Politiken søndag: Da Copenhagen Opera Festival i fredags blev aflyst med øjeblikkelig varsel, stod det medvirkende Roms Filharmoniske Orkester og Kor pludselig uden tag over hovedet. De mere end 100 musikere og sangerne ankom først på ugen og blev indlogeret på Scandic Hotel i København. Opholdet blev betalt af operafestivalens arrangører, som havde en aftale med Scandic om fordelagtige priser mod at trykke hotelkædens logo på festivalens materiale. Men fredag formiddag blev de italienske gæster bedt om at tjekke ud, medmindre de selv ville betale for logiet. Ifølge Scandic Hotels driftsdirektør, Jan Ebsen Thomsen, var det en beslutning, der blev truffet i fællesskab med operafestivalens ledelse. »Jesper Berning, der står som ansvarlig for festivalen, kontaktede os fredag morgen. Han sagde, at festivalen sandsynligvis ville blive aflyst og der derfor ikke var penge til at dække musikernes ophold. Vi tilbød dem, at de kunne blive boende til en favorabel pris, men alle valgte at forlade hotellet«. Senere fredag blev Jan Ebsen Thomsen ringet op af Den Italienske Ambassade, som var blevet kontaktet af musikerne, der manglede et sted at sove. I løbet af aftenen blev det arrangeret, at de kunne overnatte på Scandic Hotel i Hvidovre, og dertil tog musikerne efter en improviseret protestkoncert på Rådhuspladsen. Bruno Pasquino fra ambassaden oplyser, at Roms Filharmoniske Orkester og Kor forlod hotellet tidligt lørdag morgen og nu er på vej hjem til Italien. Vækstfondens rolle Copenhagen Opera Festival var budgetteret til små ti millioner kroner, og det er blandt andet en anonym storbank, der har kastet penge i projektet. Erhvervsministeriets vækstfond har stillet kaution på to millioner kroner for banken, og med operafestens aflysning er pengene tabt. Men det er en risiko, som vækstfonden hele tiden har kendt, siger fondens direktør Christian Motzfeldt. Vækstfondens formål er at stille sig som garant for pengeinstitutter, der vil støtte nye initiativer. Christian Motzfeldt understreger, at det er pengeinstitutterne selv, der foretager kreditvurdering af initiativerne. Når den er foretaget, stiller fonden automatisk kaution for at undgå en masse bureaukrati, der kan dræbe nye projekter. I øvrigt har vækstfonden mulighed for at gå ind og støtte iværksætterforretninger direkte. I den forbindelse er Christian Motzfeldt flere gange blevet opsøgt af advokat Jesper Berning og andre ansvarlige for operafestivalen. Men vækstfonden har afvist at hjælpe. »Vi vurderede ikke, at projektet havde en tilstrækkelig nyhedsværdi, og det er lovmæssigt vigtigt for os. Desuden følte vi ikke, at projektet hang sammen forretningsmæssigt«, siger vækstfondens direktør. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra operafestivalens formand, advokat Jesper Berning.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce