DR og Folketinget i strid om Grand Prix

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Bakket op af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) forsøger Danmarks Radios generaldirektør, Christian Nissen, at værne om DRs programpolitiske uafhængighed. Han afviser at give Folketinget detaljerede oplysninger om det Europæiske Melodi Grand Prix i København om to uger. Danmarks Radio er arrangør af tv-delen af det store schlagershow og er blandt andet i gang med at producere 23 små tv-film - de såkaldte postkort - som skal vises for de mere end 100 millioner seere mellem sangene. Regeringen har skudt i alt én million kroner i postkortproduktionen, og Venstre har derfor bedt kulturministeren om at redegøre for budskabet i de stærkt omdiskuterede postkort, der vil fokusere på danskerne og livet i Danmark frem for på en række turistattraktioner. Nissen vil ikke svare Kulturministeren har sendt bolden videre til Danmarks Radios generaldirektør, der imidlertid afviser at svare. I et svar til Kulturministeriet skriver Christian Nissen: »I betragtning af, at der er tale om et tv-program, der hverken er færdigproduceret eller sendt, finder DR det i strid med institutionens programpolitiske uafhængighed at skulle redegøre for så detaljerede spørgsmål om programproduktionens tilrettelæggelse og programmets nærmere indhold«. Kulturministerens redegørelse til Folketinget kom i går. Her henviser hun til svaret fra DRs generaldirektør, der nøjes med at oplyse, at det er produktionsselskabet Iris, der producerer postkortene. Jens Rohde er ikke tilfreds med svaret fra Elsebeth Gerner Nielsen. Han mistænker regeringen for at udnytte Grand Prixet politisk ved at få tegnet et flot billede af den danske velfærdsstat - i stedet for maksimalt at udnytte chancen for at markedsføre Danmark som et attraktivt rejsemål for millioner af udenlandske turister. Dynamisk dialog Kulturministeriet har givet 200.000 kroner til Danmarks Radios produktion af postkortene. Der er i den forbindelse indgået en kontrakt mellem ministeriet og DR. I kontrakten hedder det blandt andet: »DRs ambition er at producere disse postkort, så de eksponerer et moderne billede af danskerne og Danmark - at Danmark fremstår som et lyst og ressorucefyldt land, rigt på historie og nyskabelse, i en dynamisk dialog med de andre europæiske lande«. Undren over aftale Elsebeth Gerner Nielsen afviser, at aftalen betyder, at Kulturministeriet griber ind i Danmarks Radios redaktionelle frihed. »Kulturministeriet har ikke stillet vilkår for tilskuddet«, skriver hun til Folketinget. Jens Rohde undrer sig over, at der er indgået en egentlig aftale mellem Kulturministeriet og Danmarks Radio om indholdet af postkortene. »Det hænger ikke sammen med, at man ikke vil fortælle Folketinget, hvilke programpolitiske overvejelser man har gjort sig«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her