Øko-aktivist bliver filmhelt

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Paul Watson hører til de mest ekstreme økoaktivister i verden. Han har sænket ni skibe og er blevet forfulgt af den sovjetiske flåde og luftvåben. Han er blevet beskudt af den norske kystvagt og angrebet med tåregas af politiet på Færøerne, og han har siddet i hollandsk fængsel. Nu bliver Hvalernes Beskytter Nummer Et filmhelt. Et Hollywoodselskab vil bruge 360 millioner kroner på at fortælle hans liv i filmen 'Ocean Warrior'. Instruktør bliver John Badham, som blandt andet har instrueret 'Saturday Night Fever', 'WarGames' og 'Stake Out'. Aidan Quinn skal spille hovedrollen, Anne Heche spiller Paul Watsons veninde, og Billy Bob Thornton og Rutger Hauer hans kolleger. Pierce Brosnan og Martin Sheen, som begge støtter Watsons miljøkamp, kommer også på lærredet. Optagelserne begynder i juni. Paul Watson er født på Canadas vestkyst, og han blev sømand i den norske handelsflåde og i den canadiske kystvagt. I begyndelsen af 1970erne var han med til at blokere for atomprøvesprængninger ud for Aleutian-øerne i Alaska. I 1972 deltog han i stiftelsen af den internationale miljøorganisation Greenpeace. Han var skipper på alle Greenpeaces ekspeditioner for at redde hvaler indtil 1977, hvor han blev smidt ud af Greenpeace. Det skete efter et voldeligt sammenstød med fangere, der dræbte sælunger med køller. Det stoppede ikke Paul Watson i hans yderliggående kamp for at redde hvaler og sæler. Han startede sin egen organisation, Sea Shephard International, og købte et skib på 779 ton. Det brugte han til at påsejle og sænke en hvalfanger i Portugal i 1979. I 1980 fik han blokeret en stor del af den spanske hvalfangerflåde, og han overtalte den sydafrikanske regering til at konfiskere to skibe, der fangede hvaler ulovligt. I 1983 fik han stoppet kommerciel sæljagt i Canada, hvilket også lykkedes i Skotland og Irland. En gave til hvalerne I 1992 sænkede hans besætning et ubemandet hvalfangerskib som »en julegave til hvalerne«. Paul Watson siger, at han har været med til at sænke ni hvalfangerskibe i alt, to islandske, to spanske, fire norske og en japansk. Sidste år udnævnte Time Magazine ham til det 20. århundredes miljøhelt. Paul Watson er blevet kritiseret i europæiske og nordamerikanske medier for sine yderliggående aktioner, og han er forhadt i hele hvalfangerverdenen. Men han afviser, at han bryder loven. Han påstår tværtimod, at han er med til at sørge for, at den bliver overholdt: »Vi bliver ofte skildret som en økologisk terrorgruppe, men vi holder simpelt hen øje med, at international lov står ved magt«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her