En sindig jysk arkæolog

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Når det drejer sig om arkæologien, kan den 55-årige Steen Hvass sit kram. Fagligt er han meget velfunderet, han ved, hvad han taler om, lyder skudsmålet fra det arkæologiske miljø. Her er man ikke er i tvivl om, at rigsantikvaren gennem sit arbejde som arkæolog har givet et væsentligt indblik i jernalderlandsbyens udvikling i Danmark. Et andet karakteristikum - som han måske netop i denne tid har brug for - er, at han kan lægge en humoristisk distance til de problemer, han løber ind i. Sat på formel er han »en lun rad« og rolig - måske for rolig, siger nogle. »Han er måske lidt for længe om at tage en beslutning«, lyder en karakteristik, mens en anden udtrykker det således: »Han er en sindig jyde, som ikke hopper i to huller på en gang. Til gengæld gør han tingene ordentligt«. Før han satte sig i direktørstolen på Nationalmuseet i 1996 var han kontorchef i Skov- og Naturstyrelsen, men det var kun et kort intermezzo, for i årene 1979-94 var han leder af Vejles kulturhistoriske museum. I 1971-73 ledede han udgravningerne ved Hodde og 1974-87 udgravningerne af jernalderlandsbyerne ved Vorbasse, som resulterede i skelsættende ny viden, idet afdækningen af de 20 hektar land ved Vorbasse gjorde det muligt at følge en landsby fra før Kristus og til vore dage. Allerede som lille gik Vejle-drengen Steen Hvass rundt ved fjorden og i ådalen og samlede bl.a. flintesten, så interessen for fortiden opstod tidligt, senere læste han så i København forhistorisk arkæologi under professor C.J. Becker. I studietiden var han studentermedhjælper på Nationalmuseet, som han dermed også kender fra den anden ende af pyramiden. Når han gør noget, gør han det grundigt, hedder det sig, hvilket har kunnet ses af de udstillinger, han har været mand for. Bl.a. den vidtspændende 'Da klinger i Muld ', som han lavede i Vejle og som senere flyttede til Nationalmuseet. Her markerede de danske arkæologer 25 års givtige udgravninger. Det er blevet til flere bøger og over 70 artikler om arkæologi i danske og internationale tidsskrifter fra Hvass, som er gift med museumsinspektør Lone Bech Christensen. I et interview i Politiken i anledning af sin udnævnelse til direktør på Nationalmuseet lød Steen Hvass' målsætning således: »Det drejer sig om at gøre Nationalmuseet til et fagligt stærkt museum, så det kan stå som centralmuseum for alle danske museer, og det drejer sig om samarbejde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her