Politiken onsdag: Som hun sidder der, helt alene foran en tv-monitor, der viser en tom koncertsal, er det svært ikke at blive grebet om hjertet. Om nøjagtig én time - som den første efter den pause, der netop er gået i gang - er ukrainske Victoria Ratsyuk på. Som hun sidder der, i et hjørne af Malkokonkurrencens sekretariat, er det, som om hun ad parapsykologisk vej vil indtage, slet og ret bemægtige sig koncertsalen på forhånd. Hun suggererer den gode stemning frem, og hun sidder helt med ryggen til os andre. Men kl. 18 i aftes måtte Ratsyuk - sammen med 15 andre dirigenter - acceptere, at hun nu må rejse hjem. Juryen ved årets Malko-dirigentkonkurrence har, noget råt, besluttet, at kun 14 deltagere fortsætter, selv om reglerne siger, at 'op til 15' kan blive. Et klart signal om, at niveauet i år ikke over en bred kam har været højt nok. Nu vil ingen af de unge dirigenter på vejen hjem kunne trøste sig med, at »jeg blev nok næsten valgt«. Endnu mere opsigtsvækkende for det danske publikum, der i stort tal følger konkurrencen hver dag på tilskuerpladserne i Radiohusets Koncertsal og på Malkos webadresse www.dr.dk/malko, får heller ikke den eneste danske kandidat, Morten Ryelund Sørensen, lov at fortsætte. Det nærmeste vi nu kommer dansk deltagelse, er engelskfødte Damian Iorio, der med fast adresse på Amager og en fortid som vikarierende violinist i Radiosymfoniorkestret er ved at skabe sig en karriere på de danske dirigentpodier. Sidst på eftermiddagen tirsdag har samtlige 30 deltagere i Malko- dirigentkonkurrencen fået 20 minutter til at præsentere, hvad de kan, og hvilken autoritet de har tænkt sig at håndhæve deres musikalske visioner med. Enkelte af dem har måttet lide den tort, at orkestret efter få minutter har valgt at følge koncertmesteren, fordi signalerne fra dirigenten var for upræcise, og »fordi de er døde i øjnene«, som en violinist udtrykker det. Atter andre har krystet Radiosymfonikerne i deres favn og presset alt det bedste ud af dem, med kærlighed og respekt. Og orkestret er godt vant - enkelte musikere er efter eget udsagn stadig helt høje efter at have spillet 'Turandot' under maestro Giuseppe Sinopoli få uger før hans død. Der har været stor forhåndsinteresse for Charles Olivieri-Munroes optræden. Den 31-årige canadier er på tirsdag formiddag og leder orkestret i en muskuløs og spændstig Beethovensats fra 2. symfoni. Jyllands-Postens kvindelige korrespondent er dukket op og kommenterer Olivieri-Munroes »brede appel«, og mens hun venter på, at avisens fotograf dukker op, uddyber hun: »Hvis han (dirigenten, red.) havde været en pige, havde fotograferne været over ham hele tiden!«. Som det vil fremgå, har canadierens udseende og uforstyrrelige, nærmest zenlignende karisma gjort et vist indtryk, og et par kvinder fra Danmarks Radio har allerede afgjort popularitetskonkurrencen i hans favør. Det er ikke til at tage fejl af Munroes myndighed, men han er samtidig høflig nok til at indlede enhver tilrettevisning med ordene: »Ville det være muligt at .?«. Læg hertil, at han har vundet dirigentkonkurrencer i Rumænien og i Tjekkiet, tegner der sig et billede af en mulig vinder. Nervøs russer Nede i DRs OB-vogn, hvor Pia Borgwardt og yderligere tre medarbejdere styrer optagelserne af konkurrencen til senere tv-brug, er stemningen først på eftermiddagen knap så procanadisk. »En lille smule kedelig«, synes at være den umiddelbare dom. »Hov, ham her er en genganger«, siger Borgwardt - midt i direktiverne til kamera 4 om at forberede sig på snart at tilte over til fagotterne. Det er den 26-årige russer Andrej Danilov, der også deltog i Malkokonkurrencen i 1998. »Uuuuh, han er nervøs«, og ganske rigtigt opfanger kamera 1, at Danilov er helt våd på næseryggen. »Herude kan vi se, når dirigentpindene ryster. Hov, 4eren, mere fra siden - dér og så ind «, beordrer Borgwardt: »Der ser han til gengæld godt ud«, konkluderer hun helt nede i det mezzoleje, kvinder reserverer til, når de kommenterer mænd. Stemningen lige nu i OB-vognen er klart prorussisk, og Danilov har også musikalsk gjort det flot. Han ser lidt rådvild ud, da juryformand Hans Gammeltoft-Hansen siger, at hans tid er omme, og jeg ønsker for ham, at han finder en god ven til at trøste sig ude i sekretariatet. Mandag, da Danilov sad og diskuterede Mozart med en litauisk kollega, kom en fyr ind med østeuropæisk storskuffelse malet i ansigtet. Han henvendte sig til Danilov, der lagde sin arm om hans skulder. Da de skiltes, puffede Danilov ham i siden med sin albue: Nej, så galt tror jeg altså ikke, at det gik! Græske Stamatia Karampini er med sine 22 år konkurrencens næstyngste deltager og én ud af kun tre kvinder. Hun har det virkelig dårligt på vej ind i koncertsalen, og hendes buk for juryen er lovlig prøjsisk, men hun har besluttet at være tapper på sin vej til skafottet, og det virker, og hendes charmeoffensiv bider ikke rigtig på. »Goddag«, siger hun artigt og slår an til Mendelssohns 4. symfoni. »Det er som et kærestebrev fra den ene stryger til den anden«, siger hun, og det lyder næsten indøvet, »derfor: meget mere vibrato«. Da hun få takter senere stadig vil have mere vibrato, kysser hun ud i luften for at illustrere satsens følsomhed. Hun styrter ud fra podiet med hovedet i hænderne og har ikke meget lyst til at lade sig interviewe af Danmarks Radios medarbejder, selv om det er kutyme. I sekretariatet hænger amerikanske Stephen Agostino ud. Han dirigerede allerede mandag formiddag og har ventet længe på, at det skal blive tirsdag kl. 18. Henad ved 14-tiden siger han ud i lokalet: »Malko var min første konkurrence, og nu mærker jeg, at det er min sidste«. Det er tredje gang, han stiller op til Malkokonkurrencen, første gang i 1995, anden gang i 1998 og altså nu. Heller ikke Agostino er på listen over de 14, der kører videre i konkurrencen.