alle og fulgte med. Bagefter ventede vi på, at Anders kom hjem, og det blev meget sent igen, over midnat. MANDAG Jeg skulle på arbejde og møde klokken 7.30, så jeg stod tidligt op. Jeg var på arbejde til klokken 13, og så tog jeg hjem og var sammen med Henrik og Christina, sådan almindelig afslapning, vi sad og sludrede. Om aftenen ventede vi på, at vores anden datter Maria skulle komme hjem fra Sønderborg, hvor hun er på sergentskolen. Og hun kom så hjem midt på aftenen med en brækket arm. Hun havde kastet med håndgranat og kastet forkert og nærmest revet en knogle over. Så hun var ikke så glad, hun havde mange smerter. Vi skulle så se den allersidste partilederdebat, men det endte nu mest i snak. Maria havde heller ikke set Henrik i lang tid, og så var det oven i købet første gang i halvandet år, at de alle tre børn var samlet på engang, så det var også lidt af en sensation. Ellers har de krydset lidt hinanden, fordi den yngste også var i udlandet sidste år. Men nu lykkedes det altså at samle dem. Og bagefter ventede vi så selvfølgelig atter på, at Anders kom hjem. Det blev lidt sent igen, det er ikke rigtigt til at undgå. TIRSDAG Der havde jeg fri, og vi stod alle sammen tidligt op. Anders skulle lige afsted til det sidste valgkampmøde, og jeg skulle have Maria klar til at tage til Gentofte Sygehus, hvor hun skulle undersøges for en knæskade, nu kom hun så ind med en brækket arm også. Så tog jeg til Nærum skole for at stemme med Anders. Det var meningen, at Maria skulle med, men det nåede hun ikke, så jeg tog alene op og mødte Anders på skolen klokken 11.45. Vi stemte, og bagefter tog jeg tilbage og hentede Maria på sygehuset og kørte med hende tilbage til skolen, så hun kunne få stemt. Om eftermiddagen slappede vi bare af. Jeg var ret rolig, nu var vi ligesom nået til afslutningen. Sammen med nogle fra Venstre skulle Anders og jeg ud og spise klokken 18 på restaurant Kanalen, mens børnene skulle spise med nogle andre unge mennesker på en anden restaurant. Det var rigtig god mad, og stemningen var god. Ved ottetiden tog jeg til Færgen Sjælland og mødtes med børnene, og der var feststemning med det samme. Vi kunne følge med på storskærmen, og det var selvfølgelig en meget stor oplevelse, festligt og fornøjeligt. Det er jo ikke lige hver dag, den slags sker, så det var dejligt, at det var hele familien der var samlet. Da man ligesom kunne se, hvad det tegnede til i løbet af aftenen, kom der en masse folk over og sagde tillykke. Ellers så ventede vi på, at Anders kom. Nu kan jeg knap nok huske præcist, hvornår det var, men jeg fik meldinger fra andre om, hvornår han var på vej for vi skulle stå klar til at tage imod ham. Og så da han kom, måtte vi bane os vej op til scenen, det var ret svært, og vi skulle have ekstra mandskab på Maria, nogle gode store VU'ere som kunne beskytte hendes arm. Der blev skubbet ret kraftigt, og Anders var meget nervøs for hendes arm, men det gik da. Så stod vi der og lyttede til Anders' takketale, og tiden går, og bagefter skulle han videre til Christiansborg, og vi sagde farvel ved rælingen. Vi ville blive sammen med de andre Venstrefolk på færgen, og der var vi til omkring klokken et, med underholdning og fest og snak. Ved ettiden tog vi hjem, Maria og hendes kæreste var allerede taget tilbage til Sønderborg, men vi andre tre tog sammen hjem og ventede på, at Anders kom hjem. Der sad vi lige og talte kort om, hvad der var sket, og så trængte vi ellers alle til at sove. ONSDAG Der havde jeg taget fri og vi stod op ved halvnitiden. Anders gik i løbet af formiddagen, og min dag var meget enkel. Det eneste, jeg lavede, var at tale i telefon og tage imod blomster. Det eneste andet, der skete, var, at TV 2 kom klokken 15 og skulle lave et interview med mig. Jeg har prøvet det før, så det tog jeg meget roligt. Om aftenen sad jeg sammen med Henrik og Christina og så tv med alt det, de viste fra valget. Det var meget sjovt, for når man står derinde på selve valgaftenen, er det ikke rigtigt til at følge med, man kan ikke høre noget, så det var meget rart lige at sætte sig stille ned og se det hele i ro og mag. Anders kom igen hjem lidt sent ud på aftenen. TORSDAG Jeg skulle på arbejde klokken ni, og der blev jeg mødt med tillykke. På den stue, hvor jeg er, havde de lavet en rigtig sød velkomst, med flag til børnene og en blå løber - altså sådan en papir en, det synes jeg var meget sødt, jeg kunne næsten ikke holde til at se børnene med alle de flag. Jeg kneb også en lille tåre. Ellers var jeg på arbejde lige til klokken halvni om aftenen, for lige efter, jeg havde fri, startede vores personalemøde. Bagefter tog jeg hjem til Henrik og Christina, de havde spist pizza, og jeg havde spist på arbejdet, så der var ikke nogen fællesspisning den aften. Anders kom hjem et par timer senere. FREDAG Jeg stod op sammen med Anders klokken seks. Jeg skulle møde klokken syv og havde så til gengæld fri klokken tolv. Da jeg kom hjem synes jeg, at jeg trængte til at få gjort lidt rent, vaske lidt tøj og den slags kedelige ting, så det har jeg gået og hygget mig med. Og med at få styr på alle mine blomster, som fylder hele stuen. Klokken fire fik jeg besøg af min mor, mine to søstre og min niece og vi tog så en hyggelig kop kaffe og snakkede om valget. De vil også gerne lige nå at hilse på Henrik, mens han var hjemme, han rejser allerede på søndag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her