Godt gang i billetsalg til Roskilde

Lyt til artiklen

Så snart Roskilde politi forleden havde godkendt den omfattende 'Risiko- og Omsorgsvurdering' af Roskilde Festivalen, begyndte billetsalget at stige voldsomt. »Vi ønsker ikke at oplyse, hvor mange billetter der er solgt, for jeg kan ikke se, hvad folk skal bruge det tal til. Men vi kan konstatere, at det går rigtig godt. Vi er i en positiv udvikling, og folk ser frem til festivalen om 14 dage«, siger en »glædeligt overrasket« direktør Leif Skov. I lighed med de forudgående år er der 70.000 billetter til salg til Roskilde Festival. Skulle der ikke blive udsolgt, er der ikke udsigt til en økonomisk katastrofe. Heller ikke selv om festivalen i år har brugt mange penge til at øge sikkerheden og senere på annoncering for arrangementet. »Vi har ikke lagt budgetterne efter at få udsolgt, det ville være alt for farligt et år efter ulykken på festivalen og efter et år med meget hård og tilbageskuende kritik i pressen«, siger Leif Skov. I sagens natur har Roskilde Fonden, der arrangerer festivalen, ingen pengekasse at trække på i tilfælde af underskud. »Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, hvis det sker. Men jeg vil heller ikke tænke på det. Nu skal vi bare holde fast i den positive udvikling. Uanset hvad er jeg sikker på , at vi bliver en af Europas største festivaler og klart den største i Norden. Jeg betragter det som en meget stor tillidserklæring til vores musikalske profil og sikkerheden på festivalen, at så mange køber billet«, siger Leif Skov. Ifølge Leif Skov er der ikke lagt op til drastiske ændringer i festivalens interne struktur efter arrangementet fra 28. juni til 1. juli. »Efter festivalen trænger vi nok alle til en god pause, men derefter er vi klar til at tage fat igen. Der vil blive ændret på ansvaret og områderne for alle, også mig selv, for det har vist sig at være en meget dårlig idé både at være leder og talsmand, når så mange ønsker kommentarer. 24 timer har været for lidt i mit døgn i det forløbne år, men det betyder ikke, at vi slår en stilling op som pressechef eller noget i den retning«, siger Leif Skov. Som følge af det træge billetsalg har Roskilde Festival kørt en massiv reklamekampagne med annoncer i aviserne, reklamer i tv og blandt andet en omfattende konkurrence på radiostationen The Voice, hvor man gang på gang har hørt værterne henvise til »Roskilde Festival, hvor du kan møde Robbie Williams og øh mange andre navne«. Blandt de navne, der åbenbart ligger uden for The Voices univers, kan man nævne Bob Dylan, Neil Young, P.J. Harvey, Patti Smith, Nick Cave, George Thorogood, Queens Of The Stone Age, Tool, Feeder samt Sort Sol. Det er et program, som sælger billetter og afføder positive reaktioner. Som denne mail, der blev sendt til festivalen fra en inkarneret fan i denne uge: »Kan I ikke få tiden til at gå lidt hurtigere? Jeg kan ikke vente på at komme i gang med endnu en festival«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her