Dronningen forklædt som Ulf Pilgaard. Det er naturligvis ganske flot. Der er et anstrøg af karikatur og satire og drag over de nye mønter med dronningens portræt en profil. Knolden på toppen af hovedet er gjort kraftig, øret markeret, munden er talende og karakteristisk for dronningen, som taler uafbrudt. Hun ved jo alting bedre. Delfolerne om halsen ligger som godter, man lige kan bide af, kæbepartiet er kraftigt og markeret, ligesom hårets bugtninger. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at kunstneren bag de nye mønter, billedhuggeren Mogens Møller, kender den antikke mønt, som vi altid må beundre netop for dens stoflighed, det kraftige relief og den store kunstneriske bevægelse, som præger gamle græske mønter. I den forstand er der en god klassisk stoflig karakter over Møllers arbejde. De nye mønter i Mogens Møllers design er en afgjort forbedring af de eksisterende, som virker anonyme og fade, og de nye ligner dronningen godt - måske ikke som en slags fotografisk gengivelse, men snarere som en kunstnerisk fortolkning af personligheden. Der er netop sådan noget grovkornet over majestæten. Det har kunstneren fanget med stor effekt. Og jeg tror, det er et fjæs, det er godt at slide på, for man skal huske, at mønterne forfalder gennem brug, og at de helst skal blive smukke i forfaldet. Det vil de nye blive. Et afgørende valg fra Danmarks Nationalbanks side og et skridt mod mere markante penge. Noget at glæde sig over. Det er en god detalje, at halspartiet når ned i møntens indre kant i stedet for det traditionelle valg med en skrå afskæring, som om hovedet var en buste på gammeldags fod. Jeg må indrømme at jeg finder dette Mogens Møller-kunstværk betydelig bedre end hans enorme springvands-skulptur i Bibliotekshaven på Slotsholmen til minde om slaget ved Stalingrad.