Politiken onsdag: Med en ekspresbevilling på ekstra to millioner kroner fra Det Danske Filminstitut og yderligere en ekstra million norske kroner fra Nordisk Film og TV Fond er Thomas Vinterbergs engelsksprogede film 'It's all about Love' blevet reddet ud af en krise, der kunne have bragt instruktøren og filmselskabet Nimbus ud i et økonomisk uvejr. Den franske samarbejdspartner Slotmachine kunne pludselig ikke honorere en aftale om en investering på et større millionbeløb til filmens budget på i alt 85 mio. kr., og Nimbus stod derfor i lidt af en kattepine med filmoptagelser med to stjerner, Joaquin Phoenix og Claire Danes, i fuld gang i København. »Optagelserne var ikke i fare for at blive stoppet. Vi har forsikret os imod sådanne situationer, men skulle vi ud at finde en ny fransk investor i huj og hast, kunne det nemt indebære, at vi solgte os for billigt og dermed på sigt øgede den i forvejen store økonomiske risiko for Nimbus. Så vi er meget taknemmelige for, at Filminstituttet og Nordisk Film og TV-Fond har reddet os ud af en akut og kritisk situation. Jeg sover nu mere roligt om natten«, siger Nimbus-producenten Birgitte Hald med vanlig 'vestjysk underdrivelse'. Filmpolitisk bevilling Det var filmkonsulenten Vinca Wiedemann, der fandt de ekstra to mio. kr. til Vinterberg-filmen, som nu i alt har fået fem mio. kr. i statsstøtte. Hun har tidligere vakt opsigt med en udmelding om, at den statslige filmstøtte primært bør gå til dansksprogede film, og at f.eks. danske engelsksprogede film kun undtagelsesvis bør støttes med større beløb. Som en konsekvens af den holdning var der derfor til Thomas Vinterbergs film 'kun' afsat tre mio. kr., mens Vinca Wiedemann for nylig gav hele ti mio. kr. i støtte til Lars von Triers nye engelsksprogede film 'Dogville', fordi hun betragter hans projekt som den berømte undtagelse. »Det er lidt af skæbnens ironi, at det så netop er mig, der skal fremstå som redningskvinden og som finder ekstra to mio. kr. til Vinterbergs film. Jeg har imidlertid ikke ændret holdning til selve projektet, men finder, at der er tale om helt ekstraordinære omstændigheder, der retfærdiggør bevillingen. Vi taler om en akut økonomisk krise for en film, der er under optagelse. Det er så at sige den nationale kreditværdighed, der er på spil. Dansk films anseelse i udlandet kunne lide et knæk, og det ville gå ud over alle danske producenter, der forsøger sig internationalt. Jeg føler derfor, at pengene filmpolitisk er givet godt ud og en demonstration af, at vi på Filminstituttet skal være fleksible, når situationen kræver det«, siger Vinca Wiedemann til Politiken. Hvilken dansksproget film vil din beslutning gå ud over? »Det er klart, at en sådan beslutning ikke er gratis. Jeg kan ikke sætte navn på et konkret projekt, for vi har en løbende sagsbehandling, men det er jo i princippet næsten pengene til en dogmefilm, der her er røget. Mit samlede budget til støtte er fortsat 30 mio. kr. årligt, men jeg har det fint med beslutningen. 'It's all about Love' er en så stor og modig kunstnerisk satsning af Thomas Vinterberg, at vi selvfølgelig skal hjælpe, hvis vi kan, når uventede problemer opstår midt under optagelserne«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch







