Politiken fredag: Når bare fundamentet er i orden, er der god grund til at trække i arbejdstøjet. Så i det snusfornuftige gråblå knoklekluns fandt man derfor onsdag aften i Vega en gråsprængt, men stadig lige sprælsk, David Byrne med dertil hørende band. Byrne, der ti år efter opløsningen af Talking Heads med 'Look Into the Eyeball' netop har lavet sit hidtil bedste soloudspil og virkede så glad og afslappet, at man skulle tro, han selv var klar over det. På 'Look Into the Eyeball' har Byrne fundet ud af at afveje verdensmusikken med arven fra Talking Heads. Faktisk er Byrne så funky og fantasifuld som nogensinde, hvilket denne gud ske tak og lov endnu ukueligt nysgerrige repræsentant for Homo ludens demonstrerede med et elegant mix af gamle og nye toner og rytmer. En klarøjet oghøjtbegavet lege dreng har Byrne alle dage været, men både sangskrivning og arrangementer har på 'Look Into the Eyeball' fået den afgørende ekstra skrue. Måske har han indset, at det ikke længere var muligt bare at kombinere et opsøgende arbejde med et velfortjent renommé. Der skulle mere til, og i modsætning til de fleste andre i samme situation har Byrne formået at mønstre den nødvendige koncentration og inspiration. Blandet op med klassikere fra Talking Heads-repertoiret var det bemærkelsesværdigt, med hvilken selvfølge nye sange som 'The Great Intoxication' og 'Broken Things' markerede sig. Med det zenagtige paradoks »and the days go by/ once in a lifetime« virkede 'Once In a Lifetime' stadig som et ekstremt præcist portræt af den moderne uvirkelighed, men 'Like Humans Do' og 'Smile' havde tilsvarende snert og blev leveret i sprælske versioner, der understregede, at Byrne med 'Look Into the Eyeball' faktisk har leveret et album, der sang for sang kan matche de funky finter og finurligheder Talking Heads præsterede i hine tider. Ydermere understregede 'Desconocido Soy' og i særdeleshed percussionisten Mauro Refosco, at Byrne anno 2001 er andet og mere end et talende hoved ude på at indkassere på basis af fordums fladmaste laurbær. Verdensmusikken lyder ikke længere som en forliebthedens næsegruse tilbedelse. Verdenerne er i Byrnes musik for alvor ved at smelte sammen.Ikoncertens andenhalvdel kom en strygekvartet på scenen, og netop fordi Byrne fastholdt musikkens rytmiske fundats, var det absolut et af de mere velfungerende forsøg på at få strygere og band til at finde sammen. Alligevel måtte man konstatere, at så længe scenen tilhørte kvartetten bestående af Byrne, Refoso, bassisten Paul Frazier og trommeslageren David Hilliard, kom kapelmesterens idérigdomme til udtryk med størst smidighed. Med strygerne blev paletten voldsomt ekspanderet, men der blev lagt tilsvarende låg på den intime varme. Det var imidlertid en forskydelse i perspektivet, som ikke betød andet, end at en fremragende koncert blev reduceret til en glimrende koncert. De nye sange var hovedsagen og strygerne var en luksus, Byrne kunne tillade sig. På samme måde som det lignede en pointe, at Byrne i sine tilbageblikke ikke kun greb til Talking Heads-hits, men også gravede mere obskure ting frem fra gemmerne. »This ain't no party/ this ain't no disco/ this ain't no fooling around« citatbrølede en opstemt Talking Heads-fan. Vel vidende at det netop var, hvad koncerten var godt i gang med at udvikle sig til. »I wanna dance with somebody«, sang Disco David. Det var en fest med vakse discostrygere og alle de musikalske sidespring, man kunne ønske sig. Da festen var forbi, kunne nu også publikum i København konstatere, at et nyt kuld originaler med talende hoveder og dansende fødder havde bevist sin levedygtighed. Takket være den inspirerede og grænseløse rugemaskine David Byrne, der gjorde denne aften sådan en dejlig påmindelse om lysten til at dingle med fantasien, swinge med hofteskålen og jinge med hjernebarken. Sådan lyder det, når arbejdstøj, festtøj og legetøj er ét og samme kluns.