Politiken 28. maj 2001: Et enigt økonomiudvalg fyrer museumsdirektør Thorkild Kjærgaard med begrundelsen 'mistillid til ledelse og manglende samarbejdsevne'. Det kunne også tolkes som: Pak kufferten og smut tilbage til København. Vi finder os ikke i, at du kalder bestyrelsen 'dumme røvhuller', eller at du taler hårdt til personalet. »Vi har vurderet, at bestyrelsens mistillidserklæring til Kjærgaard er velbegrundet, og at tilliden ikke kan reetableres«, siger Sønderjyllands amtsborgmester og formand for økonomiudvalget, Carl Holst (V). Han understreger, at Kjærgaards idé til Krarup-udstillingen på Sønderborg Slot og hans til tider provokerende person intet har med fyringen at gøre. I stedet begrundes afskedigelsen blandt andet med museumsdirektørens nedsættende udtalelser om bestyrelsen og hans manglende ledelsesevne over for personalet. Carl Holst ønsker ikke at komme nærmer ind på konkrete eksempler. Ifølge Kjærgaard selv er hans udtalelser om bestyrelsen faldet i løs vægt på helt interne medarbejdermøder, og han havde ikke forventet, at de ville blive refereret. To medlemmer af bestyrelsen er imidlertid kommet i besiddelse af disse dokumenter efter at have søgt aktindsigt i Sønderjyllands Amt. Heksebrænding Thorkild Kjærgaard er meget skuffet og mener, at fyringen uden skygge af tvivl er uberettiget. »Det er en hekseproces, som er påbegyndt, gennemført og afsluttet med en symbolsk brænding. »Argumenter har ingen vægt for disse mennesker. De har ignoreret alle mine dokumenter og beskylder mig for en masse ting, som ikke passer«, siger Thorkild Kjærgaard, der endnu ikke ved, hvad han konkret vil gøre ved sagen. Alligevel tilføjer han, at afskedigelser, der ikke har sin legitimitet, sædvanligvis fører til bod af en eller anden størrelse. Amtsborgmester Carl Holst regner med, at amtet vil give en fratrædelse med tre måneders løn. Den ordning har Thorkild Kjærgaard ikke selv hørt om. »Det ved jeg ikke noget om. Amtsborgmesteren havde lovet, at jeg ville være den første, der blev underrettet om økonomiudvalgets beslutning, men den aftale brød han. Jeg fik først besked, efter at de første 20-30 journalister havde ringet, og så var det en embedsmand, der fortalte mig det«, forklarer Kjærgaard. Kjærgaard kritiseres blandt andet for sin omgangstone med de ansatte, men paradoksalt nok har et enigt personale skrevet et tillidsbrev, hvor de giver deres direktør fuld opbakning som leder. Det brev har været blandt de dokumenter, økonomiudvalget har bedømt sagen ud fra. Museets personalerepræsentant i bestyrelsen, Bente Korff Rasmussen, udtaler, at alle er meget følelsesmæssigt berørte af sagen, og at de ikke ønsker at kommentere sagen yderligere og henviser til, at tillidsbrevet bør tale for sig selv. Bestyrelsesformand trækker sig Fyringssagen begyndte forrige fredag, hvor museets bestyrelse med stemmerne seks mod tre vedtog Kjærgaards mistillidserklæring. Den fulgte, uden at være eneårsag, i kølvandet på en udstilling om danskhed, som Kjærgaard havde bedt Seem-præsten Søren Krarup om at lave. Bestyrelsesformand Orla Tangbæk (V) var et af de tre medlemmer, der stemte imod mistillidserklæringen. Han forlader nu bestyrelsen og har bedt amtsrådet om at finde en stedfortræder til deres næste møde 11. juni. »Jeg er ked af, at økonomiudvalget ikke har kunnet bruge mine argumenter til at finde en anden løsning end at fyre Thorkild Kjærgaard. Man kunne sagtens have givet ham en tjenstlig henstilling, men i stedet har de vurderet, at materialet, der foreligger, er nok til en fyring. Men påstande, om at han (Kjærgaard, red.) ikke skulle have reageret loyalt over for bestyrelsens beslutninger, passer simpelthen ikke«, siger han. Tangbæk henviser til bestyrelsens beslutning om at udsætte den omdiskuterede Søren Krarup-udstilling, som den frygtede ville kunne udnyttes politisk, fordi Krarup stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti i Sønderborgkredsen. »Jeg har fortsat tillid til Thorkild Kjærgaard. I bestyrelsen er jeg den, der har arbejdet tættest sammen med ham, og jeg har aldrig haft noget at udsætte på hans samarbejdsevner«, siger han. Efter to gange at have været i mindretal i bestyrelsen, først med udsættelsen af Krarup-udstillingen og derefter med mistillidserklæringen, finder Tangbæk det bedst for museet, at han forlader sin post. Konstitueret leder Thorkild Kjærgaards stedfortræder er allerede udpeget og overtager ledelsen i morgen. Der er tale om Orla Madsen, som er hentet fra Haderslev Museum. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Orla Madsen. Amtsborgmester Carl Holst mener ikke, at ledelsesskiftet får betydning for museets virke. »De kommende udstillinger, Kjærgaard har arrangeret, vil fortsætte som hidtil«, siger han. Thorkild Kjærgaard blev ansat på Museet på Sønderborg Slot i januar 1999 og fik med den succesrige udstilling 'Århundredets genstande' sidste år besøgstallet til at stige med 22 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








