Politiken torsdag: Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) er optimist, når det gælder havnefronten. Optimisme er vel et nødvendigt gen for den holdningsløse politiker, som er tvunget til at benægte fakta for at komme videre. Men videre til hvad? Her er det, at overborgmesterens visioner ikke rigtig slår til. Han ser havnefronten med dens kæmpemæssige mur af blinkende kontorkasser bygget ud i vandet som et tilbud til borgerne. For overborgmesteren kan det hele ende som et stort lallende Nyhavn. Netop Nyhavn er endt som et grusomt sted med disse uendelige langborde af fadøldrikkende horder. Det er mit indtryk, at bryggerierne med en sideslange er skruet på den affaldsskat, som suger lortet ud af Nyhavn. Her er der i hvert fald ikke plads for den byvandrer, som søger vandets rekreation, horisontens velsignelse og den pragtfulde rytme af skønhed, som netop havnefronten har ejet. Netop stedet mellem byen og vandet har som fascinationsmagnet en helt anden betydning, end overborgmesteren forestiller sig, når han nu giver sig hen i undskyldninger og bortforklaringer af den katastrofe, som trods advarsler gennem to menneskealdre er hændt på den københavske havnefront. At overborgmesteren ikke har fattet planlægningens betydning for miljøets udvikling kommer som en virkelig overraskelse for mig.Det er en frækheduden lige, når Kramer Mikkelsen nu overlader fadæsen til borgerne. Det er et tilbud til dem! Tilbudet er, at Københavns Kommune i årevis har undladt at planlægge havnefrontens udvikling. Men lad os så se de borgere, som kan få noget ud af havnefronten på Kalvebod Brygge. Lad os se den hær af frivillige, der går i gang med at bygge bådebroer her - jeg vil søge Politikens Fond om støtte til materialerne til deres arbejde - lad os se de borgere, som slår deres bådskure op foran Nykredits nye enorme klods, lad os se de havets folk, som lægger deres husbåde ind ved Ingeniørhuset eller de raske kvinder, som slår et stort hul i det tidligere Aktuelts mediehus på samme havnefront, et hul som kan skabe en fysisk kontakt mellem huset og vandet, en sådan findes nemlig ikke. End ikke en lille dør. Det ville være, som hvis Politiken lod opføre en høj mur foran bladhuset på Rådhuspladsen - vi er rigeligt utilfredse med den eksisterende trafikterminal, der trods Borgerrepræsentationens vedtagelse åbenbart aldrig bliver fjernet. Lad os se de borgere, som flytter deres forretninger ud på havnefronten og holder dem åbne efter kontortid, når de enorme områder er lagt øde. Er der i øvrigt ikke noget, trafikterminalen kan bruges til på havnefronten, så lad os flytte den. Kramer Mikkelsen siger, at når Nyhavn i dag fungerer som den lille tarm på den mægtige havn, så skyldes det ikke en eneste beslutning i Borgerrepræsentationen. Tyg på den. Den har virkelig mange lag! Der er sandelig noget at føre valgkamp på for overborgmesteren til efteråret. For han har vel ikke forestillet sig, at vi alle sammen skal sidde i en 43 kilometer lang øldrikkende kæde på den havnefront og råbe hurra. En ting er imidlertid rigtig: Islands Brygge er beboernes værk - efter en 30 år lang kamp imod Københavns Kommune. Så når overborgmesteren nævner Bryggen som et eksempel på, hvor nemt det kan lade sig gøre at trænge igennem med borgerinitiativet i København, er det, fordi han end ikke ejer skam i livet. Men lad os da gøre et lille aktuelt forsøg: En stor flok borgere ønsker i dag at bevare noget så uskyldigt som det lille fyr på spidsen af Langelinie. Et traditionelt fælleseje. Men hele den yderste del af Langelinie skal hugges af for at give bedre plads til de store færger, når de flytter fra Kvæsthusbroen mod nord. Samtidig med at der daglig på Langeliniekajen opsættes skilte, hvorpå står 'Privat område, adgang forbudt'. Den slags kalder politikere fremskridt. Forsøget går ud på at gætte følgende: Vil det lykkes Københavns borgere at bevare denne lille spids af Langelinie, som ellers i øvrigt er stjålet til privat kontorbebyggelse?.