Politiken torsdag: Brutale nedskydninger efterfulgt af høje smerteskrig og rallende ofre med indvolde væltende ud. Det var blot nogle af de voldelige scener, man kunne se, da den årlige filmfestival i Venedig i aftes lagde ud med den makedonskfødte instruktør Milcho Manchevskis kontroversielle film 'Dust' som åbningsfilm. Med en aktualitet i forhold til konflikten i Makedonien og med et 'problematisk' indhold lever festivalen med denne åbningsfilm op til sin erklærede ambition om ikke blot at være et forevisningsted for store, kommercielle biograffilm. »Vi er helt klar over, at film lever på grund af markedsmekanismerne, og det tager vi også hensyn til på festivalen, men samtidig vil vi gerne bidrage til at udbrede kendskabet til film med kunst og poesi, som afspejler vor civilisations rigdom, selv om disse film ikke er kassesucceser«, lød det i åbningsordene fra Paolo Baratta, præsident for La Biennale di Venezia, som filmfestivalen er en del af. Om Milcho Manchevskis engelsksprogede film indeholder kunst eller poesi, skal være usagt. Filmen gav i hvert fald som en af de senere års mest brutale og voldelige stof til en hel del diskussioner efter pressevisningen, som foregik i en imponerende teltbiograf med 1.700 pladser. 'Dust' med bl.a. Joseph Fiennes, David Wenham og Adrian Lester på rollelisten foregår i flere tidsperioder. Dels i 1900-tallets Vilde Vesten i USA, dels i Makedonien på nogenlunde samme tidspunkt, dels i nutidens New York. To brødre slås om den samme kvinde, og det udvikler sig meget tragisk - og ekstremt blodigt. Og så springes der flittigt mellem de forskellige tidsperioder. Milcho Manchevski, der i dag er bosat i New York, blev kendt, da han for seks år siden vandt Guldløven i Venedig, blev Oscar-nomineret og vandt en masse priser verden over for filmen 'Before the Rain', der handlede om konflikten på Balkan. På et efterfølgende pressemøde havde Milcho Manchevski imidlertid ikke rigtig held med at forklare den dybere mening med sin nye film. Nogle spørgsmål nægtede han pure at svare på, bl.a. spørgsmål om et muligt racistisk indhold over for tyrkerne og amerikanerne, og han ville heller ikke have forbundet sin film alt for meget med den nuværende konflikt i Makedonien. »For mig handler filmen ikke rigtig om Makedonien i dag. Det har i hvert fald ikke været min hensigt«, sagde Milco Manchevski, der mener, at han er blevet mere inspireret til sin film af andre filmmagere som polske Kieslowski og amerikanske Scorsese end af genren spaghettiwestern. »Man kan jo kalde det en eastern, hvis man gerne vil hæfte en betegnelse på«, lød det fra en kortfattet Milcho Manchevski, der til pressemødet måtte undvære Joseph Fiennes. Han var for træt til at rejse til festivalen, men elsker filmen, forklarede produceren Chris Auty. Et andet afbud fra et kendt navn er også indløbet til festivalen. Det er instruktøren Steven Spielberg, der ikke har kunnet finde tid til at rejse til den italienske kanalby for at præsentere sin nye film 'A.I. - Artificial Intelligence'. Og det ærgrer lederen af filmfestivalen, Alberto Barbera. »Det er den film, vi ser mest frem til at vise på festivalen, men desværre kan Spielberg ikke selv komme. Han har prioriteret sin tid anderledes«, sagde Alberto Barbera, der benyttede lejligheden til at tilbagevise kritik af, at Venedig-festivalen skulle være antiamerikansk. »Det er simpelt hen ikke rigtigt. Vi har 12 amerikanske film med i programmerne, og forholdet til de store Hollywood-studier er bedre end nogensinde. Vi har fået lov til at se halvfærdige film og kunne få dem, vi ønskede«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Nu har økonomer regnet og sat tal på regeringens løfter
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00








