Politiken tirsdag: Jeg har overhovedet ikke en fornemmelse af, hvor jeg løber rundt«, udbryder fotografen og ryster på hovedet. Attituden er forståelig, for det er hans opgave at bevæge kameraet i et tomt rum. Konstant skal han passe på ikke at flytte sig ind i vægge eller rekvisitter, som han ikke selv kan se, fordi studiet kun findes inde i en computer. En mærkelig virtuel verden Det er en mærkelig, ny og spændende verden, som han og holdet er rykket ind i. Det virtuelle studie findes ikke i virkeligheden, men på tv-skærmen kan det bruges til at illudere virkelighed. Det er i denne verden, at studieværten sætter sig på hug for at undgå at blive ramt af et stort jetfly, som pludselig drøner ind i studiet. Hugstillingen er reel, men flyet findes kun som computerversion. Det virtuelle univers og dermed skærmbilledet placerer flyet lige ud for værten, der reelt befinder sig mutters alene i et tomt studie på en koboltblå baggrund. Morgendagens tv Med indtagelsen af det virtuelle studie bevæger DR sig et afgørende skridt i retning mod morgendagens tv. Og det er vel naturligt, at det bliver videnskabsprogrammet 'Viden om', der som det første trænger ind i den virtuelle fremtid. På 50-års dagen for den første danske fjernsynsudsendelse fejrer DR sig selv med et nostalgisk jubilæumsshow på DR 1. Men det er samme aften på DR 2, at den virtuelle teknologi første gang anvendes som et fuldt integreret element i et tv-program. Rammerne sprænges Det virtuelle studie er først og fremmest et forklaringsværktøj. 'Viden om' benytter fra i aften (som i øvrigt er udsendelse nummer 100) dette værktøj i alle kommende programmer. Så i fremtiden kan studievært og cand.scient. Anja Philip tage seerne med på en tur ind i menneskets blodåre eller bringe alverdens satellitter til at flyve omkring sig i studiet. »I det virtuelle studie kan det fantastiske ske. Her kan foregå næsten alt, og når vi først er helt dus med teknikken, er det alene fantasien, der sætter grænser«, siger Rikke Magnussen, som er programtilrettelægger på 'Viden om'. »Med det virtuelle studie får vi mulighed for at sprænge rammerne ved at demonstrere det, som måske ikke findes endnu eller som for længst er uddødt. Vi får mulighed for at vise ting, der enten er for små eller store til, at de kan vises i et almindeligt studie. Forleden havde jeg en hval på 18 meter inde i studiet, hvad der altså ikke lader sig gøre normalt. Den virtuelle teknik er et eminent forklaringsværktøj, fordi vi meget bedre bliver i stand til at belyse nogle tekniske og videnskabelige sammenhænge, når vi ikke kan vise dem med virkelige ting eller forsøg. 'Viden om' har altid søgt at trænge ind i virkeligheden. Det får vi nu langt bedre muligheder for i fremtiden«, supplerer Anja Philip, der har været studievært på programmet siden lanceringen. Studiet findes kun i computeren Virtuelt står for det kunstigt skabte, som ligner virkeligheden. Den virtuelle virkelighed er den kunstige eller elektroniske verden, hvor de tredimensionelle billeder frembringes ved interaktiv computersimulering. Det handler altså om avanceret teknologi og stor datakraft. Det virtuelle studie findes kun i computeren. Sat på kort formel er studiet en computerskabt verden, hvor tv-kameraerne kan dreje, zoome og panorere på præcist samme måde som i den reelle verden. Dekoration og rekvisitter findes kun i computeren, men alligevel kan studievært og kameraer frit bevæge sig rundt i den i kraft af et system, som kombinerer baggrundsteknikken med løbende oplysninger om kameraernes placering og orientering. Teknologien beregner baggrunden, så den giver illusionen af, at kameraet ser ind i en dekoration, der strækker sig ud over begrænsningerne i det fysiske studie. Computerkapaciteten bag den virtuelle grafik er så stor, at den på splitsekunder kan beregne, hvad der sker, når noget ændres eller bevæger sig. Ind i hjertet Så meget om teknikken. Nok så spændende er, hvad den kan bruges til. Når aftenens program bruger den virtuelle teknik til at berette om hjerteoperationer, kravler Anja Philip ind i hjertet for at forklare. Og hun skaber sit eget virtuelle alter ego ved at iføre sig en rumdragt og begive sig ud i rummet, hvorfra hun kan prale med at være verdens første virtuelle rumpilot. Anja Philip: »For os på 'Viden om' er det på samme tid udfordrende og naturligt at indtage det virtuelle studie for dermed at gradbøje, hvad vi kan. Vi trækker på alle kapaciteter i huset, fordi der er så utrolig mange elementer, der indgår i forløbet og opbygningen. Alle på holdet knokler for at lære de nødvendige kompetencer, og indbyrdes benytter vi os af en helt ny sprogbrug. Helt ned i detaljen, skal vi være på vagt. Eksempelvis er det svært at sætte lys, for det går jo ikke, at der falder skygger fra noget, som ikke kan ses på skærmen«. »Det virtuelle studie medfører for alle en helt anden måde at arbejde på. Der er jo tale om et kunstigt univers, hvor de fysiske grænser og former er ganske anderledes end i den virkelige verden. Som vært skal jeg agere i et studie, hvor der ikke findes noget af alt det, som seerne møder på skærmen. Jeg peger ud i den tomme luft, fordi jeg ikke ser det, som seerne får på skærmbilledet. Jeg har virkelig måttet øve mig meget. Det er faktisk vanskeligt at manøvrere i studiet, hvor hver bevægelse skal udføres med utrolig præcision i forhold til genstande, der ikke kan ses, fordi de kun eksisterer i computeren«. »Utrolig meget i det virtuelle univers handler om noget intuitivt og visuelt, som umiddelbart kan synes vanskeligt at kombinere med den naturvidenskabelige verden. Men det er netop i krydsfeltet mellem teknik og kreativitet, at vi kan komme videre i formidlingen. God formidling på tv drejer sig i høj grad om visualisering på forskellige niveauer«. Et skridt videre »Fremtiden bliver det virtuelle studie. Ud over nye muligheder og forklaringsværktøjer giver det også muligheden for at skabe et bedre flow i programmet med mere flydende overgange mellem reportage- og studieindslag«. »Virtuelle studier bruges rundt om i verden, men typisk til nyheds-, sports- og vejrprogrammer som en omskiftelig kulisse. Vi synes bare ikke, at det er nok for os. For et program om videnskab og teknologi er det oplagt at gå et skridt videre og bruge det virtuelle koncept til det, som vi gerne vil vise eller demonstrere. Og det kan vi gøre ved at veksle mellem de virtuelle elementer og samtidig at bruge dem i et samspil med klassiske studie- og reportageind-slag«. Programmedarbejder Rikke Magnussen: »Derfor vælger vi også at køre med en skarp opdeling mellem det virtuelle og det gammeldags studie. Vores troværdighed er stor, så derfor må der ikke opstå tvivl om, hvad der er skinbarlig virkelighed, og hvad der er computerskabt fantasi«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








