Konkurrencen om Skuespilhuset begyndt

havnen er omskiftelig. Den forandrer sig altid, siger kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Foto: Jan Grarup
havnen er omskiftelig. Den forandrer sig altid, siger kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Politiken fredag: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen glæder sig. Noget »unikt« er på vej. Om fem-seks år har København et nationalt skuespilhus med en placering, der »ikke lader noget tilbage at ønske. Det kan ikke blive meget bedre«, sagde hun i går, da hun præsenterede den åbne og internationale arkitektkonkurrence om selve husets udformning. »Vi vil gerne sikre, at en international arkitekt får chancen for at sætte sit præg på København. Det er ikke rigtig sket før«, hed det. Alle kan i princippet deltage i ide- og projektkonkurrencen, men den officielle forhåbning er, at de »ypperste« arkitekter reagerer på udfordringen. »Der er selvfølgelig altid nogen, der kritisk kan redegøre for, at vi nu vil sætte en stor klods i havnen. Men det er længe siden, der har været en så god stemning om Det Kgl. Teater. Der er bred opbakning til det nye skuespilhus i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation, og jeg tror også, den findes i befolkningen«, sagde Elsebeth Gerner Nielsen. Blandt fredede huse Det nye skuespilhus skal som bekendt placeres på Kvæsthusbroen i det centrale København i et område, hvis huse alle stort set er fredede eller erklæret bevaringsværdige. En af de nære naboer bliver Amalienborg. Skuespilhuset skal være på 18.000 etagekvadratmeter eller godt det halve af det operahus, der efter en gave fra Mærsk Mc-Kinney Møller skal opføres på Dokøen skråt overfor. Det må generelt gå op til 30 meter i højden. Et scenetårn får dog lov til at rage 36 meter op. Der skal være en stor scene med plads til 750 tilskuere og en mindre mere fleksibel scene med ca. 250 pladser. En prøvesal skal kunne omdannes til intimscene for ca. 100 tilskuere, og ikke overraskende skal der også indrettes publikumsvenlig foyer med nem adgang til salene. Der skal være prøvelokaler, magasiner og montagehal, men ingen egentlige værksteder. De bliver i bygningerne på Kgs. Nytorv, hvor også den samlede administration af de tre kunstarter stadig skal have til huse. Kulturministeriet lægger op til en ide- og projektkonkurrence, der ikke kræver, at detaljerne skal være på plads. Det nye skuespilhus kan placeres i hver sin ende af Kvæsthusbroen, men en forudsætning er, at der bliver havneudsigt i den akse, der dannes af Sankt Annæ Plads mod Holmen. Men uanset hvor vinderprojektet vil lægge huset, er der mulighed for at inddrage vandet med opfyldning af maksimalt 7.000 kvadratmeter havn. Elsebeth Gerner Nielsen: »Vi tager bl.a. udgangspunkt i det synspunkt, som Akademirådet har givet udtryk for. Nemlig at havnen er omskiftelig. Den forandrer sig altid«. Indpasses til omgivelserne Planen er, at der på den store scene skal opføres 200 til 250 forestillinger pr. sæson, mens tallet for den lille scene svinger mellem 100 og 200. Det samlede tal for Stærekassen og de to scener i Turbinehallerne er i dag ca. 350. »Antallet af den samlede mængde tilskuere, der skal i Det Kgl. Teater i den indre by, bliver ikke øget med det nye skuespilhus«, siger Elsebeth Gerner Nielsen. »Det er ikke en forudsætning for det nye hus, at der bygges flere parkeringspladser, men vi turde ikke udskrive konkurrencen, hvis vi ikke vidste, at det var muligt for kommunen at etablere dem. Og med vores konkurrence får den et bud på, hvordan og hvor det kan gøres«. Der skal tages hensyn I den åbne internationale arkitektkonkurrence skal deltagerne ikke kun komme med forslag til et nyt skuespilhus, der kommer til at ligge ca. 700 meter fra den gamle institution. Det skal også tage hensyn til og indpasses i de historiske omgivelser. Arkitekt Henning Larsen, der tegner det nye operahus for Mærsk Mc-Kinney Møller, har udarbejdet en plan for udnyttelsen af den indre havn omkring Kvæsthusbroen og Holmen. Det er ikke nogen betingelse, men ministeriet forventer selvfølgelig, at konkurrencedeltagerne tager bestik af den kommende opera og hele områdets karakter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her