Politiken søndag: Amerikanske Woody Allen og danske Lars von Trier blev i går de store samtaleemner på filmfestivalen i Venedig, uanset at ingen af de to instruktører var til stede. Woody Allen, fordi han på ny med filmen 'The Curse of the Jade Scorpion' har begået en begavet og utrolig morsom komedie, og Lars von Trier, fordi verdensstjernen Nicole Kidman skal spille hovedrollen i hans nye film 'Dogville'. Hun er i Venedig i forbindelse med gyseren 'The Others', men selv om også den er et brag af en film, kom der næsten flere spørgsmål fra den internationale presse til hendes kommende samarbejde med Lars von Trier. Selv siger hun, at hun er spændt, men også lidt nervøs for at komme til Danmark, og hun er ikke sur over, at Zentropa-direktøren Peter Aalbæk Jensen på et tidspunkt havde fyret hende i frustration over, at det trak ud med hendes underskrift på kontrakten. »Helt ærlig, der er altså ingen grund til at lave en større sag ud af det. Jeg anede ikke, at der var problemer. Jeg havde tidligere givet Lars von Trier mit ord på, at jeg vil være med, og for mig er et ord et ord, og det vidste Lars også. Hvorfor jeg vil være med i denne film? For mig er den store udfordring som skuespiller at få lov til at samarbejde med verdens store instruktører såsom Lars Von Trier og Jane Campion og være en del af deres kunstneriske vision«, sagde Nicole Kidman, der ikke ville sige noget om sin rolle i 'Dogville'. »Jeg er overtroisk og tror det vil bringe uheld, hvis jeg siger noget om filmen på forhånd. Men jeg glæder mig, er spændt på opgaven og også lidt nervøs«. Godt gys Det er en verdensstjerne med succes i bagagen, der kommer til Danmark. 'The Others', instrueret af den chilenskfødte instruktør Alejandro Amenábar, er en yderst veltillavet gyser, der på god, gammeldags facon skaber uhygge og gys blot ved brug af musik, kameravinkler og skuespil. Der er ikke en dråbe blod eller en eneste special effect i filmen. Alligevel hoppede tilskuerne flere meter op i luften flere gange, når Nicole Kidman med to små børn i denne historie om spøgelser, barnemord og sindssyge bevæger sig rundt i de mørke gange og værelser i et stort, gammelt hus. »Det var ikke sådan, at jeg blev bange under optagelserne. Der er jo et helt filmhold omkring en hele tiden, men jeg kunne ikke undgå, at figuren går ind i psyken og sætter spor. På et tidspunkt ønskede jeg faktisk at forlade optagelserne, men jeg må indrømme, at jeg på en gang er fascineret og tiltrukket af de mørke sider af menneskesindet, men også frygter konfrontationen med disse sider«, sagde Nicole Kidman, der er inde i en travl periode af sin karriere. På Venedig-festivalen kan hun også senere ses som en sexet russisk postordrebrud i filmen 'Birthday Girl', musicalen 'Moulin Rouge' er indspillet og så skal hun være med i Jane Campions 'In the Cut'. Woody i hypnose Efter de skrækindjagende scener i 'The Others' var der mange festivaldeltagere, der senere på dagen nød en god halvanden time i selskab med Woody Allens nyeste film, 'The Curse of the Jade Scorpion', der fik europapremiere i Venedig. Han er potentiel bankrøver i 'Small Time Crooks', der netop har haft premiere i Danmark, og også i hans nye film kan man se ham selv i en 'kriminel' hovedrolle. Han spiller en forsikringsdetektiv i 1940ernes New York, der kommer i store vanskeligheder, da en kvindelig rationaliseringsekspert (spillet af Helen Hunter) ansættes. Hans problemer bliver dog større, da han hypnotiseres til at begå de ulovligheder, han selv er sat til at forhindre. Filmen er en lige ud ad landevejen-komedie, hvor replikkerne fyres af i hurtigt tempo, og Woody Allen-fans vil ikke blive skuffede. Der er mange skønne replikker og situationer, og Woody Allen, der jo ikke ligefrem er blevet kønnere med årene, udnytter fuldt ud kontrasten til de nok så attraktive medspillere Helen Hunt og Charlize Theron. Og så er der masser af herlig og tidstypisk jazzmusik på lydsiden. Filmfestivalen i Venedig er i det hele taget ved at komme i gode omdrejninger efter en lidt træg start. Ud over musikfilmen 'Tosca' og de to ovennævnte film har også det indiske komediedrama 'Monsoon Wedding' af Mira Nair (kendt for filmene 'Salaam Bombay' og 'The Perez Family') tiltrukket sig stor opmærksomhed. Filmen er et festfyrværkeri af humor og selvironi over for de indiske familietraditioner, men der tages også fat i de 'lig i skabet', som findes i de fleste familier. Festivalens hidtil mest eksperimenterende film må siges at være amerikanske Richard Linklaters 'Waking Life' . Først er filmen blevet optaget som en normal film med skuespillere som f.eks. Ethan Hawk og derefter er den blevet omformet til en animationsfilm. Resultatet er nok så fascinerende. Der er skabt en række spændende figurer og omgivelser. Selve indholdet er mere problematisk med masser af filosofiske opremsninger, der nok bedre ville egne sig til en bog. Ind imellem dog interessante scener, og formen er i hvert fald en nyskabelse. Der er stof til en kultfilm.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








