Lørdagens Melodi Grand Prix slog alle hidtidige seerrekorder for en tv-udsendelse. Ikke mindre end 2.667.000 personer sad foran deres tv-skærme og fulgte med, da det Europæiske Melodi Grand Prix blev afviklet ved det gigantiske show i Parken. Det svarer til, at 95 procent af de personer, der havde tændt for deres tv-apparat lørdag aften, fulgte showet og overværede afstemning, der endte med, at Tanel Padar og Dave Benton vandt med sangen 'Everybody' skarpt forfulgt af Rollo og Kings 'Never Ever Let You Go' på en anden plads. Det er det højeste seertal, der nogensinde er målt i tv-meterets historie, oplyser Danmarks Radio. Ikke alene var antallet af seere enormt - de var desuden ovenud begejstrede for, hvad de så. Seerne vurderer showet til 4,2 på en skala, der går til 5. »Jeg glæder mig utroligt meget på medarbejdernes vegne. Når vi gør os rigtigt umage og lægger alle vores kræfter og vores professionalisme sammen, så forstår seerne også at værdsætte det. Dygtighed lønner sig«, siger tv-direktør Bjørn Erichsen. Det rekordhøje antal af seere, tæller kun dem, der sad foran en tv-skærm hjemme eller sammen med venner og overværede showet. Udover de 2.667.000 seere er der de mange, der fulgte popbraget på storskærme ved Grand Prix-arrangementer rundt omkring i landet, ligesom de 38.000 tilskuere i Parken heller ikke er med i sammentællingen. Det hidtil største seertal havde filmen 'Olsen Bandens Sidste bedrifter', som TV2 sendte 1. januar 1995. Den film blev set af 2.657.000 personer. Fodboldkampen, hvor Danmark mødte Holland i semifinalekampen i EM-slutrunden i 1992, havde 2.655.000 seere, og indtager dermed 3. pladsen på alle tiders seer-hitliste. Selve finalekampen mellem Danmark og Tyskland havde en smule færre seere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Ibrahim Benli tog turen fra den anatolske højslette til Folketinget
-
Rockens førstedame var en stærk pioner - nu kæmper hun mod præsident Trump
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR







