Politiken lørdag: Igår holdt Ham Den Store Deroppe vejret. Han havde lavet ged i den hele ugen, og det havde moret Ham. Sne, sol, frost, regn - you name it, det hele havde været oppe af posen med divine specialeffekter, men fredag var det, som om Han var gået død i fantasien. Hva' nu? Var det af respekt for den lettiske præsidents besøg i Den Sorte Diamant, at Han tøvede med hånden halvt nede i posen. Han havde egentlig rakt efter en af de få tilbageblevne af de syv plager, men frøs i øjeblikket, og resultatet blev et fredagsvejr, der bedst kan beskrives som et ikke-vejr. Mælkehvid himmel, tempereret i luften. Nondeskript er det flotte ord for dét. Kørte straks med travellatoren op til næste niveau og kiggede grundigt efter i hjørnerne efter den blodpøl, dr.phil. Niels Barfoed forudsagde forekomsten af i går. Jeg var i øst, jeg var i vest, og det var med stor lettelse, at jeg kunne køre ned ad travellatoren igen, med stor fortrøstning at jeg forsikrede mig selv om, at begge mine venner, dr.phil. Niels Barfoed og professor Thomas Bredsdorff, tilsyneladende nu var i live. De to har sat sindene i stærk bevægelse ved deres uenighed om Det (udbyggede) Kgl. Biblioteks egnethed som forskningsmiljø, og torsdag eskalerede det, da rygtet nåede fra mund til mund, at Barfoed påståedes at skulle have sagt, at fredag under Per Kirkebys loftsmaleri ville man finde en blodpøl. Hvad han så end mente med det. Det er svært sådan i længden, sådan fem dage i træk, ikke at have noget fornuftigt at lave. Bare hænge ud, skamløst overhøre folks private samtaler, aflure dem deres små perversioner og hidse en stemning op. Mens jeg sad i Café Øieblikket over en café au lait og regnede ud - med så og så mange i mente og husk endelig nullet på tredje linie - hvor mange smøger jeg ikke har fået røget, siden jeg holdt op med at ryge 1. februar (det løb op i 2.610, red.), satte der sig et par unge piger ved mit bord. Det gør det jo noget nemmere. De to havde gang i et projekt. De skulle finde på en metode at guide folk i teatret på via Internettet. Efter en meget kort diskussion om 'sprogligheden' i moderne teaterkunst fortalte den mest blonde af dem, at hun for nylig havde lyst til at gå i teatret, men når hun søgte på nettet, var hendes eneste mulighed hele tiden at søge under et specifikt teater, når hun nu hellere ville melde sig under en særlig genre eller en særlig skuespiller. Der må være andre og bedre måder! En sød ekspeditrice Jeg tænkte, at jeg ville give pigerne lidt ro, da den ene af dem pludselig fandt ud af, at den anden (hende den mest blonde) var inviteret til en fest samme aften hos en fælles veninde. Med blødende hjerte spadserede jeg ligesom tilfældigt ind i boghandlen i foyeren. Om mandagen havde jeg været heldig at finde Rose Tremains roman 'Music & Silence' der, om tirsdagen havde jeg måttet købe den blok, jeg havde glemt at få med hjemmefra, og nu satte jeg butikken på en ny prøve. For to-tre år siden tyggede en odenseansk venindes nyfødte barn sig igennem min udgave af José Saramagos 'Jesusevangeliet', hvorefter den var udsolgt fra forlaget i årevis. Og som pokker, om ikke den stod hér! »Jeg var lige ved at spørge, om ikke jeg skulle pakke den ind til gave«, siger ekspeditricen og griner ad absurditeten. Selv har jeg svært ved at se det absurde i, at jeg skulle finde på at give nogen en gave, men jeg smiler med. Hun er meget, meget sød, lader mig røre ved den nye samlede udgave af Søren Ulrik Thomsens digte og fortæller mig om deres udgivelseshistorie. »God weekend«, siger hun, og det er der faktisk få, der siger i dag. Afsked med Diamanten Det er svært at sidde sådan og tage afsked med en institution af Diamantens omfang og kulturpolitiske såvel som -historiske vægt. En gammel bekendt, en spektakulær person, der lidt ligner en hitman fra en 'Shaft'-film, bestiller, hvad der ligner en appelsin i cafeen. Vi får øjenkontakt, men jeg har allerede besluttet, at han ikke kan huske, hvem jeg er, fordi jeg ingenlunde ser så spektakulær ud som han. Da han så alligevel lader til at genkende mig, kigger jeg væk, fordi jeg er blevet genert, og sådan får man jo aldrig nogen venner. Overvejer et kort øjeblik at gå ind i restaurant Søren K. og lytte til mine pludrende venner igennem det ventilationsspjæld, der fører op i personalekantinen. Men det vil kun gøre afskeden sværere. Her er ingen afskedskomité, og det har jeg det også bedst med. Langebro er forblevet nede i alle de timer, jeg har stirret på den i løbet af dagen, og på en måde får det faktum en helt symbolsk betydning. Langebro forblev nede, himlen var mælkehvid, Erland Kolding Nielsen, bibliotekets direktør, fik aldrig svaret på min mail, der foreslog, at vi hang lidt ud her på sidstedagen - og dramaets to kulturradikale kombattanter, dr.phil. Niels Barfoed og professor Thomas Bredsdorff, glimrer ved deres fravær. Hvis de sidder sammen et sted og deler en kammeratlig flaske kulturradikal bourgogne, er det ikke sikkert, jeg tilgiver dem med det første. Læserne vil - og det ved alle! - se blod. Fagligheden skal have sit, men vi er kun mennesker. Er Det Kgl. Bibliotek en seriøs platform for den nyeste og mest radikale forskning, eller er Den Sorte Diamant en lyserød plamage af tatata og rumba-hid og rumba-did? Er et besøg af ham den lettiske præsident, ingen levende djævel nogensinde kan huske, hvad hedder, mere passende for et nationalbibliotek end lanceringen af Aquas nye album? Er det vigtigere, at en smalhoftet italiensk udvekslingsstudent skal kunne spærre munden op i højlydt forbavselse over en dansk kulturel manifestation i Diamantens foyer, end at de lærde til enhver tid og hvert sekund inden for bibliotekets åbningstid kan holde koncentrationen samlet over et hidtil uopdaget dagbogsnotat, forfattet af Struensees bedste vens næstnærmeste kollegas hund? Vi ved det ikke.