Politiken søndag: Teaterpublikummet ude i landet er på vej til at ændre vaner. Mens mange tidligere benyttede sig af teaterforeningernes abonnementssystemer, handler stadig flere i dag mere spontant, når de ønsker at gå i teatret. Abonnementssalget er dog fortsat fem gange så stort som løssalget. Det er Danmarks Teaterforeninger, der har gjort tallene op for sæsonen 1999-2000. De 73 teaterforeninger er én af landets allerstørste kulturformidlere, som i de senere år ellers har tabt publikum. Men nu er udviklingen måske vendt. Sidste sæson solgte teaterforeningerne 487.000 billetter til 259 forskellige forestillinger over hele landet. Og for første gang i en årrække er der en positiv tendens. Ikke alene er der præsenteret flere forestillinger end den foregående sæson. Billetsalget er også steget med 6.000 billetter. Alene salget af billetter til voksenteatret er øget med 13.000 billetter. Til gengæld har der været en nedgang i billetsalget til børne- og ungdomsteatret på 7.000, efter at der ellers har været flere års fremgang for denne del af teaterlivet. Teaterforeningernes opgørelse viser, at impulskøbet får stadig større betydning for det voksne publikum. I sæsonen 1998-99 købte 69.000 tilskuere deres billet uden om abonnementssystemerne, men sidste år steg dette tal drastisk til 97.000. I Danmarks Teaterforeningers årsrapport glæder man sig naturligvis forsigtigt over den positive udvikling, som kommer ovenpå flere vanskelige år. Flere af teaterforeningerne, som køber forestillinger af de turnerende teatre, har været truet af lukning. De mærker en ofte skrap konkurrence fra andre kulturudbydere, og mange steder kniber det også med fornyelsen og med det ofte stærkt nødvendige generationsskifte. Samtidig slås teaterforeningerne med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R), der i den nye teaterlov vil give de enkelte amter større selvbestemmelse i teaterspørgsmål. Og ingen kan i dag sige, om teaterforeningerne kan fastholde deres nuværende, stærke position. Sidste års markante stigning i impulskøbet ude i teaterforeningerne tolkes af formanden for Danmarks Teaterforeninger, Ole Honoré, Helsingør, som et ønske om endnu større valgfrihed - måske også som udtryk for, at flere unge med fleksible indkøbsvaner finder vej til turnéteatrenes forestillinger, og at rabatordningerne ved abonnementskøb i dag er så udhulede, at folk vælger ikke at binde sig på en bestemt dato for deres teaterbesøg, men satser på at tage chancen for usolgte billetter, når teatrene kommer til byen. Det vil fremover stille endnu flere krav til de lokale teaterforeningers markedsføring. Foreningernes problem er, at rygtet om en god teateroplevelse først spreder sig i lokalområdet, når det pågældende ensemble for længst er draget videre til næste by.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen








