Politiken torsdag: Verdens største og mest betydningsfulde filmfestival åbner i dag. Det mest opsigtsvækkende ved årets festival er, at amerikansk film for alvor er kommet ind i varmen igen efter en række år, hvor især de store filmselskaber i Hollywood har følt sig forbigået. Dansk film derimod må denne gang klare sig med sølle syv minutter, som Anders Worm leverer i et sideprogram for filmskoler med sin kortfilm 'Fuldmånevanvid'. En gentagelse af den danske triumf fra i fjor, hvor Lars von Trier røg helt til tops og vandt Guldpalmen for sin musical 'Dancer in the Dark', er derfor desværre ikke inden for rækkevidde. Bortset fra Anders Worms kortfilm har ingen danske film fundet nåde til udtagelse i de officielle programmer. Der bliver altså tale om et klart mellemår for dansk film i Cannes. Og i øvrigt for skandinavisk film som helhed. Heller ingen norske eller svenske film er med. Men det kan dansk film nok overleve. Der er masser af spændende film med international potentiale på vej, bl.a. fra store instruktørnavne som Bille August, Ole Bornedal, Thomas Vinterberg og Lars von Trier, men de er først klar senere på året, og lægger man de nationale briller en stund, kommer festivalen i Cannes nok heller ikke til at lide under det skandinaviske fravær. Listen med de 23 film i hovedkonkurrencen er således et møde med en række af verdens mest hyldede filminstruktører. Med en blanding af gamle mestre og nye håb er der lagt op til 12 dage med filmoplevelser ud over det sædvanlige. Det amerikanske comeback manifesterer sig ved, at der i hovedkonkurrencen er hele fem film fra USA med, at der i det næstfornemste program, Un Certain Regard, er fire med, at der bliver fire særforestillinger, og at der vises et retrospektivt program med 27 amerikanske komedier fra denne genres guldalder med instruktører som bl.a. Charlie Chaplin, Frank Capra, George Cukor, Howard Hawks, Ernst Lubitch og Billy Wilder. Uden knæfald Den massive amerikanske repræsentation skal dog ikke ses som et knæfald for den kommercielle filmfabrik i Hollywood. Cannes sætter fortsat en ære i at belønne det grænseoverskridende, nyskabende og eksperimenterende. Sådan som det skete, da Lars von Trier fik førsteprisen for et nyt og dristigt bud på en musical. Og det afspejles da også i de amerikanske film, der er blevet udvalgt. Den altid spændende David Lynch er således med i dysten om Guldpalmen med kærlighedshistorien 'Mulholland Drive', efter at han for to år siden efter manges mening blev groft forbigået ved prisuddelingen for filmen 'The Straight Story', og han får følgeskab af de uforudsigelige Joel og Ethan Coen, der efter den lidt halvsvage 'O Brother Where Art Though' nu prøver med 'The Man Who Wasn't There'. Sean Penn, mest kendt som skuespiller, forsøger sig for tredje gang som instruktør med krimidramaet 'The Pledge', hvor man på ny kan se Jack Nicolson som detektiv omgivet af et stærkt skuespillerhold med bl.a. Oscarvinderen Benico Del Toro, Helen Mirren, Vanessa Redgrave og Sam Shepard. Festivalens åbningsfilm (som også deltager i konkurrencen) er også amerikansk, selv om den er instrueret af australieren Baz Luhrman ('De forbudte trin' og 'Romeo & Julie'). Det er musicalen 'Moulin Rouge' med Nicole Kidman og Ewan McGregor i hovedrollerne. Ny ledelse Endelig er USA - nok så opsigtsvækkende - repræsenteret i hovedkonkurrencen med tegnefilmen 'Shrek' fra Steven Spielbergs filmselskab Dreamworks. Man skal helt tilbage til 1953 for at finde en tegnefilm i den fornemste kategori i Cannes. Det var Disneys 'Peter Pan'. Efter et smugkik på 'Shrek' kan man dog udmærket forstå, hvorfor filmen er blevet udtaget. Der er tale om en meget vittig, original film med en forrygende Eddie Murphy, der lægger stemme til et ualmindeligt frækt æsel. Instruktørdebutanterne Andrew Adamson og Vicky Jenson står bag, og filmen må stå til at få en eller anden pris. Den nye, positive linie over for amerikansk film må utvivlsomt tilskrives den ændring, der er foretaget i ledelsen af Cannes-festivalen. Den meget magtfulde Gilles