Kaleidoskop-teatret lever op til sit navn

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Teatret Kaleidoskop på Nørrebro lever i den kommende sæson i høj grad op til sit navn. Teaterhuset kommer vidt omkring i mange afkunstartens farver og udtryksformer i en sæson, der både tager udgangspunkt i den græske tragedie, det moderne familieliv, musikdramatikken, performance og det psykologiske drama - og, som det er blevet et særkende for teatret på Nørrebrogade, i et stærkt visuelt udtryk. Gæstespil Kaleidoskop åbner allerede sæsonen 15.8. med et gæstespil af Jomfru Ane Teatret fra Aalborg. Teatret medbringer den makedonske forfatters Dejan Dukovskis forestilling 'Englesyn', der fortæller, hvad der sker, når menneskene ikke længere kan skelne mellem det gode og det onde. Rockgruppen Baal har komponeret ny musik, som den selv fremfører på scenen, og der er også lagt op til en række efter-forestillingen-koncerter med Nørrebro-musikerne i Baal. Thomas Trier har digtet videre på Henrik Ibsens drama 'Hedda Gabler', som tilføres en række nye udtryksformer - bl.a. surrealisme, ekspressionisme, quizshow og science fiction. Trier instruerer selv, og på rollelisten finder man Charlotte Toft, Runi Lewerissa, Kenneth Carmohn, Bolette Schrøder og Lars Ranthe. Fra 29.10. genopsættes så Kaleidoskops publikumssucces og Reumert-belønnede Franz Kafka-forestilling 'K', der udspiller sig i de sidste timer af forfatterens liv. Ny i forestillingen er Anne- Lise Gabold, og 'K' produceres denne gang i samarbejde med Svalegangen, der siden sender opsætningen på Danmarksturné. Noréns firkantsdrama Lars Norén har i de seneste år gennemtrawlet familiens og parforholdets ikke altid lige smukke univers, og fra 23.10. opføres Noréns firkantsdrama 'Dæmoner' i Emil Korf Hansens iscenesættelse og med et stærkt hold - Lotte Andersen, Lars Bom, Ditte Gråbøl og Kristian Halken på rollelisten. Efter jul gælder det Gerz Feigenbergs gendigtning af Euripides' 'Medea', som vor tids dramatiker vender på hovedet, når det gælder kønsfordelingen. En mand dræber i skinsyge sin kones elsker og derefter sine børn. Denne forvandling er udfordringen for en flok skuespillere i 'Man Medea', der instrueres af forfatteren selv, med Thomas W. Gabrielsson, Robert Reinold, Beatrice Seedorf og Mai Brostrøm blandt de medvirkende og med ny musik af Klaus Risager. Skuespillerne Bodil Udsen og Anne Marie Helger sætter på ny hinanden stævne på scenen - fra 27.2. i Dorte Madsens skæbnekomedie 'Betty Love', der instrueres af Radioteatrets chef, Mikkel Harder Munck-Hansen. Det er beretningen om den aldrende fru Love, der holder et menneske skjult for omverdenen - den lille Helen, der nærmer sig de 60, aldrig har været uden for en dør, og som tjener til livets ophold ved at skrive porno. Med i dramaet er også en hjemmehjælper, og så skal mere ikke røbes her - bortset fra at rollelisten også omfatter Ida Dwinger. Trier laver musical Tobias Trier er på vej med en 'hverdagsmusical', en musikalsk familieforestilling om at svømme mod strømmen. Titlen er 'Hr. Bohm & silden', og Jacques Matthiessen dramatiserer og instruerer teatergruppen Retur på besøg i Kaleidoskop, hvor man fra 3.4. kan møde René Benjamin Hansen, Pia Larsen, Tobias Trier, Thomas Sandberg, Nana Fagerberg Ranten og Carl Press. Blandt kaleidoskops gæster er også Odsherreds Teater, der fra 16.4. opfører 'Hitlers Barndom', der forsøger at kortlægge, hvordan et menneskes livsopfattelse allerede kan tage skade i de unge år. Henriette Holm Nielsen instruerer Niklas Rådströms forestilling med Mei Oulund, Kim Nørrevig og Jesper Dræby. Og så har Vivian Nielsen digtet videre på endnu en græsk tragedie i stykket 'Kærlighedsbarnet Ifigenia'. Men i denne moderne version lyder Agamemnons datter ikke uden videre sin far. Ifigenia kan, vil og skal selv. Vivian Nielsen instruerer selv, og her danner Maria Rich, Jens Jørn Spottag, Kristian Ibler, Dea Fog og Vivian Nielsen ensemblet fra 4.5. Og så slutter Kaleidoskop af med koreografen Kamilla Wargo Breklings (og Dansekontorets) dansede fremtidshistorie 'Hej Søde Natur', hvor kvinderne får deres helt naturlige placering. »Jeg synes selv, at vores næste sæson er én af de flotteste, vi endnu har lavet - både når det gælder indholdet i den moderne dramatik, der er vores særkende, og skuespillernes professionelle kvalitet. Vi er gået et skridt videre og har nu engageret en række navne, som vi er meget stolte over. Kombinationen af en moderne teaterform og topnavne til at forløse den er meget stærk«, siger Kaleidoskops direktør, Martin Tulinius, der også kan oplyse, at to af næste sæsons forestillinger allerede er ved at være udsolgte i Arte. Kaleidoskop, som i de seneste år har markeret sig som ét af hovedstadens mest udfarende og eksperimenterende teaterhuse, blev 1.7. 'Lille storbyteater' i det københavnske kulturliv. Det udløser teatrets hidtil største offentlige støtte (3,5 mio. kr.) og samtidig en fornuftig og langsigtet planlægningsmulighed. »Men vi vil naturligvis ikke opgive vores placering som spydspids i avantgarde-teatret af den grund«, fastslår teaterchef Martin Tulinius.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her