Det Skæve Tårn åbner igen

Foto: AP
Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Efter næsten elleve års redningsarbejde får Pisas lokale myndigheder i dag atter overrakt nøglerne til Det Skæve Tårn. Ceremonien symboliserer afslutningen på de omfattende indgreb, der har reddet klokketårnet fra at styrte sammen. Og selv om det er umuligt at se med det blotte øje, så er Det Skæve Tårn, der hælder mod syd, mindre skævt i dag. Det er nemlig lykkedes eksperterne at få rettet tårnet 40 cm op. Det Skæve Tårn, der har været lukket for publikum siden 1990, blev i sin tid bygget på lavtliggende og fugtige jordlag. Og både tårnets struktur og den bløde undergrund påvirker tårnets stabilitet. En gruppe eksperter står bag redningsarbejdet, der er gået ud på at stabilisere tårnet. For at stabilisere tårnet midlertidigt blev der i 1993 fastgjort cirka 1.000 ton blyvægte til fundamentet på tårnets nordside. I den seneste fase, der blev indledt i begyndelsen af 1999, har eksperterne fjernet jord ved udboring under tårnets fundament på den modsatte side af tårnets hældning. Der er i alt blevet fjernet næsten 50 kubikmeter jord fra 41 borehuller. Og under borearbejdet blev stålkabler fæstnet op ad tårnet i tilfælde af, at boreprocessen skulle slå fejl. Computerhjælp Inden udboringen gik i gang, foretog eksperterne en række computerberegninger, og de lavede forsøg andre steder på pladsen Campo dei Miracoli (Miraklernes Mark), hvor klokketårnet står. Eksperterne forudså, at tårnets hældning gradvist ville aftage som følge af udboringen. Både blyvægtene og stålkablerne er nu fjernet, og borearbejdet er afsluttet. Og ved redningsaktionens afslutning er tårnets top rykket 40 cm bort fra den faretruende hældning, der indtil for få år siden truede med at sende det verdensberømte tårn i grus. Hældningen er i dag cirka fem grader. Det er en halv grad mindre, end da de italienske myndigheder greb ind. Hældningen er nu den samme som for 200 år siden. Og den toscanske bys mest berømte turistattraktion skulle nu være sikret mod sammenstyrtning de næste 250 til 300 år. »Målet var at reducere hældningen med ti procent, og tårnet hælder i dag ni procent mindre, end da arbejdet gik i gang. Så vi kan sige uden at overdrive, at resultatet svarer til forventningerne«, siger projektmanager for redningsarbejdet, ingeniør Paolo Heiniger. Redningsarbejdet har i alt kostet 54 mia. lire (216 millioner kroner). De kommende måneder skal Det Skæve Tårn gennemgå en mindre renovering, og ifølge planen slås dørene atter op for publikum til november. Entreprisen bliver 25.000 lire (ca. 100 kroner), og der vil kun blive lukket grupper ind på maks. 30 personer, der vil blive guidet rundt. Skævt fra begyndelsen Opførelsen af det cirka 55 meter høje kirketårn blev påbegyndt i 1173. Og det gik skævt lige fra begyndelsen. Tårnet begyndte allerede at hælde under opførelsen, der fandt sted i tre faser. Og det tog knap 200 år at opføre tårnet. Byggearbejdet blev indledt af Bonanno Pisano, men han måtte indstille arbejdet, fordi grunden pludselig begyndte at give efter. I 1272 genoptog Giovanni di Simone tårnbyggeriet, men da han i 1278 nåede op til syvende etage, kunne han konstatere, at hældningen var forøget, og arbejdet blev standset. Og derefter gik der næsten hundrede år, før man satte klokketårnet fast. Allerede da hældte tårnet så meget, at det var nødvendigt at bygge seks trin øverst i tårnet på sydsiden, hvorimod der kun var fire trin på tårnets nordside. I middelalderen voksede Pisa, der ligger ved Arno-floden, og blev en af områdets vigtigste og rigeste handelsbyer. Og middelaldertårnet udgør sammen med domkirken Santa Maria Assunta og det ottekantede dåbskapel det store og unikke domkirkekompleks, der vidner om byens betydning i middelalderen. Da klokketårnet i sin tid var færdigbygget, var hældningen 1,6 grad. I 1800-tallet tog skævheden til. Det skete efter udgravninger, der skulle give de besøgende mulighed for at se tårnets fundament. I løbet af 1980erne blev hældningen øget til 1,3 mm om året, og i 1990 besluttede myndighederne at lukke tårnet. Det Skæve Tårn, der vejer 14.500 ton, er blevet kaldt et af middelalderens mest originale kunstværker i Europa, og det er uden tvivl en af Italiens mest berømte seværdigheder. I mange århundreder har tårnets sikkerhed været i fare, men tidligere redningsaktioner har blot øget tårnets hældning. Og var det netop afsluttede genopretningsarbejde ikke lykkedes, havde eksperterne spået, at tårnet kunne styrte sammen i nær fremtid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her