Hvad operahuset gemmer

Lyt til artiklen

Selv om vandet kun ligger en armslængde eller to fra den kommende operabygning på Holmen i Københavns Havn, er der intet spor af lystfiskerpral hos hverken arkitekt eller bygherre bag byggeriet. Tværtimod bruger de kræfterne på at tale de 29.500 kvadratmeter over jorden og scenetårnet på omkring 40 meter fra havoverfladen ned i størrelse som en replik til den massive kritik af megahuset overfor Amalienborg. »Den kommende opera kan snildt ligge inden i Parken på Østerbro«, sagde direktør Bo Vildfang fra A.P. Møllers fond, som står bag gaven til danskerne. Og han havde til lejligheden i går - en præsentation af en opera i størrelsesforholdet 1:200 - fået fremstillet en pædagogisk planche, hvor operaen med et snuptag var placeret på grønsværen. Om rulletaget ligefrem kan lukke over scenetårnet fremgik dog ikke. Ufærdigt scenetårn Arbejdet med at forme det store byggeri på Dokøen til arkitektur er kun en fjerdedel fremme i processen mod afleveringen om knap et år, men direktør fra Henning Larsens Tegnestue Bo Boye Larsen kunne love, at det firkantede scenetårn midt på det flade tag »i hvert fald ikke vokser«. »Der er lang vej igen, og netop scenetårnet er en af de bygningsdele, vi mangler meget arbejde på. Størrelsen er i øvrigt bestemt af den teknik, som en opera kræver. Samtidig kræver placeringen på Dokøen en rolig bygning - og det passer fint med, at en opera i sin tankegang er struktureret og stram. Derfor skal huset også være det«, sagde Bo Boye Larsen - og henviste i øvrigt til, at Marmorkirken på den modsatte side af havneløbet rager 76 meter fra fortov til spir. Lokkende lys Den firkantede bygning med det svævende halvtag for og bag består af en stor scene med plads til 1.450 siddende gæster og en række mindre scener omkring det store scenetårn. Desuden er i den østlige flanke - ud mod Holmens øvrige byggeri - placeret en lille scene med plads til et par hundrede tilhørere. Ud mod havnen ligger foyeren, der i de seneste streger fra tegnestuen har fået en runding ud mod vandet. Indadtil er den formet som en konkylie, og ikke mindst i aftentimerne skal lyset strømme lokkende og hemmelighedsfuld ud mod havn, by og gæster. På kajkanten etableres en plads under det tørskoede tag, mens et tilsvarende tag i »bagenden« er gennembrudt af huller for at gøre det mindre tungt og massivt. I den ende, som vender mod øst, ligger værksteder og lignende, mens sydsiden er helliget lokaler til omklædning osv. I den fjerde side mod nord bor administrationen. Huset er ikke beregnet til egentlig operaproduktion i form af kulisser og kostumer - det foregår stadig på Kongens Nytorv i Det Kongelige Teater. Byliv Siden den første graviditetstest på projektet - en meget mindre model, som blev fremstillet som led i debatten om lokalplanen for Dokøen - har arkitekterne især arbejdet med bagsiden af operaen. På forsiden er der også opfundet en ny detalje: En stor balkon ud mod havneløbet, som dels byder på en formidabel udsigt, dels kan rumme et par hundrede spisende gæster. »Vi har arbejdet på at skabe liv i det nye byrum, som etableres mellem de eksisterende gamle magasinbygninger og den nye opera på tværs af Takkelloftsgraven. Samtidig har vi efter samråd med medarbejderne på den kongelige rykket den lille scene helt frem i bygningen, så folk fra gaden gennem en glasvæg kan følge kunstnernes arbejde«, sagde Bo Boye Larsen. Tilbage står et utal af store og små beslutninger. Således også afgørelsen af, hvad operaen skal bygges i. »Jeg vil ikke sige, vi leder med lys og lygte, men vi søger for at finde et naturmateriale, som passer både til Holmens oprindelige byggeri og til genboen, Amalienborg, på den modsatte side af havnen«, siger Bo Vildfang. Lokalplanen for Dokøen, som også rummer boligbyggeri på begge sider af operaen, bearbejdes i øjeblikket i Københavns Kommune og skal til endelig, politisk godkendelse i slutningen af næste måned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her