Politiken lørdag: I 38 år har vi levet med tre radiokanaler fra Danmarks Radio. I dag kommer den fjerde, som skal udvide DRs udbud af klassisk musik og udsendelser med kulturelt indhold, mens P1 i højere grad end i dag bliver en samfunds- og debatkanal. Med et nyt morgenmagasin skal den fungere som en form for æterbåren morgenavis. DR fik den nye kanal efter en ifølge dagbladene ulige konkurrence om retten til at udnytte den nye frekvens. Flere dagblade, herunder Politiken, havde fundet sammen i et projekt om en ny nyheds- og debatkanal, men kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) tog ikke imod dagbladenes tilbud om pluralisme og konkurrence på radionyheder og aktuelt baggrundsstof. I stedet tilbyder DR fra i dag en ny kanal med masser af klassisk musik, men der bliver også plads til andre former for musik. Der bliver for eksempel plads til ni timer om ugen med jazz, og den nye kanal vil også forsøge at blande genrerne. I flere år har musikorganisationerne nemlig kritiseret DR for at placere de forskellige musikgenrer i hver sin ghetto. De har efterlyst en blanding af genrerne, siger Eik Frederiksen, musikdirektør i DR. »Nu gør vi forsøget og erstatter de traditionelle genremagasiner med netop den slags programmer«, siger han og understreger, at de enkelte musikgenrer som folkemusikken fortsat kan overleve i radioen, for eksempel i daglige temaudsendelser. Genreblandingen finder sted hver dag i programmet 'Radium', der også præsenterer plader og numre, som er svært tilgængelige i almindelige pladebutikker. Film i radioen Den nye kanals navn bliver P2 Musik & Kultur, og på det kulturelle område er en af nyskabelserne filmprogrammet 'Kino'. Det kører en time hver onsdag, hvor der både er anmeldelser, nyheder fra den danske og internationale filmverden samt reportager. Værten bliver Susanna Maria Sommer, der blandt andet har været producer og vært på kulturprogrammet 'Kaliber 22' og 'Varm Weekend'. Det aktuelle kulturmagasin flytter fra P1 til den nye kanal under navnet 'KulturNyt' med en time om dagen. Det vil blive sendt før middagsradioavisen og ikke som nu efter, og det vil blive til i et samarbejde mellem den hidtidige redaktion med navne som Carsten Clante og Steen Bille og Østjyllands Radio i Århus. Søndag aften bliver temasøndag efter DR 2s gode erfaringer med temaaftener. 9. september om aftenen kan lytterne for eksempel komme med til New York, hvor P2 med navne som Martin Scorsese, manden bag 'Taxi Driver', Woody Allen, der er Manhattans store, filmiske digter, og forfatteren Brett Easton Ellis fører os gennem byen af glas, stål og drømme, som er den flotte titel på programmet. Intet bøvseri Et andet nyt tilbud henvender sig til børnene i form af en halv times dagligt program med navnet 'Fabulatoriet'. Ifølge radiodirektør Leif Lønsmann bliver det 'kvalitetsradio' for børn om blandt andet film, mad, bøger og personlige oplevelser. Og så får kollegerne på P3 følgende opsang: »Det her bliver DR, når det er bedst, for denne type radio tror vi, at vi kan lave bedre end alle andre. Der bliver ingen bøvsen og skælden ud som i P3s børneradio, men virkelig et væld af gode oplevelser for børn, også når de i programmet 'Piccolo' får en indføring i musikkens verden med historier fra operaer og balletter«. Den nye radiokanal skaber ny plads og nye muligheder på P1, som DR nu definerer som 'oplysningskanalen med nyheder, debat, samfundsstof og videnskab', og en af nyskabelserne bliver et tre timers magasin om morgenen med nyheder og baggrund. »Det nye 'P1 Morgen' bliver en effektiv genvej for dem, der ikke har tid til morgenaviserne, men alligevel gerne under morgentravlheden derhjemme eller på vej til arbejdet vil have en grundig viden om dagens væsentligste historier og tendenser«, siger nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








