Politiken lørdag: Publikums- og billetsalgsorganisationen Arte er oppe mod en stribe konkurrenter i opløbet om at løbe med kontrakten på booking- og formidlingsarbejdet for hovedstadens teatre. En halv snes seriøse kandidater ventes at have fremsat et bud, når Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab næste fredag åbner kuverterne i licitationen, som afgør, hvem der får overdraget opgaven i en fireårs periode fra næste efterår. Arte tager situationen med ro og hilser konkurrencen velkommen. Licitationen er udskilt i en billet- og abonnementsdel samt i en reklame- og formidlingsdel. Arte byder på begge områder. Men organisationens næsten monopolagtige stilling på området anfægtes af en række andre ansøgere. Rådgivningsfirma Teaterfællesskabet har overdraget det tekniske og juridiske arbejde med licitationen til rådgivningsfirmaet IMM: »Interessen for at være med i licitationen har været overraskende stor, og det har ikke været spor vanskeligt at finde frem til de ansøgere, som vi har prækvalificeret til at gå videre. Jeg vil tro, at vi på fredag står med en håndfuld kvalificerede bud på hvert af de to områder. Det er mit indtryk, at mange anser det for kolossalt spændende at gå ind på feltet, hvor Arte jo traditionelt har en uhyre stærk stilling. Jeg hverken vil eller må kommentere de enkelte tilbudsgivere, men det tegner til et meget åbent løb, og set herfra har der hidtil været tale om et meget tilfredsstillende forløb«, siger IMMs sagsbehandler Anders Guldager. Et af buddene kommer fra det ny selskab BilletMaskinen, der som omtalt i Politiken i går også melder sig på det generelle marked for billetsalg til kulturlivet med et internetbaseret system, hvor kunden fra sin egen computer kan bestille, betale og udskrive billetten. Hermed bliver BilletMaskinen en konkurrent til det etablerede BilletNet, som ejes ligeligt af Post Danmark og Arte. Direktør Mogens Hjorth i Arte: »Som udgangspunkt er konkurrence godt, så vi hilser BilletMaskinen såvel som andre aktører velkommen på markedet. Vi er vant til at leve med konkurrence. Da vi bød på og vandt en tilsvarende licitation for fire år siden, var vi også oppe mod andre interesserede. Blot kan det undre mig, at det ny selskab satser så stærkt på nettet. I fire år har vi over nettet solgt abonnementer til teaterfællesskabet på BilletNet, og endnu er andelen ikke oppe på 10 pct. Min fornemmelse er, at teaterabonnenterne ikke tilhører den gruppe, som først er sprunget på Internettet. IMM regner med, at det vil tage en måneds tid at gennemgå ansøgningerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen








