Politiken onsdag: Hvis man tager 300.000 levende orme, putter dem ned i et mandsstort hul i jorden og derefter beder et menneske om at tage en dukkert af fire minutters varighed, kan man forudse én ting: at væsen nummer 300.001 i det hul har det rigtig skidt. Den situation kunne producenterne i det nye realityprogram 'Fear Factor' på den amerikanske tv-station NBC ikke stå for. Stationen lader tre mænd og tre kvinder dyste om 50.000 dollar. Deltagerne bliver i udsendelsesrækken kastet ud i situationer, som normalt hører hjemme i natlige mareridt eller i B-film. Ormene var et bud på en rædselsoplevelse, i en anden er de byttet ud med 400 rotter, hvor deltagerne har bare skuldre og tæer, hvilket afstedkom et skrækslagent »av, de bider« fra en deltager i første afsnit af 'Fear Factor'. Som om de situationer ikke var nok i sig selv, fortæller en af programmets producere i sin dagbog på stationens hjemmeside om ormegraven: »At beslutte hvilken type orm, der skulle være i hullet, var let. Det måtte simpelt hen være superorme. Disse gullige fyre er større og mere livlige end den gennemsnitlige melorm (.) Men det allerbedste ved superorme, synes vi, er deres seks små spidse ben. Når en af dem går på dig, kan du mærke dem prikke i huden. Bare forestil dig 300.000 af de fyre kravle på kroppen. Vi regner det lige ud for dig: Det er 1,8 mio. ben!«. Ormegraven var ydermere placeret på Grand View Cemetary, som er en af Los Angeles' ældste kirkegårde, og som det hedder i dagbogen: »For at få en ekstra god effekt besluttede vi at fortælle deltagerne lidt om, hvordan kroppen opløses, og hvordan ormene på et tidspunkt finder vej ind i ligene«. Godbidder til seerne var der altså nok af, da 'Fear Factor' for nylig havde premiere. Og effekten udeblev ikke: Et ramaskrig. Kan et tv-program afstedkomme den reaktion, er man nok på rette vej til en seersucces, synes kongstanken blandt nogle tv-producenter at være i disse år, og NBC har ud fra den devise ramt en guldåre med det nye program. Således fulgte næsten 12 millioner seere strabadserne, og mere end halvdelen af dem var i den yngre attraktive gruppe mellem 18 og 49 år, som annoncørerne allerhelst vil nå. Moralsk fordærv Protesterne over programmet kom fra diverse tv-anmeldere og klummeskrivere, som korsede sig over programmets kynisme og ondsindethed. USA Today har ikke meget tilovers for programmets vært, Joe Rogan, som avisen mener går for vidt, når han bl.a. griner af deltagernes rædselsslagne skrig, og avisen tilføjer: »Mens vi udpeger, hvem der bør skamme sig, skal vi ikke glemme NBC, som er så desperate efter at få et reality hit, at stationen er sunket ned på dette niveau. Det er ikke blot dårligt fjernsyn, det er moralsk fordærvet (.). Blot fordi visse mennesker er villige til at gøre alt for penge, betyder det ikke, at samfundet skal tillade det, eller tv-selskaber skal sende det«. Ud over de omtalte prøvelser bliver deltagerne kastet ud i vilde stunts såsom at blive trukket efter vildt galopperende heste (uden hestevogn!), blive angrebet af rasende hunde eller skulle kravle rundt på en våd bil, som er ophængt højt over en kløft. I disse situationer er de deltagende ifølge producenterne sikret ved hjælp af polstringer, sikkerhedsliner o.lign., således at de ikke kan komme til skade. Underholdningschefen på NBC, Jeff Zucker, afviser ikke overraskende, at der skulle være grund til moralsk kvababbelse over programmet, tværtimod: »Det er sundt at se mennesker triumfere over deres frygt. Jeg kan simpelt hen ikke se, der er noget galt i det«, siger han ifølge USA Today. Vejen fra tv-programmet 'Big Brother' til 'Fear Factor' har ikke været lang for det hollandske selskab Endemol, som i disse år scorer kassen på at udtænke koncepter til tv-programmer i realitygenren. Big Brother-titlen var inspireret af George Orwells roman '1984' om et samfund, der styres benhårdt af Big Brother, som konstant overvåger borgerne helt ind i sjælens inderste krinkelkroge. Her finder man det forelskede par Winston og Julia, som forråder hinanden - Winston, da han sættes under det ultimative pres ved hjælp af en specialdesignet kasse med en låge ind til et sultent monster af en rotte. Kassen spændes på hovedet af den ulykkelige. Værsgo og spis. For ydmygende Susanne Teilmann, programredaktør på TV3, siger, at tv-stationen ikke er interesseret i konceptet. »Efter det jeg har hørt og set, siger jeg nej. Vi vil gerne lave spændende og banebrydende programmer. Men 'Fear Factor' er for ydmygende«, siger hun. Holdningen til, hvad man kan tillade sig på tv, ændrer sig dog hele tiden, erkender programredaktøren. Således skabte 'Robinson Ekspeditionen' stor debat, da programmet havde premiere på TV3 i 1998, men i dag er der næppe mange, der finder det decideret moralsk forkasteligt. »Så jeg kan da heller ikke garantere, at mit svar vil være det samme, hvis du spørger om et eller to år. Det kan være mine grænser har flyttet sig«, siger Susanne Teilmann På TvDanmark, som sendte den danske udgave af 'Big Brother', har man endnu ikke set 'Fear Factor', siger stationens egenproduktionschef, Caroline Bryld. Derfor har stationen heller ikke taget stilling til, om den eventuelt vil købe konceptet. »Men det lyder ret ulækkert med de rotter«, siger hun. Vinderen af den danske 'Big Brother', Jill Liv Nielsen, har ikke umiddelbart noget imod programmet, men er sikker på, at hun ikke selv kunne finde på at melde sig til 'Fear Factor'. »Hvis jeg f.eks. skulle have 100 fugleedderkopper over mig, ville jeg dø af skræk, og så kan det jo være lige meget«, siger hun. »Jeg brød en af mine egne grænser med 'Big Brother', men hvis andre vil prøve at overskride deres egne grænser i 'Fear Factor', synes jeg, det er i orden. Det er jo frivilligt at deltage«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Republikanere reagerer på Trumps træk: Det sender forkert signal til Putin
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Snigskytteturisme: Tog velhavende italienere til Bosnien for at skyde på mennesker?
-
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00






