Dea Trier Mørch. Arkivfoto: Morten Langkilde
Foto: morten langkilde

Dea Trier Mørch. Arkivfoto: Morten Langkilde

Kultur

Nekrolog: Dea Trier Mørch - sårbar og antikonventionel

Kultur

Politiken søndag: »Et artistisk samvittighedsmenneske«. Det kaldte John Chr. Jørgensen i Politiken Dea Trier Mørch på hendes 50-års dag i 1991. Nu er hun død, alt for tidligt - 59 år.

Hun begyndte som billedkunstner - blev 16 år gammel optaget på Kunstakademiets malerskole og debuterede som 20-årig på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1961.

Venstrefløjen
Hendes studierejser til de østeuropæiske hovedstæder og det daværende Leningrad satte sig dybe spor i den unge kunstner, og tiden var tressernes tøbrud, hvor kommunismen for en stund havde et menneskeligt ansigt. Dea Trier Mørch var i mange år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som hun dog - netop i kraft af at være et artistisk samvittighedsmenneske - forlod i 1982. Hun sagde selv, det var lige så smertefuldt som en skilsmisse.

Den helt store individuelle anerkendelse som original billedkunstner fik hun ikke - brugskunstner var oftest prædikatet - men med sin sociale, kollektive indstilling har hun næppe græmmet sig over det. Fællesskab stod højt på hendes liste over værdier.

Hun havde mange oplevelser med kolleger fra hele verden - oplevelser hun begejstret delte ud af til sine mange samtalepartnere gennem årene. Hendes varme og interesse i sine omgivelser var ægte, og trods sit politiske engagement blev hun aldrig kommissær. Men hendes lyssyn var bevidst og politisk betinget.

Ifølge Dea Trier Mørch må den socialistiske kunst - som modvægt til den borgerlige samfundskritiks pessimisme og passivitet - vælge sig energiske mennesker som modeller: »Mennesker der er præget af optimisme med hensyn til at realisere deres klasses mål«. Udsagnet er fra 1973 (citeret i 1982-udgaven af 'Danske Digtere i det 20. århundrede') og markerer Dea Trier Mørchs tilslutning til den socialistiske realisme - endda i dens mere rigide udformning, som Gunhild Agger formulerer det. Men hun tilføjer retfærdigvis, at Dea Trier Mørch i sit virke ikke realiserer denne rigiditet. Psykologisk dybdeboring og analyse lå dog Dea Trier Mørch fjernt, fremgår det af omtaler af hendes værker.

Røde Mor-kollektivet
1970erne var - i hvert fald ude fra set - Dea Trier Mørchs storhedstid. I 1969 var hun medstifter af kunstnerkollektivet Røde Mor sammen med blandt andre Troels Trier. Med ham fik hun også i 1970ernes første halvdel tre børn, som til deres mors stolthed på hver sin måde har gjort sig gældende i det kulturelle landskab.

Senest udgav sønnen Tobias Trier i februar den roste debut-cd 'Bag de blå persienner'. Sammen med datteren Sara udgav Dea Trier Mørch i 1995 brevromanen 'Hvide løgne', som kun nødtørftigt sløret handlede om skilsmissen fra Troels Trier og efter nogle anmelderes mening var for privat.

Personlig tilgang
Men Dea Trier Mørch vedgik, at hun aldrig skrev om noget, hun ikke havde kendskab til personligt. I hendes første brevroman, 'Landskab i to etager' fra 1992 var forfatterens korrespondent en langdistancekæreste, som hun dog selv lagde stemme til. Udfordringen var at tegne et mandeportræt. Her i avisen bemærkede Bettina Heltberg »et lille trodsigt, anti-konventionelt credo i denne bog: eros er kun en brik i livsspillet«.

Dea Trier Mørchs traditionelt feminine - og i kraft heraf nærmest 'borgerlige' - kvaliteter var meget tydelige og betød nok nogle indre konflikter, sårbarhed og elementær tidnød, men også en vældig spændvidde, dybde og manglende rigiditet og gjorde hende til et meget facetteret menneske.

