Det hele sluttede næsten lige så brat, som det begyndte, da de største danske popeksportører gennem tiderne, Aqua, meddelte, at stikket nu er trukket ud. Søren Rasted, Claus Noreen, Rene Dif og Lene Nystrøm havde ganske enkelt fået taget så langt et tilløb til deres tredje album, at de tabte pusten lige før målet. Sangskriverne Rasted og Noreen havde ellers i op mod et år arbejdet på efterfølgeren til Aquas andet - kun mellem succesfulde - album 'Aquarius'. Det første signal om, at vejen mod den nye cd var sværere end forventet, fik offentligheden allerede i foråret, da Aqua måtte opgive at bruge de nye numre i forbindelse med deres optræden til det Europæiske Melodi Grand Prix i Parken. I stedet blev det til en optræden med et medley over gruppens efterhånden slidte hitkatalog. Dermed fik de 40.000 tilskuere i Parken og de godt 100 mio. tv-seere en fin lille Aqua-historie at sige farvel på. Det skete imidlertid på et tidspunkt, hvor formentlig ikke engang gruppen selv var klar over, at enden var nær. Ud over Grand Prix-showet mødte gruppen også flere hundrede tusinde af de danske fans på sommerens grønne koncerter og på årets Roskilde Festival, hvor gæsterne ellers ikke er forvænte med den dansable europop, som blev Aquas varemærke. Frække Frida Det hele startede i 1995, da komponisterne Søren Rasted og Claus Noreen gik og ledte efter et popprojekt, som de kunne kaste deres evner over. De to havde året før haft deres første rigtige opgave, nemlig musikken til børnefilmen 'Frække Frida'. Rasted og Noreen så først og fremmest sig selv som komponister, og de to ledte derfor efter en sanger, som kunne være forgrundsfigur i en popgruppe. Deres jagt stoppede ved Rene Dif, der bl.a. havde lavet børnetv på Kanal København og siden arbejdet på Norgesbåden, hvor han havde mødt en velsyngende norsk pige ved navn Lene Nystrøm, der bl.a. havde en fortid som bogstavvender på den norske udgave af Lykkehjulet. De fire fandt hurtigt ud af, at sammensætningen var perfekt og allerede året efter var første nummer klar til hitlisterne. Den iørefaldende popsingle 'Roses are Red' kravlede da også lidt rundt på hitlisterne, men først året efter, da gruppen fik udsendt albummet Aquarium kom der for alvor gang i butikken. I første omgang koncentrerede Aqua og deres pladeselskab sig om Danmark, hvor der stort set ikke var den lokalradio eller det provinsdiskotek, som ikke fik besøg af den ambitiøse popkvartet. Taktikken gav pote, og Aqua blev lynhurtigt en hjemlig succes. Barbie-krig Hos pladeselskabet Universal var man imidlertid overbevist om, at gruppen, og specielt nummeret 'Barbie Girl' kunne gøre sig andre steder end i Danmark. Singlen blev derfor udgivet på de store markeder i USA og England, hvor den i første omgang opnåede moderat succes. Det egentlige gennembrud kom, da den amerikanske legetøjskoncern Mattel, der står bag Barbiedukken, lagde sag an mod Aqua, som man mente med "Barbie Girl"-sangen latterliggjorde deres vigtigste produkt. Sagsanlægget førte til omtale i alverdens medier og singlen spurtede mod toppen af hitlisterne alle steder, hvor den blev udgivet. Aqua blev med et slag et af popklodens største navne. Det betød naturligvis, at der blev revet i de fire unge musikere fra alle sider. De største amerikanske talkshows, bl.a. David Lettermann, ville have dem på besøg, MTV ville have dem til at optræde ved den årlige prisuddeling, og den ene single fra gruppens plade afløste den anden i en lind strøm på hitlisterne, mens de fire og deres følge styrtede verden rundt. Til sidst blev det hele for meget. Lene Nystrøm fik et nervøst sammenbrud, og resten af gruppen erkendte, at der nok var behov for en kortere pause. Efter et kort pusterum gik Søren Rasted og Claus Noreen imidlertid i gang med gruppens nye album 'Aquarius', der udkom i foråret 2000. Forventningerne var enorme. Albummet blev afsløret ved en gigantisk fest i Den Sorte Diamant, hvor poppressen fra hele verden blev fløjet ind. Tiden går imidlertid hurtigt i europoppens verden og en stor del af de 15 mio. fans verden over, der i deres første teenageår havde købt gruppens debutplade, var blevet et par år ældre og havde fundet nye idoler. Det forhindrede dog ikke, at Aqua i anden omgang fik solgt godt tre millioner plader, et efter dansk målestol astronomisk tal, men stadig en skuffelse, der endte med tage hårdt på gruppen. Måske derfor skulle der også arbejdes ekstra hårdt med den tredje plade, som efter planen skulle være udgivet dette efterår. Sangskriverne Rasted og Noreen havde da også flere steder bekendtgjort, at det nu var tid for et stilskifte. De første praj om den nye vej, fik man ved sommerkoncerterne, hvor guitarerne og den lidt mere voksne lyd var rykket frem i billedet. De danske anmeldere var dog ubønhørlige i deres kritik, og måske var det medvirkende årsag til, at arbejdet med albummet kørte fast. Pop-ægteskab Under alle omstændigheder har offentligheden nok ikke hørt det sidste til folkene bag Aqua. Både Søren Rasted og Claus Noreen har allerede, før bruddet blev en realitet, sagt, at de fremover også vil producere og skrive sange til andre. Og de får formentlig ikke problemer med at finde popgrupper, som hellere end gerne vil have kompositioner fra de to til rådighed. Aquas anden halvdel, Lene Nystrøm, der i sommer blev gift med Søren Rasted, og Rene Dif, er begge to entertainere af guds nåde. Det mest sandsynlige er nok, at norske Lene Nystrøm nu tager hul på en solokarriere, mens Rene Dif, der i Aqua-tiden har fået mange venner i musikbranchen, i første omgang kommer til at medvirke som gæst ved andres projekter. Hvis den skallede rapper ellers selv har lyst, ligger der formentlig også en tv-karriere klar. Rene Dif var i foråret vært ved årets børne-melodi Grand Prix på DR.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