Jacob har flyttet sig til den mere repræsentative post som festivalens præsident og overladt jobbet som kunstnerisk leder (og dermed den person, som står for udvælgelsen af filmene) til Thierry Fremaux. Gilles Jacob siger bl.a. om sin nye position i forhold til udvælgelsen af filmene: »Jeg kom med min mening, men jeg prøvede ikke at påvirke beslutningerne«. Den udtalelse er til fortolkning, men Thierry Fremaux har i hvert fald vist, at han modsat sin forgænger intet har imod at tage turen over Atlanten for at se på amerikanske film, og at resultatet af det ses jo tydeligt i filmprogrammerne. Men den fyldige amerikanske repræsentation får værdig modspil i kampen om Guldpalmen af store navne som Shohei Imamura, den japanske veteran, der har førsteprisen to gange tidligere for 'Ålen' og 'Balladen om Narayama', af de franske nybølgeveteraner Jean-Luc Godard med 'Eloge de l'amour' og Jacques Rivette med 'Va savoir!', af russeren Alexander Sokurov, af den kontroversielle østriger Michael Haneke, af de to store italienere Nanni Moretti og Emanno Olmi (vandt med 'Træskotræet' i 1978), af Irans førende filmskaber Mohsen Makhmalbaf, af portugiseren Manoel de Oliveira og af taiwaneseren Hou Hsiao-Hsien. Nye navne er bl.a. Danis Tanovic, der med filmen 'No Man's Land' for første gang får Bosnien med i Cannes, og japaneren Shinji Aoyama ('Eureka') med filmen 'Desert Moon'. Også programmet Un Certain Regard vil tiltrække sig interesse med bl.a. film af 'uafhængige' amerikanske filmskabere som Hal Hartley, Abel Ferrara og Todd Solondz samt instruktørdebut for skuespilleren Jennifer Jason Leigh, der spillede hovedrollen i Kristian Levrings dogmefilm sidste år i Cannes, 'The King is Alive'. Coppolas cut Et par spændende særforestillinger står også på programmet. Ikke mindst instruktøren Francis Ford Coppolas 'directors cut'-udgave af filmen om Vietnamkrigen 'Dommedag Nu', der er blevet forlænget med 53 minutter og nu varer tre timer og 23 minutter. Senere under festivalen kan Coppola så se sin søn Roman Coppola få debut i Cannes med dramaet 'C.Q.', der bl.a. har Élodie Bouchez, Gérard Depardieu og Billy Zane på rollelisten. Selv om det danske bidrag til den officielle del af Cannes-festivalen altså indskrænker sig til sølle syv minutter, så bliver dansk film dog alligevel på anden måde pænt synlig under festivalen. På det meget vigtige filmmarked bydes der på hele tre uofficielle verdenspremierer på danske spillefilm. Det er Gabriel Axels kærlighedshistorie 'Leïla', Martin Schmidts thriller 'Kat' og Tómas Gislasons roadmovie 'P.O.V.- Point of View', som der stilles store forventninger til. Filmen, der har haft arbejdstitlen 'Like a Rock', har Trine Dyrholm i hovedrollen som en kvinde, der frygtløst går på opdagelse i USA. På markedet præsenteres desuden den sjette danske dogmefilm 'Et rigtigt menneske' ('Truly Human') af Åke Sandgren og Anders Thomas Jensens drengerøvskomedie 'Blinkende lygter'. Endelig viser det danske filmselskab Svendsen Film på markedet den engelsksprogede 'The Zookeeper' med bl.a. Ulrich Thomsen på rollelisten. Viggo Mortensen Andre uofficielle begivenheder bliver en præsentation af Peter Jacksons storstilede Tolkien-trilogi med bl.a. den dansk/amerikanske skuespiller Viggo Mortensen i en vigtig rolle. En del af kulisserne til filmen opbygges på et slot uden for Cannes og der vises en 20 minutters lang smagsprøve fra den første film i serien. Kun pressen får adgang, mens der er offentlig adgang til en nyskabelse i Cannes: en 'under-stjernerne-forestilling. Tæt på festivalpalæet vil man i det fri kunne se den franske romantiske eventyrhistorie 'Le fabuleux destin d'Amelie Poulain' af Jean-Pierre Jeunet. Og der bliver også masser af andre stjerner at se på for publikum ved den røde løber ved festivalpalæet og ved hotellerne på den mondæne strandpromenade Croisetten. Selv om en forfatter- og skuespillerstrejke i Hollywood har truet, har det ikke fået de kendte filmansigter til at blive hjemme i USA.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce








