Politiken lørdag: Selv om vi kun står ved begyndelsen af det 21. århundrede, er det ikke for meget at sige, at det fire sider lange dokument med instrukser til kaprerne af de fly, som 11. september blev brugt i terroraktionerne i USA, vil få en helt central plads i fremtidens historiebøger. »Det er det vigtigste politiske dokument i det 21. århundrede«, siger den danske islamforsker, lektor Jakob Skovgaard-Petersen. Ifølge ham og forskere i USA og Frankrig giver dokumentet et rystende indblik i tankegangen blandt yderligtgående kræfter i den muslimske verden. Kaster lys over årsagerne Den danske ekspert i terrorisme, lektor Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet, mener, dokumentet kan bidrage til at kaste lys over terroristerne og deres bagmænd. »Vi stiller jo spørgsmålene: hvem er de, hvordan tænker de, hvad laver de, hvorfor gør de det? Dette dokument giver et bidrag til svarene på disse spørgsmål, og derfor er det så vigtigt«. Gru, ikke mobilisering Derimod kommer det næppe til at mobilisere muslimer ud over denne kreds, mener både han, Jakob Skovgaard-Petersen og Ehab Galal, der ud over at undervise i arabisk også er tolk i arabisk. Både han og Jakob Skovgaard-Petersen har set en arabisk version af dokumentet. »Mange i den arabiske verden vil reagere med en form for gru og finde tankegangen i dokumentet perverteret«, siger Jakob Skovgaard-Petersen, der forsker på Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. Hjernevask Ehab Galal er enig. »Man skal nærmest være hjernevasket for at blive påvirket af det, og mange i den arabiske verden vil føle det pinligt«, mener han. Men han udelukker ikke, at muslimer påvirket af radikal tankegang eller muslimer, som lever efter de udbredte bønnebøgers anbefalinger, kan blive påvirket af tonen og budskabet i dokumentet, selv om det henvender sig til den gruppe, der gennemførte terroraktionerne. Lars Erslev Andersen mener heller ikke, det appellerer til den unge frisør eller ekspedient i Kairo eller en anden arabisk storby. »Det er for meget knyttet op på denne begivenhed, og i modsætning til for eksempel Osama bin Ladens eller Hizbollah-bevægelsens fatwaer mangler der argumentation i dokumentet«. Ligner bønnebøger Ehab Galal tager en serie af disse små, spraglede bønnebøger frem, som man finder i butikkerne i alle større byer i den arabiske verden. De indeholder bønner, som passer til enhver situation i hverdagen og et menneskes liv, og tonen i dokumentet, de 19 flykaprere skulle studere lige frem til aktionens start, passer på mange måder til disse bønne- eller retorikbøger. Ikke skrevet af en lærd Der er masser af korancitater, og dokumentet er skrevet af en person med stort kendskab til islam. Men forfatteren er ikke en rigtig lærd person, mener Ehab Galal. Teksten mangler argumenter og overblik, mener han, og ud over ligheden med retorikken i bønnebøgerne ligner teksten de hidtil kendte skrifter fra radikale muslimer, for eksempel den gruppe, som myrdede Egyptens præsident, Anwar Sadat. Men der var tale om argumenterende skrifter, hvor islam fremstilles som en lov, mens man her insisterer meget på den enkeltes forhold til Gud, siger Jakob Skovgaard-Petersen. Skrevet til kaprerne Forskerne og Ehab Galal er ligesom deres udenlandske kolleger ikke i tvivl om dokumentets autenticitet. »Det er skrevet af en, der har lært at skrive arabisk, siden han eller hun var barn. Det er skrevet med en fin håndskrift, men det er blevet til i hast og næppe ved et skrivebord«, siger han. Han henviser til en række detaljer i bogstaveringen, placeringen af accenter og andet, som kan kaste lys over selve tilblivelsen af dokumentet. Et andet vigtigt spørgsmål er, hvem dokumentet er adresseret til. I den arabiske originaludgave står der øverst nogle praktiske anvisninger om at fjerne overdreven hårvækst og dufte af parfume. Det hører muligvis til et andet sted i teksten, men allerede i indledningen af dokumentet står det klart, at det henvender sig til mennesker, som skal gennemføre en aktion. »Den første side i dokumentet kan henvende sig til alle i denne situation«, siger Ehab Galal, men derefter bliver det mere konkret. 