»Se, det ligner en sol«, siger Johanna, når hun om morgenen stolt præsenterer mig for den første af dagens lange række af blæretømninger. Og kønt er det da, urin mod en potte i hvid, slagfast plast. Efter at have beundret solen bærer vi potten ud på toilettet, (vi hjælpes ad, som jeg pædagogisk siger for at undgå, at hun spilder), og her siger vi så 'farvel', og hun trykker på skyludknappen.
Hendes eget tempo
Nu kunne jeg jo godt begynde at hovere over, at min datter på to et halvt allerede er renlig. Men for det første ligger det ikke til mig at være hovmodig. For det andet er jeg efterhånden godt klar over, at hendes fremskridt intet har med mig at gøre. Eller min kone for den sags skyld. Hun forsøgte at få Johanna til at smide bleen, når det nu var varmt, og vi nu alligevel var i sommerhus. Men nej. Det passede ikke den lille dame. Hun blev renlig, da hun var klar til det. Færdig. Da Johanna var spæd, prøvede jeg faktisk at lære hende at kravle ved skiftevis at presse på den ene fod og så den anden fod. Og så igen den ene og den anden. En skønne dag - da hun var parat - begyndte hun bare at kravle.
Smil gennem tårer
Og det er det fede ved at have fået barn nummer to. Jeg er fuldkommen ligeglad med Christian og hans udvikling. Han får lov at passe sig selv, hvilket han virker udmærket tilfreds med. Han bliver tykkere og tykkere og smiler enfoldigt til alle, der nærmer sig. Selv doktor Pia, der vaccinerede ham i begge lår, får et smil gennem tårer bagefter. Han tror ikke på, at nogen vil ham det ondt. Og trods et stort legeme er det nu lykkedes ham at komme op at sidde. Det er skønt at lægge potte-, kravle- og gåtræning i hænderne på noget, der er større end både mig, Christian og Johanna. De skal sgu nok få det lært. De fleste voksne, jeg kender, er på en eller anden måde blevet renlige. Og går fint uden at falde.