Politiken lørdag: Det bliver nødvendigt at gå på vandhugst, hvis den kommende nationale opera på Dokøen i København skal klemmes ind. 8000-9000 kvadratmeter vand skal omdannes til land, fremgår det af forslaget til lokalplan om hele området. Forslaget behandles af Københavns Kommunes bygge- og teknikudvalg onsdag. Den nye opera til i omegnen af halvanden milliard kroner er skænket nationen af den gamle skibsreder Mærsk McKinney Møller - eller rettere A.P. Møller og hustru Chastine Møllers Fond til Almene Formål - og gaven kræver ny lokalplan. Som udgangspunkt har forvaltningen haft arkitekt Henning Larsens råskitse til en opera, der med et svævende halvtag vender sig mod København på den modsatte side af vandet. Operaen fylder 35.000 kvadratmeter etageareal, og den må højst rage 30 meter op over land og vand. Dog må det planlagte scenetårn midt på bygningen stræbe yderligere 20 meter mod himmelen. Trafikproblem Som tætte naboer på begge sider af det syngende hus bygges store boligkarreer i en højde af fem etager - plus udnyttet tagetage. Boligerne breder sig i kvadratmeter i næsten samme målestok som operaen, men lokalplanen går ikke i detaljer med størrelsen af lejlighederne - og dermed heller ikke det samlede antal. Dog bliver det slået fast, at der generelt er tale om helårsboliger, så de fremtidige beboere bliver gode skatteydere i Københavns Kommune. Undtagelsesvis kan der bygges fem gæsteboliger og lejligheder til 30 unge. Trafikken til og fra både opera og boliger er den helt store knast i planlægningen, og i lokalplanforslaget indrømmer forvaltningen da også åbenhjertigt, at det ikke er lykkedes at skaffe plads til de nødvendige 350 p- pladser. 200 biler kan mases ind på den ledige plads under de gamle, fredede mastekraner mod nord. For at skaffe yderligere plads fyldes to gamle tørdokker - ophalingsbeddinger er det skibstekniske ord - op, så der også kan holde biler her. Bilerne skal ifølge forslaget komme til Dokøen ad henholdsvis Fabriksmestervej og Galionsvej, men der åbnes også mulighed for udelukkende at lede trafikken ad Fabriksmestervej. Nye kanaler Som fremtidig løsning af de trafikale propper peger forvaltningen på, at de måske kan klares i fællesskab med operaens kommende genbo, det kongelige skuespilhus på den anden side af vandet. Her forestiller man sig et fælles parkeringsanlæg med plads til i alt 500 biler placeret på Kvæsthusbroen ved siden af skuespillets hus, og operagæsterne kan så vandre enten over eller under vandet. Endnu en mulighed er at sørge for bedre kollektiv trafik til den ende af København, og den mulighed kommer i spil, hvis metroen udvides med en fjerde etape. Den skulle i givet fald svinge neden om Kvæsthusbroen, og det lover forvaltningen at arbejde for. For at skabe luft i det tætte byggeri graves to nye kanaler ned gennem Dokøen til at skille boliger og opera ad. Her bliver i øvrigt en masse jord tilovers - nogenlunde svarende til den mængde jord, der skal bruges for at fylde havnen op og udvide Dokøen mod syd og vest. Når politikerne har behandlet planen, sendes den i offentlig høring i to måneder - dog er juli måned ikke regnet med i den kalender.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








