Ingen eksorcisme pr. flaskepost i folkekirken

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, har længe affundet sig med, at enkelte af hans sognepræster bekæmper onde magter med ritualer. Men når en præst ligefrem indvier vand til eksorcisme under en gudstjeneste og sender det i en lille flaske til mennesker, der føler sig plaget af åndelige fænomener, slår han bremserne i. »Jeg skrider først og fremmest ind, fordi jeg ikke accepterer sjælesorg via flaskepost. Desuden kan en præst ikke indføre nye ritualer i folkekirken på egen hånd«, siger Erik Norman Svendsen. I sidste uge velsignede præsten Ole Skjerbæk Madsen en suppegryde med vand under en gudstjeneste i Bethlehemskirken på Nørrebro i København. Han drev onde magter ud af vandet i Jesu navn, blandede op med indviet salt og fyldte det på små flasker. Gratis hæfte Ole Skjerbæk Madsen sender det indviede vand til hjemsøgte mennesker sammen med hæftet 'Hvad gør jeg, når jeg oplever uforklarlige hændelser i mit hjem?'. Det gratis hæfte bygger på den engelske kirkes ritualer for eksorcisme. Vandet skal spredes i alle boligens rum som en del af et omfattende ritual. Da biskop Erik Norman Svendsen i Kristeligt Dagblad læste en reportage fra gudstjenesten, tog han for første gang affære over for eksorcisme i folkekirken. »En præst kan rejse en debat om, at vi bør indføre et nyt ritual i folkekirken. Men det er selvtægt, når han selv indfører det i den offentlige gudstjeneste. Desuden er det problematisk at drive sjælesorg ved at sende vievand på flaske med tilhørende anvisninger. Sjælesorg er en meget personlig sag, der kræver personligt nærvær. Når præsten udfører den ansigt til ansigt, har han til gengæld stor frihed til at sige og gøre ting, som han finder relevant i den pågældende situation«, siger Erik Norman Svendsen. Magiske evner Ole Skjerbæk Madsen virkede i mange år som sognepræst i Bethlehemskirken, men arbejder nu i det kristne missionsselskab Areopagos. Han optræder jævnligt som gæsteprædikant i folkekirken. Hverken den nuværende sognepræst eller menighedsrådet vidste dog, at Ole Skjerbæk Madsen ville indvie vand under sin gudstjeneste. Politiken dokumenterede i foråret, at flere og flere præster i folkekirken assisterer mennesker, der føler sig truet af åndelige fænomener. Sognepræst Niels Underbjerg fra Nazaret Kirke i København er biskoppens rådgiver i nyreligiøse spørgsmål og udfører også selv ritualer, som skal drive onde magter på flugt - blandt andet med vand som hjælpemiddel. Han sender det dog ikke med posten, men indvier vandet ved at bede over det i folks egne hjem. »Vand er et pædagogisk hjælpemiddel, som skal minde folk om Guds nærvær. Faren er, at man tillægger det magiske evner. Det undgår præsten ved selv at være til stede og forklare betydningen gennem sjælesorg og vejledning«, siger Niels Underbjerg. Inden for Københavns Stift stænker sognepræst Agnethe Zimino fra Korsvejskirken på Amager også med indviet vand, når hun uddriver onde magter. Biskop Erik Norman Svendsen modsætter sig ikke, at præsterne bruger vand i almindelighed. »Jeg vil ikke forbyde, at en præst beder en bøn over noget vand og bruger det som led i sin sjælesorg. Men det er vigtigt at slå fast, at vandet ikke i sig selv har en kraft, men kan være et hjælpemiddel«, siger Erik Norman Svendsen. Præsten Ole Skjerbæk Madsen er bortrejst i denne uge og har ikke kunnet kommentere sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her