Big Brother er mere end tv

Lyt til artiklen

Politiken fredag: Total isolation,total overvågning, 100 dage. Oplægget var benhårdt da den kommercielle lavkulturs-tv-station TvDanmark i januar bankede løs på alle til rådighed stående reklametrommer for starten på Big Brother, realityprogrammet, der skulle overgå alle hidtidige danske forsøg i genren nådeløs dokumentarisme. 10 mennesker giver afkald på deres privatliv for at vinde en halv million kroner og underholde mindst lige så mange tv-seere - døgnet rundt i 100 dage. Der var dømt gladiatorkamp i berømmelseskulturens mest lavpandede arena, kommercielt tv. Og mediesamfundets overklasse, meningsdannerne havde på forhånd vendt tommelfingeren nedad: perspektivløs voyeurisme, narcissisme, idioti, ja bare sygt og perverst. Allerede fra dag et samlede seerne sig på de billige rækker i så stort antal, at det hele passede som hånd i handske for TvDanmark. Den skrantende tv-station ville få den store investering tifold igen, til glæde for de efterhånden voldsomt utålmodige udenlandske investorer, og samtidig kunne direktør Paul Gazan, pudse sin populistiske glorie, som leder af folkets tv-station. Ualmindeligt tv med almindelige mennesker for almindelige mennesker. Forventningerne: konkurrence, skænderier, fjendskab, venskab, kærlighed, jalousi, sex måske oven i købet vold. Ja, hvad kan almindelige mennesker ellers finde ud af i et hus, hvor de ikke engang kan se fjernsyn! Men deltagerne overraskede alle forventningerne, eller også var det tilrettelæggerne, der trods alt selv viste sig at være mere præget af en opvækst på rød stue i højskolernes land end på Jerry Springers kyniske medieakademi, i hvert fald blev de bærende værdier i BB-huset, hurtigt defineret. De gode gamle socialkammeratlige værdier, som vi kender fra skoleklassen, charterturen og arbejdspladsen: Vi skal lære hinanden at kende, vi skal være sammen, alle sammen, vi skal hygge os. Med andre ord, fællesskabet blev vigtigere frem for konkurrencen og den hurtige berømmelse på den anden side af TvDanmarks hegn i Sydhavnen. Og allerede dér begyndte TvDanmark at levere en anden vare, end den sensationelle Orwelske retorik i foromtalen havde lagt op til. Og den poppede ramme programmet blev præsenteret i. Til gengæld gav den udvikling mere plads til betragtninger af 'Big Brother' som socialt eksperiment, som dokumentation af folkesjælen i hvert fald i den yngre del af den danske befolkning. Gladiatorerne var blevet forskningsobjekter for amatørsociologen og lommepsykologen på tredje sal til højre i Vangede og Vejle.'Big Brother' havdepå forhånd lagt op til at dette var mere end tv. Den fredag nat, da deltagerne besluttede at forlade programmet, fik de også det manuskriptløse tv-program til at gå ud over alle breder. Dér blev det for alvor grænseoverskridende og interaktivt, tv-programmet foregik ikke længere på tv men alle andre steder: I hjemmene og på arbejdspladsen, i pressen, sågar i byretten. Her viste det sig så bare, at der er forskel på reality og virkelighed . Selv TvDanmarks direktør troede i nogle timer, at deltagerne var programmet. For tænk, hvis de havde ladet dem løbe linien ud: Hvad sker der hvis man tvinger folk til at være på tv i 100 dage? De prøver at hygge sig de første 73. Så vil de egentlig hellere hjem, sammen med deres nye venner. Havde det været DR 2 der havde stået for konceptet, ville det have været en herlig livsbekræftende konklusion. Og så lige op til sommeren, hvor det da er for dumt at spilde tiden med at se fjernsyn. Men for TvDanmark var hensynet til annoncører og investorer vigtigere end programideen. Det lykkedes for dem at holde gryden i kog, på trods af de faldende seertal i de sidste uger, er sejren i hus, den kommercielle tv-station har overlevet, ikke med æren, men med pengene i behold. »Money doesn't talk, it swears«. Og tv-stationen, der holder meget af sig selv i rollen som klassens frække dreng, viste sig at være skolens største tøsedreng. .

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her