Deltagere flygter fra Big Brother

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Tre deltagere i det omdiskuterede tv-program 'Big Brother' begik natten til lørdag klokken ca. 01 mytteri. De kravlede over hegnet og ud i friheden efter 76 døgn i den overvågede barak på Sluseholmen, hvor 126 kameraer har fulgt dem nat og dag. De sidste fire deltagere var først med på at flygte, men fortrød hurtigt og vendte tilbage til huset, der er omdrejningspunkt i programmet, som over 300.000 seere kigger med på. Lørdagen igennem var der forvirring om, hvad der var sket i programmet, der er TvDanmarks hidtil største satsning. Livetransmissionen på 'Big Brother's hjemmeside på Internettet blev afbrudt, da flugten var en realitet. På kanalens tekst-tv var der heller ikke nyt at hente. Men angiveligt skulle deltagerne have fået nok, da de fredag aften hørte, at de var dumpet i den såkaldte ugeopgave, og at de derfor ikke ville få alkohol og cigaretter i en uge. De var også generelt utilfredse med programmets ledelse. Så de kravlede over hegnet til huset og blev stoppet. Fire returnerede til huset, mens tre først holdt et langt møde med ledelsen på TvDanmark og senere flyttede på hotel. Groggy Gazan Lidt før klokken 16 udsendte TvDanmark en pressemeddelelse, der slog fast, at Pil, Søren og Christian har forladt 'Big Brother'. Programmet gennemføres med de øvrige deltagere Nico, Jill, Naja og Suzanne og afsluttes efter planen med finalen den 10. maj, hvor en af de fire vinder 500.000 kroner. TvDanmarks programdirektør Paul Gazan var i går lettere groggy, men ikke slået ud over udviklingen i 'Big Brother'. »Jeg har ikke sovet i nat, men jeg har det fint. Begivenhederne er i virkeligheden et udtryk for, at Big Brother-konceptet er manuskriptløst. Ingen kan forudsige, hvad der vil ske. Det er reality-tv i rendyrket form. Det ikke noget, jeg ønsker skal ske igen. Men det er et scoop og et udtryk for, at konceptet holder 100 procent«, sagde Paul Gazan lørdag eftermiddag. Slukkede kameraerHvorfor valgte I at slukke for kameraerne, så seerne ikke kunne følge udviklingen? »Det er vores ansvar, at deltagerne skal kunne komme ordentligt ud i virkeligheden bagefter. Så når tingene er ved at gå op i en spids - og det var de natten til lørdag - så slukker vi for kameraerne. Der var ikke fælles fodslag om at flygte, og bølgerne gik meget højt. Vi slukkede også dengang, en deltager begyndte at fortælle om, at hun var blevet voldtaget«. 'Big Brother' er skabt efter hollandsk koncept og har kørt i flere europæiske lande. Det er blot et af mange programmer, hvor pointen er at isolere almindelige mennesker, udsætte dem for et vist pres og så udsende deres gøren og laden. Danmarks Radios tv-direktør Bjørn Erichsen skød med skarpt efter 'Big Brother', da udsendelsen gik i luften i januar måned. Han kaldte det 'væmmelses-tv' og sagde, at et program som Big Brother aldrig ville kunne opleves på DR. I går undrede Bjørn Erichsen sig over, at TvDanmark tolker flugten fra programmet som et udtryk for, at »det holder 100 procent«. »Egentlig er jeg misundelig på Paul Gazan. For han er en glad mand, der kan se det positive i alt. Men at tolke det som tegn på høj kvalitet i et tv-program, at deltagerne flygter, virker nu engang løjerligt«, siger Bjørn Erichsen, der kalder 'Big Brother' »klamt og udspekuleret«. Big Brother 2 er klar »Det er navlepillende og en enormt kunstig event. Man placerer ti mennesker i et hus, og det bliver de berømte på. De bliver ikke berømte, fordi de udretter noget«. På TvDanmark planlægger man allerede nu en ny omgang 'Big Brother'. »Vi skal naturligvis først afslutte denne her omgang. Men det er da klart, at der kommer en 2er. Og det står endnu klarere efter nattens hændelser«, siger Paul Gazan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her