'Forbered knivene' Jakob Skovgaard- Petersen nævner ligesom den amerikanske forsker John Esposito passagerne, hvor kaprerne får besked på at stramme tøjet og forberede deres knive. Fra ofrenes mobiltelefonopkald til myndigheder, venner eller familier inden deres endeligt ved vi, at kaprernes våben var knive. Bønnernes rolle Et lige så vigtigt spørgsmål handler om formålet med dette dokument. Ehab Galal peger på de mange opfordringer til at bede og henvisningerne til de bestemte bønner. De skal for eksempel bede, inden de tager en taxa til lufthavnen og efter taxaturen, siger han. Ifølge Ehab Galal opfordrer dokumentet dem til at bede meget mere, end det er normalt i islam. »De skal være optaget af bønnerne hele tiden for ikke at blive bange«, lyder hans forklaring. »Teksten skal sikre deres koncentration og holde dem på sporet«, mener Jakob Skovgaard-Petersen. Ro, harmoni, koncentration Lars Erslev Andersen peger på, at dokumentet hele tiden opfordrer til ro, harmoni og koncentration for at gennemføre aktionen, og med bønnerne undgår de enhver form for distraktion. Men dokumentet skal også legitimere deres handlinger og opildne til handling, og på dette punkt er det ifølge Jakob Skovgaard-Petersen i modstrid med klassisk islamisk jura. Her ser man for eksempel meget strengt på selvmord, mens det her gøres til en måde at blive martyr på. Normalt bliver man kun martyr i åben kamp, og her er der tydeligvis tale om en form for politisk fortolkning af Koranen, ligesom det er tilfældet ved selvmordsaktionerne i Palæstina og Israel. Lars Erslev Andersen er enig. »Vi oplever her en aktivistisk, adfærdsregulerende fortolkning af islam«, siger han og tilføjer, at man kender det samme fænomen fra fortolkninger af andre religioner. Glædelig handling Der er også løfter om livet efter selvmordsaktionen. Dokumentet henviser for eksempel til, at kvinder i de smukkeste klæder venter flykaprerne, de kommende martyrer, ved Paradiset. Martyrrollen nævnes flere gange, og dokumentet forsøger at indgyde de kommende martyrer troen på, at dette er en glædelig handling. »Det går igen i hele papiret, som de har læst i deres sidste timer, at dette ud fra nogle bestemte præmisser er en glædelig handling. Vi er selvfølgelig vildt uenige, men det virker som et forsøg på at stimulere dem til handling«, vurderer Lars Erslev Andersen. Et andet vigtigt element i dokumentet er retfærdiggørelsen af aktionen, og her peger Jakob Skovgaard-Petersen og Ehab Galal på de passager i slutningen af dokumentet, der henviser til profeten Muhameds kampe mod de vantro i Mekka, da han stadig befandt sig i Medina og ikke havde vundet herredømmet. Det gælder for eksempel slaget ved Al-Khandaq, hvor Muhamed og hans tilhængere var i mindretal, men alligevel overlevede. I denne situation skal kaprerne tænke på, at de også er oppe imod en overmagt. I modstrid med Koranen Men der er alligevel en afgørende forskel, mener Jakob Skovgaard-Petersen. »En gennemgående reference i dokumentet er Muhameds togter. Men i det klassiske materiale er pointen, at de vinder og kommer helskindede hjem, men her dør man, og det er imod Koranen«, fastslår han. Igen er der tale om en fortolkning, som passer til den politiske aktion, bagmændenes og kaprernes egen opfattelse af verden. »Situationen radikaliserer fortolkningen af islam i nogle kredse, og det ser vi et eksempel på i dette dokument«, siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








