Det er 12. år i træk, at den nu 52-årige nordjyde, Poul Elming, synger et af de store partier ved dette års Wagner-festspil, der af mange udenforstående opfattes som noget i retning af det ultimative elfenbenstårn for elitær musikudfoldelse. I slutningen af 1980erne lagde operasangeren Poul Elming sin stemme om fra baryton til tenor. Før dette skifte var der næppe nogen andre, der, som han selv udtrykker det, kunne så mange dårlige vittigheder om komponisten Richard Wagner. Kedelig »Kedeligt og forfærdeligt langtrukkent, det var også mit indtryk af ham«. Fortæller Poul Elming, mens han forbereder sig til premieren på "Parsifal" ved dette års Wagner-festspil i den sydtyske by Bayreuth. Det er 12. år i træk, at den nu 52-årige nordjyde synger et af de store partier ved denne store begivenhed, der af mange udenforstående opfattes som noget i retning af det ultimative elfenbenstårn for elitær musikudfoldelse. Wagner lod selv festspilhuset, "Den grønne høj," opføre i 1870, erne, så hans musik kunne blive opført under de bedst mulige vilkår. Ikke ørehængere Poul Elming har umiddelbart svært ved at se, at det skulle være muligt at popularisere Wagner på samme måde som den lettere tilgængelige del af operamusikken, der derved er nået ud til et langt større publikum end tidligere. Poul Elming fortæller, at der er 10 års ventetid på billetterne i Bayreuth. Publikum er efter hans opfattelse lige så blandet som f.eks. i Det Kongelige Teater, men festspillenes status trækker ikke kun Wagner-fanatikere til. Elming mener selv, at han har sunget titelpartiet i "Parsifal" 125 gange. »Men jeg har ingen planer om at droppe hverken Wagner eller "Parsifal." Umiddelbart efter Bayreuth skal jeg synge partiet i Australien og næste år i Japan. Desuden glæder jeg mig meget til den opførsel af Wagners "Ringen," som Det Kgl. Teater har planer om at sætte op i det kommende operahus«, siger Poul Elming.