Geldorf-koncerter aflyst - ingen vil købe billetter

Lyt til artiklen

They Don't Like Fridays i Århus, og i Farum var det Saturdays, publikum ikke kunne lide ... I hvert fald måtte Danish Music Booking i denne uge aflyse to koncerter efter at have trukket siger og skriver 21 danskere hen for at købe en af de 7.500 billetter til to stort anlagte stadionkoncerter med Bob Geldorf. Det er omkring 30 år siden, at den irske legende fik det meste af verden til at synge med på Boomtown Rats-hittet: 'I Don't Like Mondays'. Siden har Bob Geldorf ikke rigtigt sunget igennem. Adlet som Sir Bob Geldorf Til gengæld bragede han gennem den globale lydmur med de store Band-Aid og Live-Aid-koncerter til fordel for den tredje verdens fattige. Den stædige irer blev ligefrem adlet som sir Bob Geldorf for koncerterne, der blev tv-transmitteret til 1,5 milliarder seere i 152 lande og skaffede 800 millioner kroner til Afrika. Sammen med Bono fra U2 har Geldorf senere stået for det gigantiske Live-8-projekt og Drop the Debt-kampagnen for at få de rige lande til at eftergive de fattige landes gældsbyrde. Kvart million over styr Gæld i den karat har den danske koncertarrangør ikke fået, men Erik Hansen skal betale de 21 uheldige købere deres penge tilbage, og DMB har derudover sat en kvart million kroner over styr til markedsføring. »Men der er ikke noget at gøre. Vi kan ikke trække sådan et ikon til Danmark og lade ham spille for så få mennesker«, siger Erik Hansen, der har set sporene skræmme i Italien, hvor Bob Geldorf til en koncert i Rom med plads til 12.000 mennesker gik, da han konstaterede, at han skulle spille for under 300. DMB er dog allerede ved at planlægge koncerter næste år med to andre store navne, der efter samme model skal spille først i Århus og så i Farum dagen efter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her