Må jeg være med?«. Johanna spørger med sin sødeste tynde pigestemme og hovedet på skrå. Jeg står ved min Weber-kugle-grill og stirrer forundret på min velopdragne datter. Selvfølgelig skal hun være med til at finde grillkul frem og pensle bøffer (eller 'male', som hun siger). Men efter hun er begyndt i børnehaven, på Solstuen, så har hun opdaget, at det ikke bare er en selvfølge, at man får lov til at være med. Derfor det pludselige anfald af høflighed. Selvfølgelig er det hårdt at sende hende i børnehave. Der var rigtigt rart hos Lykke fra dagplejen sammen med Thor og Amanda, men vi ved jo alle, at Lykke ikke varer evigt. Det er naturligt for børnene at skulle videre i teksten. Men det føles ikke spor naturligt for forældrene. Hvis det stod til os, lå hun stadig i vores dobbeltseng og klamrede sig til en pat. Det var min kone, der 'kørte Johanna ind', som man siger. Når man får barn, lærer man en masse nye ord. Børn køres ind. Højgravide 'går fra'. Og det sker som regel, en måned før den dato, 'de er sat til'. Når et barn skal have bryst, 'lægger man det til'. Nå, men tilbage til Johanna, der skulle køres ind.
Alene på bænken
Det var altså mor, der skulle gøre det med sit store, bløde og blødende hjerte. Og det var svært. Hun kan slet ikke bære at stå uden for hegnet og se sit barn sidde alene tilbage på en bænk, mens de andre leger. Det er nok den eneste ting, mænd gør meget bedre end kvinder. Vi er gode til at gå fra børn. Måske fordi vi har mere rutine i at forlade børn og hus. Fidusen er, at hvis man går ofte, så er der også mere glæde, når man kommer hjem. Det gik op for min kone, at alle de andre piger gik i lyserødt tøj. Johanna har i stor stil arvet af sine fætre, så hun har gået i blåt og i forskellige nuancer af jordfarver, men konen gennemskuede de små gimpers hierarki. Et lyserødt Barbie-outfit er adgangsbilletten til pigegruppen.
Købe-kærlighed
Så Johanna fik pink solhat, lyserøde sko og blegrød vindjakke. Sådan. Som min kone siger: »Der er ikke noget galt i at købe kærlighed. I hvert fald ikke hvis det hjælper«. Heldigvis er Johanna ret god til at læse spillet. Hun råber ad guldfiskene med Emil. Pjatter med Josefine. Og hun har allerede fået nogle store veninder på de andre stuer, Stjerne- og Månestuen. Veninderne kan godt lide en levende dukke, så hvis Johanna ellers gider sidde helt stille, så vil de gerne lege frisør på hende. Hun har også fået hul igennem til en større dreng, Nikolaj. Hvor kærligheden udmønter sig i, at hun skal sparke ham ned ad rutschebanen. Og så har hun fundet på et smart trick med at sætte sig på ladet af en trehjulet cykel. Hun kan ikke cykle selv, men hvis hun sidder længe nok, så kommer der pludselig en stor, som godt gider hjule lidt rundt med hende. Og intet kan jo gøre en mor og en far mere glad end at opdage, at ens barn har lov at være med, når man kommer og kigger igennem trådnettet klokken halv fem. For hvad kan man gøre, hvis det ikke går? Ingenting. Lyserødt tøj gør det ikke alene. Og hvad nu, når hun bliver 13 år? Hvad nu, hvis hun bliver udstødt og sur og tvær på samme tid. Trods Johannas forsigtige 'må jeg være med', så er hun åbenbart også selv klar over, at der er meget på spil. En nat, da hun lå og rodede og havde sparket dynen af, råbte hun højt og indædt: »Jeg VIL være med«. Eller som ænderne siger: »Above the surface - stay calm. Below the surface - paddle like hell«.