Teenagerne gider ikke høre Danmarks Radio

Unge zapper forbi DR. Foto: Rasmus Baaner
Unge zapper forbi DR. Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Både på radio- og tv-siden har Danmarks Radio store problemer med at fange de unge. Særligt står det galt til blandt teenagerne. I gruppen af 12-19årige er det næsten hver tredje, som hen over ugen slet ikke stiller ind på DR-radio, og på tv-fronten er det godt en femtedel af gruppen, som i løbet af ugen helt undlader at bruge DRs tilbud. »Det er vigtigt, at vi gør noget for at samle denne gruppe op. Vi skal være i hovedet på den, ellers risikerer vi at miste en generation af seere og lyttere«, kommenterer kanalchef Torben Frølich på DRTV, som dog henter en smule trøst i, at de 12-20årige i fjor fordoblede deres forbrug af ungdomsprogrammer set i forhold til året før. Som et forsøg på at rette op på den skæve situation lancerer DRTV sidst på året et ambitiøst udspil i form af en daglig interaktiv udsendelsesflade på 90 minutter for teenagerne. Blandt de yngste seere fra 3-11 år var der i fjor en markant tilbagegang i forbruget i forhold til året før, hvilket dog ifølge Torben Frølich bl.a. kan forklares med, at der ikke i 2000 var sommerferie-tv for de mindste. I teenagegruppen havde tv fra DR i 2000 en markedsandel på 17 pct. sammenlignet med en andel på 31 pct. for befolkningen som helhed målt over hele døgnet. I tidspunktet fra kl. 17-24 blev billedet en smule bedre med en andel på 20 pct. blandt de unge. Skæv radio Skævheden bliver større på radiosiden: Mens DR-Radio samlet tegnede sig for 65 pct. af den samlede lytning, lå markedsandelen blandt teenagerne nede på 30 pct. Radiodirektør Leif Lønsmann konstaterer, at »vores strategi om at nå flere børn og unge for derved at stoppe sivningen til konkurrenterne har endnu ikke haft en positiv effekt«. Radiochefen forklarer primært situationen med, at DR som public service-station har en forpligtelse til alsidighed, som en række af de kommercielle konkurrenter ikke er bundet af først og fremmest i deres musikprofil. Tendensen slår klart igennem på P3, som ikke har evnet at blive kanalen for de unge. Mens det kun er godt halvdelen af teenagerne, som bruger mindst 15 minutter på kanalen om ugen, er andelen større blandt de 20-34årige (67 pct.) og også i gruppen af 35-54årige (65 pct.). Med tildelingen af den fjerde landsdækkende radiokanal fra 1. september i år vil DR satse stærkt på at give P3 en mere ungdommelig profil i forsøget på at genvinde tabt terræn. DR udsendte i går sit Programregnskab for 2000, som overordnet noterer, at trods den stadig mere intensive konkurrence er det lykkedes at fastholde positionen både på radio og tv. I den afgørende aftenflade har seerne sammenlagt brugt mere tid på programmer fra DR end fra TV 2, og fortsat leverer DR to ud af tre timers radio til danskerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her