Elia - et umuligt projekt

Foto: Jakob Carlsen
Foto: Jakob Carlsen
Lyt til artiklen

Politiken fredag: Pling, sagde det pludselig i hovedet på Ingvar Cronhammar en lørdag eftermiddag i 1989, og han havde fostret en ide til et værk, der ville blive så storslået, at kun de færreste troede på det. Men langsomt begyndte kunstnerens syn at få tag i virkeligheden, og efter mange menneskers ihærdige indsats og bidrag fra velvillige fonde blev 'Elia' omsider indviet i går. »Det er fantastisk. Det er en utrolig følelse, og jeg har ikke rigtig fået den på plads endnu. Det er ufatteligt, at projektet kunne gennemføres. Det er helt ekstraordinært, at det lod sig gøre, og det viser, at vi ikke er så fattige i åndelig forstand, som nogen påstår. Resultatet svarer til mine forventninger, nu står den der, og bliver den rakket ned, er der ikke noget at gøre ved det. Jeg kan kun svare, at jeg ikke kunne gøre det bedre«, siger Ingvar Cronhammar. Flere hundrede mennesker var inviteret til indvielsen, og med DSB som glad giver var der sat et særtog ind mellem København og Birk i udkanten af Herning, hvor der er gjort plads i terrænet til 'Elia'. For de lokale, der har taget kæmpen til sig i en sådan grad, at den allerede er kommet på postkort, gik der tog i pendulfart mellem Herning og Birk. Kongehuset var inviteret, men takkede nej. Der var ikke plads i kalenderen, hed det. Og en aftale med flyvevåbnet om at sende to F -16-jagere for fuldt drøn ind over området blev annulleret efter terrorangrebet på New York 11. september. Men ellers blev der musiceret og afspillet et værk skrevet til 'Elia' af multikunstneren Martin Hall. Programmet omfattede taler af amtsborgmesteren og byens borgmester og repræsentanter for de store bidragydere, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og År 2000-fonden. Skuespilleren Jørgen Reenberg var hidkaldt for at recitere digtet 'Stille' af Chr. K.F. Molbech - det var Ingvar Cronhammars valg - og fra skulpturens øverste repos sang tenoren Peter Lodal 'Lær mig nattens stjerne'. Lige inden, og før 'Elia' blev overladt til skumringen, stod Folketingets formand, Ivar Hansen, for den egentlige indvielsestale. Ingvar Cronhammar, der bor ved Herning, var ikke på talerlisten. Kunstnere kan som bekendt være følsomme og let bevægelige sjæle, så han var 'fritaget'. Han lod sin tak gå gennem dommer Henrik Stamp, der er formand for Foreningen til Fremme af Opførelsen af Elia. »Det har været en uforglemmelig oplevelse at arbejde med dette projekt. Det har mødt stor velvilje og er allerede blevet et yndet udflugtsmål. Ingvar Cronhammar siger, at der hersker en anarkistisk pionerånd her i området, og det har måske noget på sig, at beslutter man noget, så gennemfører man«, siger Henrik Stamp. Det var Hernings nu afdøde borgmester, N.O. Hansen, der i midten af 1990erne tog initiativ til at realisere værket. Direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland er medlem af År 2000-fonden, der er en af de store bidragydere: »Man kunne sige, at man med 'Elia' har rejst en af vor tids runestene. Det er et monument med reminiscenser af gravhøje. Det er et mærkeligt projekt, og ideen kunne umiddelbart virke grotesk, men de blev ved i Herning - som i øvrigt ligger der på hedejorden, hvor det ikke er naturligt at placere en by. Og det lykkedes, fordi de måske tror på, at kunsten er nødvendig og god for mennesket«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her