Moderskabet gjorde hende til forfatter, i første omgang af praktiske grunde - billedkunst er sværere at forene med børn, hævdede hun - og i 1976 slog hun igennem med et brag til det halve af Danmarks befolkning (og 22 andre sprogområder) med romanen 'Vinterbørn', der også blev filmatiseret. 'Vinterbørn' skildrer intimt og solidarisk livet på en fødegang fra de fødendes synspunkt. Det er en banalitet nu, men dengang var fødsler i litteraturen, hvor absurd det end kan lyde, oftest beskrevet fra mandens synsvinkel.

Vinterbørn
I 'Vinterbørn' og de følgende romaner ('Kastaniealleen', 'Den indre by', 'Aftenstjernen') kom Dea Trier Mørchs styrke: registreringen af nære, umiddelbare oplevelser, til sin ret. Hun var uforskrækket over for det almene og det banale. Hun ville være almindelige menneskers spejl og talerør, så de ikke følte sig hængt ud. Det indebar faren for dels klicheer, dels en vis idyllisering, men selv om hun reagerede følsomt på den lette latterliggørelse, det var fristende at udsætte hendes projekt for (især i de sene firsere), så stod hun fast på sin egensindige, efterhånden ensomme stil.

Det betød ikke, at hun ikke ud- og indviklede sig. For eksempel blev hendes syn på kønnenes forskelligheder mere og mere klassisk med årene, ligesom hun i et interview med Ninka for ti år siden åbenbarede en dyb glæde ved at gå og pusle om et par roser i sin diminutive have.

Dea Trier Mørch elskede at rejse, var medlem af internationale kunstnersammenslutninger og har opholdt sig på adskillige arbejdssteder. At mindes hende uden at nævne kunstnerrefugiet San Cataldo i Syditalien ville være ufuldstændigt. Hun elskede at komme på San Cataldo, hvor hun købte sig til arbejdsro, kæmpede med sit stof og samtidig var et stort socialt aktiv for sine omgivelser. Hun var en kort, turbulent overgang formand for en sprængningstruet Dansk Forfatterforening og havde langtfra berøringsangst over for de fagforeningsmæssige sider af kulturarbejdet.

Den største kunstneriske ambition for Dea Trier Mørch var at skrive en samtidsroman. Men hun erkendte, at det var blevet sværere og sværere siden de overskuelige halvfjerdsere. Hun mente, at en roman skal skildre »hvordan vi udvikler os parallelt med vores tid«. Så sent som i april 1999 tumlede hun med planer om at skrive om et par menneskers personlige liv med hele den politiske situation i Europa som usynligt bagtæppe.

»Man kan faktisk godt sige, at jeg med det store krav har skabt mig selv en form for skriveblokering« sagde hun til Politiken. Men hun havde faktisk allerede en gang opfyldt sin ambition om en samtidsroman: det skete med 'Vinterbørn'.

Stimulerende danskhed
Skønt de sidste tyve år politisk var fremmede for et menneske af Dea Trier Mørchs støbning, så tog hun de nye tider som en udfordring. Begreberne danskhed og europæisk union opfattede hun som 'stimulerende spørgsmål', og hun var - måske takket være sin politiske skoling - ikke spor bange for EUs administrative intelligentsia.

Hendes argument var sympatisk og typisk: »Jeg er ordblind og kan hverken forstå teoretisk fysik, sanskrit, kloakrørenes udredning under København, anvendelsen af en ganske almindelig mikroovn eller selveste Internettet. Det betyder dog ikke, at jeg pr. automatik tror, at teoretiske fysikere, kloakarbejdere, kokke eller internetfreaks er idioter og svindlere«.

I samme artikel fra et besøg i Bruxelles skrev hun: »Hvad jeg er bange for, er uvidenhed, fundamentalisme og brutalitet«.

Måske skal vi lade det være hendes sidste ord.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden