Mandag mistede Thorkild Kjærgaard sit job som museumsdirektør for Museet på Sønderborg Slot. Økonomiudvalget i Sønderjyllands Amt følte sig hængt ud af den åbenmundede direktør. Politiken har fulgt Thorkild Kjærgaard i syv dage. Lørdag Står op kl. 06. Køber ind hen på formiddagen og får samtidig fat i forskellige aviser for at se, hvad der står om mig. Regionens store lokale avis JydskeVestkysten skriver, at jeg har kaldt min bestyrelse for »dumme, dovne røvhuller«, og jeg undrer mig over, hvor de mon ved det fra. Læser senere nogle timer i Charlotte Appels bog om læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark, som jeg skal anmelde til Weekendavisen. Ser aftenens lokale nyheder, hvor medarbejdere fra museet taler endog pænt om mig. Efterfølgende står bestyrelsesmedlem og borgmester i Broager, Jørn Lehmann Petersen, frem og siger til tv, at jeg ikke adlød ordrer fra bestyrelsen. Jeg tænker: den mand kan ikke skelne mellem løgn og sandhed. Er dødtræt og går tidligt i seng. Søndag Står tidligt op og får fat på lokalavisen. Ser til stor glæde, at folketingsmedlem Hanne Severinsen i et indlæg skriver, at det både er dyrt og dumt at fyre en chef fra et museum, som tilsyneladende har det godt. Det ser ud til regn, så jeg slår græsplænen. Kl. 13 spiser vi frokost hos nogle bekendte i Blommeskoppel, snakker, hygger os og går en tur i haven. Tager på museet hen på eftermiddagen for at ordne nogle ting. Ved aftenstid tænder jeg for fjernsynet med de værste forventninger. Men i stedet hører jeg min bestyrelsesformand Orla Tangbæk sige, at de dokumenter, de vil fælde mig på, er falske, og at det vil være grundløst at fyre mig. Bagefter arbejder jeg på kontoret til kl. 22.30. Er fortrøstningsfuld og tænker på baggrund af Severinsens indlæg og Tangbæks udtalelser, at det hele nok skal gå. Mandag Står op kl. 05. Det er i dag, Amtets Økonomiudvalg skal afgøre min skæbne. Jeg ved ikke hvornår og er i øvrigt stadig fortrøstningsfuld, så jeg tager som længe planlagt til Statens Museumsnævns årsmøde i Sorø. På færgen mellem Als og Fyn drikker jeg kaffe og får læst dagens aviser. Jeg forstår, at Hanne Severinsens indlæg åbenbart intet er værd, fordi vi er gamle studiekammerater. Spiser frokost i Sorø, som jeg kender fra min tid på Akademiet tilbage i 1960erne. Kl. 14 ringer en embedsmand fra amtet og siger, at jeg er fyret. Det ved det halve Danmark allerede på det tidspunkt. Amtsborgmester Carl Holst havde ellers lovet mig, at jeg ville være den første, der blev orienteret. Dertil kan jeg kun sige: En sønderjyde er en mand, man ikke kan regne med. Og Carl Holst er sønderjyde. Herefter opgiver jeg at deltage i årsmødet. Der er journalister i lange baner, der vil snakke med mig, og så er jeg jo desuden fyret. DR 2s Deadline ringer. Jeg skal deltage i aftenens program og kører mod København, hvor jeg spiser i Hansens Familiehave på Pile Allé ved 20.30-tiden. Derefter til TV-Byen, er gæst i programmet og overnatter på et hotel på Vesterbro. Tirsdag Kører tilbage til Sønderborg og får læst dagens aviser undervejs. Som altid er lokalavisen perfid og triumferer over, at jeg er blevet fyret. Ankommer til museet, hvor der er gravkammerstemning. Bestiller smørrebrød til en afskedsfrokost og holder tale for medarbejderne, som jeg takker for et godt samarbejde og for at være et godt team. De giver mig Joakim Garffs 'Sak' - en biografi af Søren Kierkegaard - i afskedsgave. Jeg glæder mig over, at min egentlige banemand, museumsinspektør Inge Adriansen, som længe har lagt gift ud for mig, er så taktfuld ikke at møde op. Det er bittert at blive fældet af hende, som for mindre end to et halvt år siden bad mig om at komme til Sønderborg som chef og fik mig til at forlade mit gode job på Frederiksborg. Kl. 15 tager jeg afsked med personalet. Mange græder, og jeg synes også, at det er frygtelig sørgeligt. Taler i løbet af dagen med min fagforening, som skal føre sagen om uberettiget afskedigelse. Kl 17 kom et længe aftalt tv-hold for at lave en lang udsendelse om energiforbruget de sidste 50 år. Ved 20-tiden rydder jeg mit kontor, der er ikke mere end et par kasser. Jeg mener ikke, et chefkontor skal være fyldt med privatsager. Jeg føler mig skidt behandlet. Er skuffet over, at en personlig smædekampagne bliver støttet af det politiske miljø og ender med at fælde mig. Spiser det resterende smørrebrød og tager hjem. Taler med Orla Tangbæk, som kalder fyringen for en konspiration. Går i seng kl. 24 og har ingen problemer med at sove. Tænker, om ikke der er nogen, der har svært ved at sove. Onsdag Står op kl. 07. Ser et ualmindeligt ondskabsfuldt og hånligt læserbrev af en lokalpolitiker, hvori den sejrrige kamp mod mig beskrives næsten, som var jeg den tyske besættelsesmagt under krigen. Jeg tænker, at de nu kun mangler at stille sig op med frihedskæmper-armbind. Dem kunne de måske låne på museet, hvor vi har en masse af dem, men så kommer jeg i tanke om, at jeg ikke længere er der, så jeg kan ikke hjælpe dem. Der er bunker af post, og telefonen ringer konstant. Tager sidst på eftermiddagen ind til Sønderborg for at se på en ny computer. Torsdag Tager til Gråsten fra morgenstunden for at bestille nye visitkort. Det duer ikke, at der står 'museumsdirektør' på dem, for det er jeg jo ikke mere. Tager senere til Sønderborg for at hente computeren. Hjemme er der masser af breve. Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange før. Der er breve både fra folk, jeg kender, og fra nogen, jeg aldrig har hørt om. Da en VVS-mand kommer for at reparere noget på badeværelset, bliver han stående og snakker om det skete. »Hernede skal man ikke prøve på at rage op, så får man straks benene hugget af«, siger han. Jeg læser et interview i avisen med den tidligere kollega fra et af de andre sønderjydske museer, der er blevet konstitueret som chef for museet på Sønderborg Slot. Han føler sig muligvis som leder af en befrielsesregering, jeg synes snarere, han er en Quisling. Fredag Efter hektiske fem dage endelig igen tilbage på Charlotte Appels bog. Og jeg regner ikke med at lave andet.