Stor model af operahus på vej

Lyt til artiklen

Modelarbejdet på Henning Larsens tegnestue er taget til i omfang efter ønske fra A.P. Møller Fonden, der om kort tid præsenterer en forholdsvis stor udgave af det planlagte operahus på Dokøen i København og dets naboer. Modellen skal gøre det muligt at få et mere realistisk indtryk af projektet og dermed et mere solidt grundlag for debatten og fremtidige beslutninger. Eller som Akademiraadet skriver i sin kommentar til det kommunale lokalplanforslag, der skal bane vejen for operahuset: »Raadet vil anbefale, at der udarbejdes en model i så tilpas stor skala, at man med egne øjne kan vurdere rumlighederne«. Det synspunkt vandt genklang hos underdirektør Bo Wildfang hos A.P. Møller. På den nye model vil operahuset få en højde på mindst 15 cm, mens scenetårnet bliver mindst 20 cm. Positivt tilskud Akademiraadet og Kunstakademiets Arkitektskole, der har adresse på Holmen, er de to tunge institutioner, der har kommenteret lokalplanforslaget. Arkitektskolens indsigelse, der er underskrevet af rektor Sven Felding, er blevet til efter en høring blandt skolens faglige medarbejdere. Begge institutioner kritiserer operahusets placering i Amalienborg-aksen, men Akademiraadet accepterer den, da et krav om en anden placering kunne få A.P. Møller Fonden til at trække sin gave tilbage. »Det foreliggende projekt indeholder så mange afgørende, arkitektoniske kvaliteter, at rådet opfatter bygningen i dens nu bearbejdede form som et tiltrængt, positivt og nutidigt tilskud til udviklingen af havnen som byens nye, centrale rum«, skriver raadet. Henviser til lokalplan Hverken Arkitektskolen eller Akademiraadet kan forlige sig med det nuværende forslag til lukkede boligkarreer på begge sider af operahuset og henviser til den oprindelige lokalplans forslag om længebygninger placeret på tværs af Dokøen og vinkelret på havnen. De lukkede karreer er for store og ude af proportion med omgivelserne, hedder det. Akademiraadet karakteriserer dem som uden »bybygningsmæssig og landskabelig kvalitet«. Underdirektør Bo Wildfang: »Vores eneste krav er, at der skabes balance mellem operahuset og de omliggende bygninger. Om antallet af boliger kan skæres ned, og udformningen ændres, er et politisk spørgsmål. Arkitektskolens indsigelse mod lokalplanforslaget er omfattende. Skolen beskæftiger sig med bl.a. udformningen af ubebyggede arealer og byinventar og betragter det »som et misbrug af Holmens landskabelige potentialer at anvende fladen på den nordlige del af Dokøen til en stor parkeringsplads«. »Forretningsfolk er måske vant til at træffe hurtige beslutninger. Vi arkitekter arbejder med en anden rytme. Det er et spørgsmål om at indsamle eksisterende erfaringer og afprøve dem. Operaprojektet er så stort, at det fortjener mere tid, før de endelige beslutninger træffes«, siger rektor Sven Felding. Oplukkelig broklap Et af Arkitektskolens ønsker er, at der over en af kanalerne omkring Dokøen etableres en oplukkelig broklap med en gennemsejlingshøjde og bredde på mindst ti meter. »Vi har en drøm om at have store, smukke skibe liggende ved vores skole. Vi har masser af plads og har forhandlet med flere skibsejere. Det eneste, der mangler, er sikkerhed for, at skibene kan komme ind«, siger Sven Felding.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her