Politiken lørdag: Fay Weldon skulle have været her. Og Big Brother. Nu bliver det ikke til noget, men så må andre jo springe til. Det er i sidste øjeblik, for det er dagen før, Efterårsudstillingen åbner på Charlottenborg. Man fortæller mig, at en kunstgruppe, der er blevet inviteret til at deltage i udstillingen, har solgt sit udstillingsareal til et reklamebureau. Bureauet har nu indrettet arealet med sine egne møbler, så man i udstillingsperioden har flyttet sit kontor og sine daglige forretninger ind på Charlottenborg. Man vil hermed tematisere begrebet 'opmærksomhed'. Men man fortæller mig ikke, at Paul Gazan og Brian Nielsen er blevet medlemmer af Charlottenborg Fondens bestyrelse. Nej, det fortæller man mig ikke. Dén oplysning holder man for sig selv. Man er kun interesseret i historien om reklamebureauet. I stedet kunne man netop ønske sig lidt opmærksomhed. Det er umuligt. De store udstillingslokaler summer af mennesker i myldrende aktivitet. Kunstværkerne skal på plads. Det er ikke bare gjort med en hammer og et par søm. Her er tale om ting, der fylder godt i landskabet. Installationer. Konceptkunst. Et helt reklamebureau med hud og hår. Rigeligt med frugt På en gaffeltruck står en kvinde og taler i mobiltelefon. En masser store papkasser er placeret hist og her i lokalerne. Jeg ser en papkasse med en Sony Videocombo (HiBlack Trinitron), en papkasse med en Sharp LSD Projector og to papkasser, der hver indeholder en JVC Stereo Video Casette Recorder. Jeg ser også ud af vinduet. Jeg vender ryggen til reklamebureauets kontorlokale, og dér ligger Nyhavns solside - Nyhavns Færgekro, Maxim Bar (Go Go Girls), Klods Hans, Nyhavn 17, Cap Horn og Skipperkroen). Så vender jeg tilbage til kunstens verden. Til opmærksomheden. Jeg tænker på at kommentere de ni store PH-lamper, der hænger ned fra loftet i forhallen. Der er kun lys i de syv. Det er noget, Paul Gazan har fundet på. Det er Brian Nielsen, der har spist de to manglende pærer, fordi han har fået at vide, at han skal have rigeligt med frugt og grønt op til mødet med Tyson. Så kommer japanerne ind i billedet. Fem japanske turister med paraplyer og indkøbsposer trisser gennem forhallen fra toiletterne til udgangen. Da de er kommet udenfor, kommer der yderlige to japanere, der følger den samme rute. Og så to til. Det er utrolig godt gået. Men nu er det forbi. Japanerne har forladt bygningen. Opmærksomhed i blodet Så er der kun kunstnerne og håndværkerne tilbage. På trappen op til første sal sidder fire kunstnere og drikker øl og ryger cigaretter. De har købt noget fastfood, som ligger i en plasticpose på trappen. Men de har glemt det, gider ikke at åbne posen. De drikker øl og ryger cigaretter. »Den er også blevet fin, Rikkes video, hva'?«, siger en af dem, og de andre giver ham ret. Nå, men det var opmærksomheden, vi kom fra. Den er også relevant for andre end reklamebureauet. Den er vigtig for os alle sammen. Uden opmærksomhed var jeg her ikke. Så sad jeg sikkert allerede på Skipperkroen. Men også kunstnerne har brug for opmærksomheden. Og omvendt. Opmærksomheden river og flår i kunstnerne. Til sidst vænner de sig til den. Ja, den kan ligefrem gå dem i blodet. Eller i befordringsmidlet. Hvad mener man f.eks. om den kvindelige kunstner KP, om hvem der i kataloget vitterlig står: »KP vil på åbningsdagen cykle baglæns hen til Charlottenborg på sin egen cykel. Cyklen vil hele udstillingsperioden være parkeret i cykelstativet foran udstillingsbygningen«. Kunst kommer alene Hvad mener de fire kunstnere på trappen? De drikker stadig øl. Har det svært. Eller keder sig. Kan næsten ikke stå for presset, opmærksomheden. En af dem har været væk et lille stykke tid, men vender nu tilbage. Han kigger ned på trappen: »Hvor kom de der øl fra?« Det er et godt spørgsmål. Øl kommer ikke af sig selv. Kun én ting i verden kommer af sig selv. Nemlig kunst. Og hvis den ikke gør, så sender vi omgående Brian Nielsen ud til Carlsberg for at slå i bordet.