Ros og ris til udviklingsfond

Lyt til artiklen

Politiken torsdag: Visionerne løber løbsk, når Kulturministeriets Udviklingsfond (KUF) både skal støtte den eksperimenterende og tværfaglige kultur og samtidig fokusere på to specifikke og komplekse områder som etnisk kunst og kultur og multimedie. Kulturministeren sammensætter nemlig fondens bestyrelse så bredt som muligt, og derfor har den ikke den fornødne kompetence i forhold til at kunne vurdere og gennemføre projekter inden for de to fokusområder, konkluderer Center for Kulturpolitiske Studier i en evaluering af fondens arbejde. Vrøvl, mener fondens bestyrelsesformand, Uffe Elbæk. Dansedokudrama eller en sammensætning af standup- comedy, rap og digtoplæsning er eksempler på afvigelser fra den mere etablerede kunst og kultur. I et forsøg på at støtte de nyskabende genrer, der ikke går ind under de definerede begreber som litteratur, musik, dans og teater, fik Kulturministeriets Udviklingsfond i 1997 til opgave at varetage områder inden for den eksperimenterende og tværgående kunst og kultur. De sidste tre år er der i alt afsat knap 70 mio. kr. til fonden. Ifølge loven skal udviklingsfonden også arbejde med at styrke særlige indsatsområder, og på anvisning af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) er etnisk kunst og kultur og digitale multimedier udpeget som de to fokusområder. For stor ministerindflydelse I Center for Kulturpolitiske Studiers rapport evaluerer forfatterne fondens indsats, og konklusionen er overvejende positiv, fordi disse tværkulturelle projekter aldrig ville være blevet til noget uden økonomisk støtte og vejledning fra udviklingsfonden. Rapporten kritiserer dog, at ministeren har så stor indflydelse på valget af fokusområde og bestyrelsens sammensætning, og at det i højere grad afspejler et behov fra ministeriets egen side end et behov fra kulturlivet. Elsebeth Gerner Nielsen afviser dog enhver form for styring. Hun siger, at hun med muligheden for at udpege specielle satsningsområder blot får en mulighed for at føre kulturpolitik. »Men da jeg ikke kan blande mig i sagsgange eller støtte til de enkelte projekter, kan man dårligt kalde det et brud på armslængdeprincippet«, siger hun i en kommentar til rapporten. En tung opgave Bestyrelsesformand i KUF Uffe Elbæk erkender, at det har været en tung opgave at løfte, men han føler ikke, at fondens arbejde er blevet begrænset af bestyrelsens sammensætning og kompetence eller af fokusområderne. »Vi har forsøgt at løse den opgave, vi har fået af ministeren, nemlig at fokusere på den flerkulturelle kunst og kultur og de digitale medier. Men det er to ekstremt komplekse områder, som kan være svære at afdække. Alligevel synes jeg ikke, at det på nogen måde har begrænset os, for vi arbejder hovedsagelig ud fra de overordnede indsatsområder. Nemlig den eksperimenterende og tværgående kunst«, siger Elbæk, der dog understreger, at han overvejende er glad for evalueringen. Hjælp fra eksperter I rapporten fremgår det, at det har været svært for fonden at afdække det etniske område og dermed fondens vision, fordi det har været for svært at finde og kommunikere ud til de etniske kunstnere, der er i landet. Endvidere påpeger den, at opgaven med at vurdere multimedieprojekter og gennemføre dem har været for vanskelig, fordi multimediebegrebet er for uklart, og bestyrelsen ikke har ekspertise nok. Uffe Elbæk mener dog ikke, at kompetencen har været noget problem, fordi bestyrelsen har søgt rådgivning hos specialiserede grupper. »Vi må huske på, at vi i Danmark befinder os i en begyndende fase, hvad angår etnisk kunst og kultur, og lige nu er vi faktisk ved at lægge sidste hånd på en kortlægning over, hvilke etniske kunstnere vi har i landet. Forhåbentlig kommer det ikke til at tage 30 år, ligesom det har gjort i England, inden vi får en 'black art' her i landet. Og med hensyn til multimedieområdet er der bare at sige, at det stadig er så nyt, at der endnu ikke findes nogen, der har så dybtgående indsigt i området«, siger han. Alligevel råder han kulturministeriet til at være opmærksom på, hvilke indsatsområder der skal peges på i fremtiden. Den nuværende bestyrelse slutter sit arbejde ved årsskiftet, men allerede 1. juli tiltræder den nye bestyrelse, som skal nå at udarbejde en handlingsplan inden nytår.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her