Sponsorer kæmper om sejr

Lyt til artiklen

Politiken onsdag: »And the winner is«...Vinderen af årets store europæiske musikdyst bliver udråbt på lørdag i Parken. Men Melodi Grand Prix er også en konkurrence om penge og PR. Og her går aktørerne ikke på scenen, men kæmper bag kulisserne om at vinde førsteprisen. Et stort antal private firmaer har koblet sig på det første europæiske Grand Prix på dansk jord i 37 år. Ud over seks hovedsponsorer er der tale om en lang række firmaer, der som tak for en plads i en rulletekst leverer ydelser i form af computere, kopimaskiner, tøj og meget andet. Med de mange sponsorers hjælp ser Danmarks Radio ud til at kunne opfylde sit eget succeskriterium - at afholde historiens største Grand Prix uden selv at betale en krone for det. Men det har holdt hårdt. DR fik først de sidste sponsoraftaler på plads i sidste måned. Og det lykkedes ikke DR at skaffe en stor pan-europæisk sponsor, som skulle eksponeres i alle de deltagende landes tv-udsendelser. »Der er ikke nogen stor tradition i Danmark for at sponsorere populærmusik. De store sponsorater går typisk til sport og finkultur, og mange har meldt fra, fordi Grand Prixet ikke passer ind i deres profil«, fortæller Jørgen Ramskov, der er DRs Grand Prix-chef. En million Det er lykkedes Politiken at få et indblik i de fortrolige kontrakter. Her fremgår det, at hver hovedsponsor har betalt én million kroner for at blive en del af den store folkebegivenhed. Til gengæld får de seks sponsorer navn og logo på skærmen før og efter den danske version af Grand Prix-udsendelsen samt i alt otte optaktsudsendelser. Kontrakterne indeholder ingen redaktionelle løfter om at eksponere sponsorerne i udsendelserne op til Grand Prixet eller i de 23 tv-postkort, som vil blive vist imellem de deltagende landes sange. Men muligheden for redaktionel omtale har været oppe at vende under forhandlingerne om kontrakterne, oplyser kilder på begge sider af forhandlingsbordet. DSB er en af de seks hovedsponsorer, der har lov til at bruge Grand Prixet til egen markedsføring. Og flere informationer om den store event giver bedre mulighed for at udnytte denne mulighed. På spørgsmålet om, hvorvidt oplysningsniveauet fra DRs side har været tilfredsstillende undervejs, svarer DSBs marketingchef, Christian Bjerring: »Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke er tilhænger af, at man hænger sit vasketøj ud i pressen. Det er noget, vi gør i forhold til Danmarks Radio, når vi laver efterkritik. Men vi regner da med at få det ud af sponsoratet, som vi planlagde, da vi gik ind i det«. Utilfredshed, hvor? De øvrige hovedsponsorer er designfirmaet Rosendahl, Se & Hør, Martin Gruppen, Deloitte & Touche og TDC (TeleDanmark). Louise Ry er informationschef for TDC og hun opfordrer DR til en anden gang at gå til opgaven med langt større åbenhed - både over for offentligheden og sponsorerne. »Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skulle være så hemmeligt med for eksempel tv-postkortene. Hvis man havde haft et bedre kendskab til postkortene, så havde man måske taget brodden af debatten. Generelt har man godt kunnet mærke, at Danmarks Radio ikke har den store erfaring med at udbyde sponsorater«, siger Louise Ry, der ikke lægger skjul på, at TDC som sponsor helst er fri for uenighed og negativ omtale. »Jeg forstår godt, at der har været en debat. Men når man er sponsor for noget, skal det jo helst være festligt og positivt. Vi vil gerne være en del af en succes, så det håber vi stadig, at det bliver«, siger TDCs informationschef. DRs Jørgen Ramskov forstår ikke kritikken. »Vi har regelmæssigt holdt møder, hvor vi har forsøgt at holde sponsorerne orienteret. Jeg har ikke oplevet, at der var nogen utilfredshed med informationsniveauet. Hvis der er flere ting, sponsorerne kunne have tænkt sig at vide, kunne de blot have spurgt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her